Ditte Hansen skriver fra Mumbai (Bombay)
Just ankommet til mit lille hotel med udsigt over havnen og Gateway of India, havde jeg fået lagt mine ting på plads og nuppet en afslappende kop chai efter rejsen fra Delhi, da det pludselig begyndte at blæse op. Og så brød helvede løs.
Jeg havde en lille dør med persiennelignende udsmykning, som gav sig ud for luftventilation, og på den anden side var der et lille metalværn i hoftehøjde, hvorfra jeg kunne nyde brisen fra havet.
Da det begyndte at blæse op, hvilket jeg til at begynde med nød i den monsunklamme varme, åbnede himlen sig også; først blidt, men meget hurtigt tog regnen til i styrke.
Jeg lukkede min lille dør, men vinden, der minut for minut intensiveredes, kastede regnen ind mod døren og stille, men bestemt, begyndte der at trænge vand ind.
Skyndte mig ud i receptionen og bad om et håndklæde. Da jeg kom tilbage på værelset, var vandet en pøl, der langsomt kravlede tættere og tættere på min backpack, mine ting på gulvet og ud mod gangen.
Vandet piskede ind
Jeg kastede “håndklædet i ringen” og løb ud efter to mere samt nogle beskidte lagner. Og så måtte jeg arbejde hurtigt. En spand fik jeg også arrangeret.
Vinden var så kraftig, at døren vibrerede og blæsten trængte i tunge ryk ind på værelset. Vandet piskede ind og var hele tiden tre skridt foran mine heftige bestræbelser på at tørre op, vride, tørre op, vride.
Efter et kvarters tid, hvor personalet arbejdede på højtryk med at udbedre oversvømmelserne på de andre værelser på 4. sal, hvor vi befandt os, blev jeg akkompagneret af Mahesh. Vi kæmpede i yderligere omkring et kvarter, inden regnen og blæsten så småt mindskedes.
Da vi fik åbnet døren ud til omgivelserne, så vi væltede træer, oversvømmede veje og biler i mere kaos end normalt.
At komme hinanden ved
Det hele varede i omkring en halv time, men ødelæggelserne i Mumbai’s Colaba område var omfattende. Meget omfattende.
Jeg oplevede dette i meget lille omfang; nåede at redde mine ting væk fra gulvet og min gennemblødte madras kunne vendes om.
Hvad jeg imidlertid oplevede i et stort omfang, var en yderst positiv måde at komme hinanden ved.
Alle arbejdede på højtryk; både personalet og gæsterne på 4. sal. Vi kunne ikke gøre andet end at grine, mens vi på skift vred håndklæder op i spandene og så, at vandet i en lind strøm bredte sig dobbelt så hurtigt, som vi kunne nå at tørre det op.
Selv chefen tog fat og råbte en gang imellem ind, når han passerede med en spand eller våde håndklæder: ‘You okay, Ditte?’ (Er du okay, Ditte?) ‘Yes, I am okay. Wet, but happy’ (Ja, jeg er okay. Våd, men glad’).
Og jeg var glad. Nød følelsen af, at vi alle hjalp til og i samlet flok fik has på vandet og de våde madrasser; at vi alle var i samme båd (bogstaveligt talt) og der ikke var forskel på mennesker, som desværre ikke er en af de ting, jeg oftest støder på i Indien.
Vi sluttede det hårde arbejde af med en stor kop chai. Og lige så stille vendte vores lille hotel tilbage til normalen.
Det samme kunne ikke siges om realiteterne, der befandt sig lige uden for vores trappeopgang.
Gamle træer og nye biler
Dagen derpå gik min kæreste og jeg morgentur. Han var just ankommet ved daggry fra Australien og oplevede derfor ikke stormen.
Men de væltede træer ude foran hotellet var bevis nok på, at noget voldsomt havde ramt sydspidsen af Mumbai.
Et par gader længere henne måtte vi holde vejret, da fire kæmpestore træer var revet op med rode og havde smadret et antal biler. Den ca. 70 meter lange gade var fuldstændig raseret.
Vi stødte på en kvinde, der med kun et par meter undgik at blive ramt af et stort træ aftenen før.
Hun havde parkeret sin bil og stod og ventede i stormvejret på en ven. Pludselig hørte hun en knasende lyd og skyndte sig at løbe over på den anden side. I sekunderne efter blev det store træ, hun stod under, blæst omkuld, revet op med rode.
Hendes bil undslap ligesom hende selv, men så heldige var tre andre biler ikke. De store stammer forvandlede bilerne til vrag.
Og dette var blot én gade.
“Mælkpulver-tricket”
En ting, der bekymrede mig, mens stormen stod på og især, da jeg så ødelæggelserne, var tanken om alle de mennesker, der bor på gaderne i Indiens finansmetropol.
Om natten er gaderne overstrøet med sovende mennesker i alle aldre. Overalt ser man familier, der spiser, sover og lever på fortovene.
Det er en af de ting, man som Indiens-rejsende mentalt må lære at ignorere for at kunne blive ved med at være her. For det er en hård virkelighed, der ikke kan afhjælpes med en 100 rupee seddel.
Vil man hjælpe, så køb en pakke kiks, åben pakken og giv den til en hjemløs.
Desværre er der mange tricks i omløb, som udlændinge just ankommet til Indien falder for. Et af de berømte i Mumbai er “mælkepulver-tricket”:
Et barn kommer hen til dig, ofte med en baby på armen, og beder dig om købe mælkepulver. Overbevist om oprigtigheden i “bønnen” går du med den lille hen til en butik, der belejligt nok ligger lige rundt om hjørnet og køber mælkepulver.
Men du har betalt overpris og så snart du vender ryggen til, går barnet tilbage til butikken og høster fortjenesten. Pengene bringes derefter hjem til den fordrukne far, mor eller bagmand.
Dette er blot et eksempel ud af rigtig mange.
Men det gør det absolut ikke mindre frustrerende blot at kunne se ubehjælpsomt til, mens folk hutler sig igennem livet på diverse fortove rundt om i Indien ofte påvirket af alkoholtåger.
Og når et stormvejr, som dét der ramte Mumbai den nat, forekommer, er det endnu mere hjerteskærende at forestille sig, hvordan disse mennesker klarede sig igennem det.
Heldigvis meldte aviserne intet om dræbte, kun om materiel skade.
Operation oprydning
Som så meget andet i Indien tager ting tid. Så de væltede træer fik lov at ligge et par dage. Det samme gjaldt de smadrede biler.
Men pludselig tre dage efter kunne man rundt om i Colaba møde grupper af unge middelklasse indere, der alle i sort t-shirt og hvid kasket ryddede vejene. Det var opmuntrende at se denne gruppe af unge træde til. Og de var effektive, mens de syngende fjernede resterne af de mange knækkede træer.
Dagen efter tog jeg et par dage til Varanasi (Benares), og da jeg kom tilbage til Mumbai var det eneste bevis på stormen en smadret bil, der holdt i vejsiden ved siden af det store Taj Mahal hotel ved Gateway of India.
Jeg er spændt på at se, om den stadig holder der, når jeg vender tilbage til Mumbai i december.
