Højstemt farvel til generalen i Folkekirkens Nødhjælp

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Flere hundrede mennesker sagde fredag farvel til Folkekirkens Nødhjælps – nu tidligere – generalsekretær Henrik Stubkjær, der skal være biskop over Viborg Stift. Venner, kolleger og samarbejdspartnere var mødt talstærkt frem i organisationens hovedsæde i Københavns centrum.

Blandt de fremmødte til receptionen var repræsentanter fra en lang række samarbejdspartnere, blandt andre generalsekretær Andreas Kamm fra Dansk Flygtningehjælp. (Foto: Klaus Holsting)

Opimod 10 år nåede Henrik Stubkjær at være generalsekretær. I den periode har han stået i spidsen for en større og nytænkende udvikling af arbejdet – både i Danmark og internationalt, skriver Folkekirkens Nødhjælp i en pressemeddelelse.

Han har f.eks. ikke været bange for et direkte samarbejde med dansk erhvervsliv, når ellers resultatet kom verdens fattige til gode – se http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/22-10-14/stor-dansk-ngo-vinder-verdenspris-nyt-nkende-kampa

Under Henrik Stubkjærs virke siden 1. marts 2005 har Nødhjælpen befæstet sin stilling som en af Danmarks største humanitære organisationer med en omsætning, der er steget med næsten 70 procent.

Ved den officielle reception i hovedkontoret i Nørregade 15 fredag eftermiddag stod folk som sild i en tønde; alt hvad der kunne krybe og gå fra ikke mindst den kirkerettede del af u-landsmiljøet var med – og gavebordene bugnede.

Folkekirkens Nødhjælps bestyrelsesformand Paul Mollerup styrede talerlisten og festlige indslag.

Den 48-årige cand.polit. er søn af legendariske Viggo Mollerup og blev formand i februar i år. Han havde forfattet en ’slagsang’ til Henrik Stubkjær, hvor omkvædet var ’vi tror på et liv før døden’.

Forsamlingens mange sangvante kirkegængere stemte fuldtonende i. 

Om et drømmejob – og en bautasten

”Du forlader et drømmejob og går til et nyt drømmejob – i Viborg. Du bliver alle tiders biskop, du er en pragtfuld og dedikeret taler. Vi vil savne dig,” sagde fungerende generalsekretær Birgitte Qvist-Sørensen.

Hun fortalte, at der om formiddagen havde været afsked med medarbejderne, hvor “vi både havde leet og grædt”.

Hjemlige og udenlandske samarbejdspartnere nævnte Henrik Stubkjærs evner til at gå foran, når det handler om at etablere samarbejder og netværk såvel i Danmark som internationalt.

Stubkjær har således været en af drivkræfterne i forhold til dannelsen af ACT Alliance, et globalt netværk der rummer flere end 140 kirkelige, humanitære organisationer rundt om i verden og som Folkekirkens Nødhjælp er en del af.

Formand for søsterorganisationen Kirkens Nødhjelp i Norge, Kjeld Nordstokke, betegnede ham af samme grund som “en bautasten, der står fast og ikke lader sig bevæge af kortsigtede udfordringer – men holder fast i de langsigtede visioner”.

Lars Udsholt fra Globalt Fokus, der er en platform for danske udviklings-, miljø- og humanitære organisationer og foreninger, roste Stubkjærs evner til at være den, der samler og forsøger at skabe konsensus, hvilket indimellem kan være en stor udfordring med så mange forskellige organisationer, der hver især synes, at netop deres dagsorden skal igennem.

Bispevielsen foregår søndag d. 23. november i Viborg domkirke.