Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Lima
Tirsdag blev det afsløret, at klimamidler, der skal støtte fattige landes kamp mod klimaforandringer, er blevet brugt på investering i kul, og det illustrerer et stort problem med midlerne, for der er ingen klar definition af, hvad klimafinansiering reelt dækker.
En stor gruppe aktivister fra Friends of the Earth demonstrerede onsdag i et af de store plenarrum ved klimaforhandlingerne COP 20 i Perus hovedstad, Lima.
“Stop Funding Dirty Energy”, kunne man læse på de medbragte skilte på både engelsk og japansk.
Demonstrantion mod Japans klimapenge i indonesisk kul, Foto: Luka Tomac
Anledningen var en afsløring tirsdag om, at Japan har brugt mekanismen for klimafinansiering til at investere i indonesisk kulkraft. Se også telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/02-12-14/cop-20-japanske-klimapenge-brugt-til-st-tte-indone
Årsagen til, at klimapenge kan gå til at støtte kul er ifølge Oxfam og en række samarbejdspartnere, at der mangler faste og klare regler for ordningen.
Milliarder flyder uden kontrol
Verdens rigeste lande har lovet 100 milliarder årligt til de fattigste nationer i støtte til tilpasning til klimaforandringer og omstilling til grøn økonomi fra 2020. Men klimapengene bliver ikke fulgt af stærke retningslinier.
“Det er en kollektiv forpligtelse, men det er samtidigt ingens forpligtelse. Udviklingslandene ved ikke, om de får dem, og de ved slet ikke, hvornår de får dem. Og der er ingen klarhed over, hvad der tæller med i regnskabet”, fortalte Kelly Dent fra Oxfam ved et arrangement ved COP 20 i Lima.
Det er derfor svært at sige, om pengene reelt går til det, de burde.
Eksemplet med Japans finansiering af kulkraft i Indonesien illustrerer problemet. Kraftværket benytter en metode, der er renere end konventionelt kul. Ifølge en japansk observatør fra en NGO, der deltager ved COP’en, er kullet 3% renere end konventionelt kul.
Men berettiger den japanske teknik til, at man kan kalde investeringen for klimafinansiering? Tilsyneladende, for der er intet, der tyder på, at Japan har brudt reglerne.
Ingen klar definition af klimafinansiering
Der mangler simpelthen en klar definition af klimafinansiering, kunne Sandra Guzman fortælle. Hun har arbejdet med klimafinansiering i Latinamerika i partnerskab med Oxfam.
Klimafinansiering skal gå til udviklingslandes tilpasning til klimaændringer (adaption) eller reduktioner af drivhusgasser (mitigation).
Hun forklarede, at i Latinamerika går 70% af klimafinansieringen til mitigation, mens kun 30% bliver sat af til adaption. Det er ret overraskende, da Latinamerika er en region, der er meget sårbar overfor klimaforandringer, og derfor har et behov for at afværge skaderne fra de ændrede vejrlige forhold.
Men tallene har været yderst vanskellige at beregne, da der heller ikke er klare definitioner i systemet af hverken adaption eller mitigation.
Retningslinierne er så vage, at forskellige aktører udregner på forskellige måder, og det er mange gange uoverskueligt at undersøge, hvor pengene reelt havner.
Der ruller milliarder gennem mekanismen for klimafinansiering, men det er altså samtidigt noget af en jungle, lød det fra oplægsholderne ved arrangementet.
Oxfam havde dog flere opfordringer med til de politiske forhandlere.
Organsationen opfordrer bl.a. til, at man skaber klarere regler, mere åbenhed og mere offentlig deltagelse i mekanismen.
