Af Jens Lehrmann Rasmussen, U-landsnyt.dk
BNP falder, inflationen galopperer og reallønnen rasler ned. De internationale sanktioner har for alvor svækket den iranske økonomi. Mandag d. 24. nov. er deadline for afslutningen af forhandlingerne om Irans atomprogram. En lempelse af sanktionerne er afgørende for landets økonomi
I en række tilfælde, hvor det internationale samfund har indført sanktioner mod et regime, har lederne forstået at sno sig fri af sanktionernes negative effekter, mens sanktionernes virkelige ofre har været den brede befolkning, især de fattige. På grund af undertrykkelse har befolkningens protester kunnet ignoreres af lederne.
Helt så simpelt er det ikke i Iran. For det første er der, trods mange former for undertrykkelse og brud på menneskerettighederne, mulighed for at påvirke den politiske proces. Ved præsidentvalget er der i nogen grad politisk konkurrence, hvor ikke-religiøse emner kan tages op.
Ved præsidentvalget sidste år var økonomien det absolutte hovedemne. Størstedelen af befolkningen havde lidt under en massiv nedgang i indkomst, hvilket alle kandidater måtte forholde sig til.
Den nyvalgte præsident Rohani lovede at stabilisere økonomien, hvilket til en vis grad er lykkedes. I hvert fald er inflationen bragt ned, om end den stadig er meget høj. Endvidere forventes en beskeden vækst i 2014 på ca. 1,5 %. En reel forbedring af økonomien kræver dog en lempelse af sanktionerne.
”Iranians today live much more comfortably than they did a generation ago, but the past three years have been tough. Businesses and consumers are suffering from the effects of much tighter sanctions imposed in 2011.” The Economist.
Sanktionerne
I 2011 indførte en række lande økonomiske sanktioner mod Iran på grund af landets atomprogram, som var under mistanke for at sigte mod fremstilling af atomvåben. Indtil dette tidspunkt havde Irans økonomi været i pæn fremgang med vækstrater omkring 5% årligt, bl.a. på grund af stigende oliepriser.
Det ændrede sig imidlertid markant, da sanktionerne ramte landet. I 2012 faldt BNP med 5,8 % og i 2013 med yderligere 2 %. Inflationen toppede med 50 %, men er dog siden bragt mere under kontrol med 15 % i de seneste 12 måneder. Lønningerne er ikke fulgt med, især ikke i den offentlige sektor, hvor reallønnen er faldet med op mod 50 %. I den private sektor er faldet 35-40 %.
Medvirkende til den voldsomme inflation er et drastisk fald i valutakursen, som er sat ind efter indførslen af sanktionerne. Officielt er valutahandel strengt reguleret, så denne tendens ses kun på det sorte marked. Her er kursen på iranske rial faldet med op til 75% af den tidligere værdi.
Sanktionerne er meget omfattende og forhindrer al handel med de deltagende stater, især selvsagt handel med olie. De er særdeles effektivt gennemført. Ironisk nok rammer sanktionerne hårdere, fordi det tidligere meget lukkede Iran under den tidligere præsident Ahmadinejad så småt begyndte at åbne sig mod omverdenen. Netop fordi der er kommet import af forbrugsgoder, halvfabrikata mm. føles sanktionerne ekstra stærkt, når denne import ikke længere er mulig.
Mange virksomheder lider også under, at man ikke længere kan importere råvarer og halvfabrikata. Det går ud over beskæftigelsen med øget arbejdsløshed til følge. Arbejdsløsheden var over 13 % i 2012, som er senest offenliggjorte data.
Trods disse negative tendenser er Iran stadig et forholdsvis velstående land med et BNI pr. capita på ca. 16.500 PPP$ (se note).Dette er højere end alle Irans nabolande bortset fra Tyrkiet (som har ca. 18.000 PPP$).
Statsfinanserne under pres
Statsfinanserne er efter sanktionerne løbet ind i store underskud, hvilket man absolut ikke har været vant til i Iran. Som følge heraf er man bl.a. begyndt på en nedtrapning af de støtteordninger, der på forskellig måde har gennemsyret samfundet, og som der ikke længere er råd til. Især har man nedtrappet støtten til brændstofpriserne, hvilket ikke har været populært. En liter benzin kan dog stadig fås for halvanden krone.
Ifølge The Economist, hænger udfordringerne med statsfinanserne bl.a. sammen med enorme udgifter til overførselsindkomster, som egentlig er beregnet til de fattige, men som næsten alle nyder godt af. Udgifterne hertil løber op i 100 mia amerikanske dollars, svarende til 25 % af BNP.
Oveni dette kommer en stærkt oppustet offentlig forvaltning. Fx har olieministeriet over en kvart million ansatte, en stigning med faktor 2,5 på ti år. Tillsvarende udvikling ses andre steder i den offentlige sektor, som er vokset uhæmmet i de gode år.
At landet er nr. 144 på Transparency Internationals liste over korruptionsramte lande (højt tal betyder megen korruption), gør absolut ikke livet lettere for almindelige iranere.
Udsigt til fremgang?
Er der udsigt til økonomisk bedring gennem en opblødning af sanktionerne? Dette vil kræve reelle fremskridt i forhandlingerne med USA og andre lande omkring Irans atomprogram, hvilket på sin side kræver, at parterne har muligheder for at indgå et kompromis. Efter midtvejsvalget i USA er der næppe udsigt til, at USA vil være særlig indstillet på at give indrømmelser.
Note: PPP$ er en international købekraftkorrigeret valutaenhed, hvor den amerikanske dollar er udgangspunktet. Det aktuelle lands officielle valutakurs over for amerikansk dollars korrigeres for forskelle i købekraft, hvorefter indkomster og andre beløbsstørrelser fremkommer i PPP$.
