Ditte Hansen skriver fra Maharashtra
Klokken er omkring 17.15. Det er tirsdag (14.10.14) og der er just ankommet en busfuld valgtilforordnede. Jeg er i Vikramgad i Maharashtra og tilfældigvis nabo til et af de steder, hvor der stemmes til morgendagens delstatsvalg.
Jeg ankom til Vikramgad i går, hvor jeg sammen med min kæreste besøger et børnehjem, der huser 82 drenge i alderen fra fem til 16. Børnehjemmet er 35 år gammelt og blev grundlagt af en ven af min svigerfamilie.
Historien er faktisk ganske rørende.
En australsk pige, Melissa, døde af kræft som 16 årig, men havde forinden haft nogle forudsigelser om at åbne et børnehjem i Indien.
Hendes bror valgte at rejse dertil og brugte bl.a. meget af sin tid som frivillig i Indiens største slum Dharavi i Mumbai (Bombay). Efterfølgende startede det børnehjem, vi nu befinder os på.
Skønne unger i en barsk virkelighed
Mens jeg skriver disse linjer, er jeg omgivet af en flok skønne unger, der følger hver eneste bevægelse, mine fingre laver henover tastaturet.
Det er dog ikke de vidunderlige unger, denne artikel skal handle om – de vil fylde min næste artikel, og desværre være en del af en sørgelig historie – men derimod det forestående delstatsvalg i Maharasthra.
De kæmpende partier er BJP (dem, der i dag sidder ved magten i New Delhi), Shiv Sena (søsterparti til BJP), Kongrespartiet (som tidligere regerede i New Delhi), Rastr Vadi og det Nationalistiske Kongresparti.
Hvor end vi vender os, ser vi valgplakater, partisymboler, møder små motorcykel-processioner og gående demonstranter. Aviserne er fyldt med valgmateriale og folk ivrige for at besvare mine mange spørgsmål. På nær ét: Hvem de stemmer på.
Modi-effekten
I tidligere rejsebreve og artikler har jeg udtrykt bekymring omkring valget af Narendra Modi til premierminister i Indien – mere omham på http://en.wikipedia.org/wiki/Narendra_Modi
Men jeg må indrømme, at jeg er begyndt at forstå, hvorfor så mange stemte på ham og hans parti BJP.
Der er udpræget anerkendelse af den tidligere premierminister Manmohan Singhs velvilje og uddannelse, men mange indere er af den overbevisning, næppe uden grund, at han var en marionetdukke for Kongreslederen Sonia Gandhi og hendes medarbejdere.
Adskillige, jeg har talt med, høj som lav har næret et stort ønske om forandring og bl.a. Anna Hazara-affæren (antikorruptions-bevægelsen, der fik mange på gaden Indien over for halvandet år siden) viser, at folk har fået nok af korrupte politikere.
Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Indien er gennemsyret af korruption. Men befolkningen har endelig fået styrke til at sige fra, og derfor vandt Narendra Modi en jordskredssejr i foråret.
Når man taler om Modi-effekten taler man også om, at folk, der stemmer på BJP, stemmer på Modi og hans idéer om vækst og fremgang. Folk vil forandring.
Gujarat – et forbillede
Modis hjemstat, Gujarat i landets vestligste del, ses som et forbillede for resten af Indien.
En af de ting, der peges på, er vejene: De er nye, brede og sikrer, at import og eksport kan forløbe gnidningsfrit.
Ligeledes priser man hans evne til at tiltrække firmaer til Gujarat, såsom Tata og japanske investeringer, bl.a. med skattefordele, og hans ønske om at prioritere ting “made in India” frem for “made in China” har et Gandhiansk “feel to it”.
Folk lægger tilsyneladende ikke så megen vægt på hans fortid i det ekstremt hindunationalistiske parti RSS eller Gujarat-skandalen i 2002, der kostede mange tusinde muslimer livet.
RSS i Mumbai proklamerede endda, at de havde truffet beslutning om at hjælpe BJP frem i Maharashtra frem for deres eget søsterparti Shiv Sena, som de politisk ligger tættere på.
Denne oplysning kom frem i aviserne kort tid inden valget. De øjnede sandsynligvis lidt indflydelse ved en sådan politisk kovending.
Et eksempel på Modis “made in India” er opsendelsen af en indisk-fremstillet raket i september i år. Min første tanke var, om det virkelig var, hvad pengene skulle bruges til, taget i betragtning at 600 mio. indere stadig ikke har toiletter og 400 millioner lever uden strøm.
Men et synspunkt, jeg mødte, var, at man ved at søsætte projekter som disse uddannede indere og gjorde det attraktivt for dem at blive i landet og arbejde. Med andre ord; det kan ses som en forebyggelse af tabt arbejdskraft til udlandet (hjerneflugt).
Pegefingeren på knappen
Men tilbage til det lille valgsted i Vikramgad, der kl. 7 præcis onsdag morgen åbnede dørene for de stemmeberettigede.
Politiet var talstærkt tilstede og havde til opgave at sørge for ro og orden. På begge sider af skolen, der agerede valgsted og dermed også præsterede at glæde de unge skolegængere med en ekstra fridag, var der henover vejen tegnet en kridtlinje.
Med andre ord indikerede linjerne, at der hverken måtte drikkes, festes eller udføres “anden form for utilstedelig adfærd”, som ikke havde med stemmeafgivelse at gøre; dette var et valgområde.
Stille og roligt i løbet af dagen så man folk ankomme til valgstedet. Det var meget sigende, at flertallet af dem arriverede til fods. Og opmuntrende at se, at landsbyboerne, mange af dem fattige, valgte at stemme.
Meget ligesom hjemme – og dog
Hen under aften kørte vi med en af de tidligere børnehjemsbeboere hen for at stemme i landsbyen Kosbad. Her fik jeg lov til at gå med ind for at følge valgprocessen.
Uden for bygningen sad to politimænd; indenfor fire valgofficerer og tre valgagenter, som de blev kaldt. Foran den ene valgagent lå en stak papirer med billeder og navne på de 1.100 stemmeberettiget i Kosbad.
Når borgerne ankom, blev de anmodet om at vise identifikation og så krydset af både på baggrund af billede og navn.
Derefter gik de om bag et bord afskærmet af en papskærm, hvor den elektroniske stemmemaskine stod. Her var de fem partier med knapper repræsenteret med navn og symbol.
Mange er stadig ikke i stand til at læse, så derfor er partisymbolet af yderste vigtighed. Kongrespartiet har en hånd som vartegn, BJP en lotusblomst (symbolet for hinduisme), Shiv Sena en bue (symbolet for guden Rama) osv.
Når stemmen er afgivet, mærkes alle med en streg henover pegefingerneglen og videre ud på huden. Stregen skal slides af og forbliver en kendetegn på stemmeafgivelse mange dage efter.
Svingede flag med lotusblomsten
Da jeg et par dage efter befandt mig i et tog på vej til Mumbai, var det spændende at observere, hvor mange der havde stemt og hvilken socialklasse, de tilhørte. Befriende nok var det høj som lav, der havde “stregen”.
To dage efter lå valgresultatet klart; BJP vandt i Vikramgad og medlemmer af partiet brugte store dele af dagen med at køre op og ned ad hovedgaden på motorcykler, svingende flag med deres symbol, lotusblomsten.
Alle, jeg talte med, var ganske tilfredse, uden dog konkret at ville sige, hvem de stemte på, og igen blev Modi-effekten omtalt. Man lever med et håb om, at Gujarats succes også bliver en realitet i Maharashtra.
Forholdet til muslimerne
En anden årsag, som har chokeret mig en lille smule, er, at mange ikke bryder sig om den muslimske mindretalsbefolkning og har brugt det som forklaring på BJP og partiet Shiv Senas succes.
Jeg har observeret det en del i det nordlige Indien, men af forskellige grunde slået det hen som enkelttilfælde.
Jo flere, jeg har snakket med, og det er ikke kun hinduer, desto mere kan jeg imidlertid fornemme, at der i befolkningen fremstår en afstandstagen til dem.
De opfatter muslimerne som en gruppe, der ikke vil være en del af samfundet, og som – når de er i flertal i et område – udelukker alle andre, både fra handel og bosættelse og som en gruppe, der er “very harmful”.
Jeg har oplevet flere berette om indisk-fødte muslimer i Srinagar, Jammu-Kashmir delstaten, der åbenlyst støtter Pakistan i cricket (sportsgrenen er en meget stor del af indisk mentalitet og nationalfølelse), og nogle er endog af den overbevisning, at de fleste voldtægter bliver begået af muslimer.
Personligt vil jeg hævde, at dette blot er rygter, dog har jeg en troværdig kilde til cricket-rygtet.
Holdningerne – og min frygt
Men sagen er, at mange i Indien går rundt med disse tanker og overbevisninger.
Af den grund mener de, at netop BJP og ikke mindst partierne Shiv Sena og RSS, der begge er kendt for at ty til vold, når “hinduistiske værdier er truet”, vil kunne “sætte muslimerne på plads”.
Jeg ønsker ikke personligt at deltage i den debat, men vælger blot at videregive disse holdninger.
Jeg kan kun sige, at de bringer min tvivl om Modis hensigter frem igen og nærer min frygt for, at der endnu engang kan forekomme blodige religiøst-betingede optøjer og sammenstød rundt om i dette kæmpemæssige land, hvor over 80 procent er hinduer.
Men som man siger: Kun tiden kan vise om Modi er god for Indien og alle indere. Jeg håber af hele mit hjerte, at han er.
