COP 20: COP-præsident ønsker inklusion ved klimaforhandlinger

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Lima

Klimaforhandlingerne i Lima er nu officielt åbnet med storladne ord, men der er allerede kommet udmeldinger, som kan splitte de forskellige parter. Brasilien og Kina kritiserer rige landes løfter om finansiering.

Den 20. runde af klimaforhandlinger er nu officielt åbnet i Lima.

Det skete i den store arena i den østlige udkant af den sydamerikanske millionby, hvor Lima ender og Andesbjergene begynder

Så det er med konturerne af den gigantiske bjergkæde med de smeltende istoppe i baggrunden, at man kan følge den alvorlige diskussion om klodens fremtid.  

Andesbjergene i baggrunden af klima-arenaen, Foto: Thomas Jazrawi

COP-præsidenten, den peruvianske miljøminister Manuel Pulgar-Vidal, bød velkommen, og talte om, at han ønsker forhandlinger i en stemning af inklusion og deltagelse. Han talte for en menigsfuld deltagelse af civilsamfundet, oprindelige folk og kvinder i udsatte positioner.

Den store forsamling kvitterede med klapsalver.

Christina Figueres, formand for FN’s Klimakonvention. talte ligeledes ved åbningen.

Både hende og Pulgar-Vidal var i dagens anledning klædt i tøj med symboler fra de berømte Nazca-linjer i Peru. De store figurer ved Nazca er portætter af forskellige fugle og insekter, men de er så gigantiske, at de ses bedst fra et fly.

Hun ønskede linjer af klimahandling i overensstemmelse med de gigantiske linjer i den peruvianske sydlige ørken.

Pulgar-Vidal pointerede, at han ønsker forhandlingerne foretaget i en ånd af konsensus.

Der er dog allerede kurer på tråden mellem de forskellige parter, særligt mellem rige og fattige lande.

Brasilien og Kina kritiserer rige landes løfter

Både Brasilien og Kina har lagt ud med at kritisere de midler som rige lande indtil videre har afsat til, at de fattigste kan omstille sig til klimaforandringer og grønnere økonomier.

Der er indtil videre afsat et beløb svarende til omkring 55 milliarder danske kroner.

Brasilien påpeger, at det er langt under de årlige 100 milliarder dollars, som udviklingslandene er blevet stillet i sigte. Det samme gør Kina.

Samtidigt har den store udviklingsorganisation Oxfam udtalt, at Brasilien bør bidrage til fattige landes klimafinansiering, og at de planlagt 100 milliarder årlige dollars langt fra er nok.

Sub-Sahara Afrika vil alene have behov for 62 milliarder dollars årligt for at investere i tilpasning til klimaforandringer, lyder det fra organisationen i en pressemeddelelse.

Organisationen har beregnet, at USA burde bidrage med 56% af finansieringen for tilpasning til og indsats mod klimaforandringer, mens 22% burde bestå af midler fra EU. Kina, Japan, Rusland, Brasilien, Korea og Mexico har også en forpligtelse ifølge organisationen.

Derudover har Bolivia lagt et konkret udspil på bordet, der vil have fokus på forhandlingerne omkring et budget for udledning af kulstof. Ifølge forslaget skal man beregne, hvor meget kulstof, der kan udledes for, at temperaturstigningerne ikke overstiger 1.5 grader i 2050.

Beregningerne skal tilpasses til landes historiske udslip, og man skal ud fra nogle parametre beregne, hvor meget klimaskadelig gas hvert enkelt land må udlede. Dette vil naturligvis betyde, at mange af de rigeste lande i verden ikke har meget tilbage på kontoen for drivhusgasser.

Dette forslag er næppe et, der vil begejstre blandt de mest udviklede lande.

Perus præsident: Ingen udvikling uden at tage hensyn til miljøet

Ikke desto mindre blev der ved åbningsceremonien lagt ud med adskillige opfordringer til en ambitiøs og tilstrækkelig indsats mod klimaforandringer.

Desuden var der underholdning af et band med afrikanske rødder, der spillede på genbrugte materialer,heriblandt plastiktønder, flasker og en stor roterende slibesten.

“Peru er et meget diverst land, og vi fejrer også vores afrikanske arv”, sagde Pulgar-Vidal.

Perus præsident på skærmen fra klimatopmødet, Foto: Thomas Jazrawi

Perus naturlige diversitet er ligeledes på et højt niveau, men det er samtidigt det land i verden, der er tredjemest truet af klimaforandringer ifølge en undersøgelse af Tyndall Centre for Climate Change Research. Muligvis derfor sendte den peruvianske præsident Ollanta Humala en besked til forsamlingen om udvikling og miljø.

“Der kan ikke være materiel og social udvikling uden at tage hensyn til miljøet”, sagde han.

“Velkommen til handling”, afsluttede han.

U-landsnyt.dks miljø- og klimaredaktør Thomas Jazrawi dækker COP 20 i Peru.