Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) mødtes torsdag med folk fra den nye afghanske samlingsregering, kolleger fra 61 lande og repræsentanter fra 23 internationale organisationer til en international Afghanistan-konference i London.
Konferencen er den nye afghanske samlingsregerings første store møde med det internationale donorsamfund. Regeringen vil præsentere sin reformdagsorden koncentreret om bl.a. økonomisk udvikling, korruptionsbekæmpelse og god regeringsførelse.
Reformerne vil indgå som led i den såkaldte ’noget for noget’ Tokyo-aftale mellem Afghanistan og det internationale samfund fra 2012, “Tokyo Mutual Accountability Framework”, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.
Her forpligtede Afghanistan sig til at levere fremskridt på en række områder til gengæld for omfattende international bistand.
20 mio. kr. til hjemvendte flygtninge
Danmark stiller fra 2013 til 2017 hvert år omkring 530 mio. kr. til rådighed for Afghanistan i udviklingsbistand, der således er den største modtager af danske u-landsmidler – flere end til selv Tanzania.
Mogens Jensen havde også checkhæftet med til London, nemlig 20 millioner kr. til at integrere hjemvendte afghanske flygtninge.
Det centralasiatiske land er ikke kun plaget af den langvarige konflikt med Taleban, men også af naturkatastrofer såsom oversvømmelser, mudderskred og jordskælv. Som konsekvens af både krig og katastrofer er der lige nu omkring 600.000 fordrevne i Afghanistan.
Hver fjerde afghaner har prøvet at være på flugt på et tidspunkt igennem de seneste 30 års krige og konflikter. 43 procent er ifølge UNHCR vendt hjem igen, men mange har store problemer med reintegreringen i samfundet i forhold til at finde arbejde, sted at bo etc.
“Regeringen i Kabul skal levere”
”Samlingsregeringen skal nu sætte handling bag ordene og levere reformer og resultater på god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption til gavn for den afghanske befolkning, der er blandt verdens absolut fattigste,” siger Mogens Jensen.
Ministeren mødes på konferencen også med repræsentanter fra afghanske NGOer for at drøfte deres reformanbefalinger til regeringen i Kabul og det internationale donorsamfund.
Mogens Jensen uddyber:
”NGOerne spiller en central rolle. De kan bidrage til at sætte dagsordenen for udviklingen i det afghanske samfund, de kan presse på for de nødvendige reformer, og de har en stor rolle som vagthund, der skal holde regeringen ansvarlig for sin politik”.
“Netop derfor vil vi også fremover støtte afghanske NGOers arbejde, og jeg ser meget frem til at få deres perspektiv på både Afghanistans udvikling og udfordringer.”
På London-konferencen vil ministrene forhandle et kommuniké, der bekræfter det brede partnerskab mellem det internationale samfund og Afghanistan baseret på de gensidige forpligtelser fastlagt i Tokyo-aftalen fra 2012.
Konferencen er arrangeret af Storbritannien i fælles værtsskab med afghanerne. Præsident Ashraf Ghani og premierminister David Cameron leder konferencen, ligesom også CEO (premierminister) Abdullah Abdullah deltager.
Konferencen er det første trin i en længere proces mod en revideret Tokyo-aftale, som forventes godkendt midt i 2015.
Man kan se hele Tokyo-aftalen på
http://www.mofa.go.jp/region/middle_e/afghanistan/tokyo_conference_2012/tokyo_declaration_en1.html
Se også http://www.worldbank.org/en/news/speech/2014/12/04/london-conference-on-afghanistan-2014