Burkina Faso i undtagelsestilstand efter uroligheder

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

I Burkina Faso har demonstranter sat ild til parlamentet og regeringsbygninger i vrede over præsident Blaise Compaores forsøg på genopstille ved næste års valg. Militæret har indført undtagelsestilstand, mens vrede demonstranter kræver præsidentens afgang.

Det vestafrikanske Sahel-land er i undtagelsestilstand, efter voldsomme uroligheder er brudt ud i hovedstaden Ouagadougou og flere andre byer.

Hærchefen, general Honore Traore, meddelte torsdag aften, at landets regering og parlament er blevet opløst og en overgangsregering tager over.

Det fik sent torsdag flere medier til at spekulere i, om hæren har taget magten fra præsidenten, der har siddet ved muffen i næsten tre årtier.

Overgangs-regeringen vil højst sidde i 12 måneder, siger hærchef Nabere Honore Traore, der ikke nævner, hvem der skal lede den.

Blaise Compaore siger derimod, at det skal han gøre, men at han vil gå som præsident, når overgangs-regeringen træder tibage og der holdes valg. 

SENESTE: Han sagde også sent torsdag, at han trækker sit forslag om at ændre forfatningen tilbage.

Det vil oppositionen imidlertid ikke lade sig nøje med. Den er bange for, at han ønsker at kunne trække i trådene og vil købe sig tid. Derfor kræver den hans omgående afgang som landets leder. 

Store dele af befolkningen vil ikke finde sig i, at Compaore (63) efter 27 år ved magten har forsøgt at ændre forfatningen, så han kan fortsætte på præsidentposten.

Blaise Compaore var blot 36 år, da han i 1987 tog magten gennem et kup. Siden 1991 er han blevet valgt til posten fire gange.

Den nuværende forfatning forhindrer ham imidlertid i endnu et genvalg, hvilket han altså har forsøgt at ændre.

Udviklingen i Burkina Faso, der har omtrent 17 millioner indbyggere, følges tæt overalt i Afrika, hvor mindst fire statsledere forbereder eller overvejer at indføre lignende forfatningsændringer for at blive ved magten i deres respektive lande.

Alvorligste protester mod Compaore hidtil

Samtidig har protesterne mod præsident Compaores styre bredt sig i hovedstaden, skriver flere internationale medier.

Sorte skyer fra en række påsatte brande rejser sig over byen, og et øjenvidne siger til den britiske tv-station BBC, at han har set flere parlaments-medlemmers huse stå i flammer.

Demonstranterne har desuden angrebet den statslige tv-station, oplyser flere medier.

Mindst én person er omkommet i demonstrationerne i hovedstaden, og på landsplan er mindst et dusin mennesker dræbt af sikkerhedsstyrker i en ”barbarisk optrapning af volden”, rapporterer BBC Afriques korrespondent i Burkina Faso.

Urolighederne er de hidtil alvorligste protester mod Compaore og hans styre.

Torsdag aften var der ikke tegn på, at demonstranterne respekterede det udgangsforbud, der er i kraft fra klokken 19 til 06.

”Place de la Nation, hvor kernen af demonstrationen finder sted, er fuld af mennesker, så de respekterer ikke udgangsforbuddet,” fortæller journalist Jean-Claude Meba til tv-stationen al-Jazeera.

”Demonstranterne lytter ikke”

Tidligere på dagen var hundredvis af demonstranter brudt igennem politiets barrikader og havde stormet parlamentet.

TV viste billeder af parlamentsmedlemmer, der hastede ud af parlamentet og søgte tilflugt på et hotel i nærheden.

”Det er vanskeligt at vide, hvad der kommer til at ske nu, men tingene er ude af kontrol, fordi demonstranterne ikke lytter til nogen,” sagde oppositionspolitikeren Ablasse Ouedraogo ifølge al-Jazeera.

Den Afrikanske Union har udtrykt ”dyb bekymring” over volden i Burkina Faso og vil nu sende en højtstående delegation til landet.

EU har opfordret parterne til at indlede en ”konstruktiv dialog”, skriver flere medier.

Burkina Faso har gennem årene modtaget megen dansk udviklingsbistand og er i dag Danidas “ankerland” i det uroplagede Vestafrika, verdens fattigste region.

Vide mere om landet?

Se http://en.wikipedia.org/wiki/Burkina_Faso