Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk, skriver fra Lima
177,5 millioner danske bistandskroner skal støtte en etiopisk strategi om at blive et mellemindkomstland i 2025 uden at øge udledninger af klimaskadelige gasser. Samarbejdet, der omfatter fem andre europæiske lande, skal ligeledes føre til en international klimaaftale i Paris næste år.
Sådan lød det på et pressemøde i Perus hovedstad, Lima, da klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) sammen med etiopiske kolleger og kolleger fra Storbritannien, Tyskland, Norge, Frankrig og Sverige præsenterede et samarbejde med Etiopien, hvis formål bl.a. er at føre til en ambitiøs, bindende aftale om klimaet næste år i Paris.
Det skal foregå ved hjælp af støtte til Etiopiens ambitiøse program, der skal hæve den økonomiske standard i nationen til et mellemindkomstland uden at forurene mere.
“Vi ved, at dette er ambitiøst, men vi vil vise, at det kan lade sig gøre”, sagde den etiopiske minister for miljø og skov, Ato Belete Tafere.
“Men vi kan ikke gøre det alene”, tilføjede han, inden erklæringen blev underskrevet.
Programmet kaldes Climate Resilience Green Economy (CRGE, En Klimamodstandsdygtig Grøn Økonomi), og blev lanceret på klimatopmødet i Durban i 2011. Her var det blot et samarbejde mellem Etiopien, Norge og Storbritannien, men nu er flere europæiske lande altså trådt til.
Etiopiens strategi dækker adskillige sektorer og vil blive integreret ind i landets overordnede økonomiske vækstplan.
177 millioner danske kroner til grøn vækst i Etiopien
Onsdag satte den danske minister for klima-, energi- og bygninger altså en underskrift på erklæringen, der giver et løfte om 177.5 millioner danske kroner til den etiopiske strategi.
“Etiopien er et ledende eksempel på en stærk forpligtelse til grøn økonomisk vækst med handling og håndgribelige resultater. Så jeg er glad for at underskrive og skubbe dette stærke partnerskab fremad”, sagde Rasmus Helveg Petersen på pressemødet.
De danske millioner går mere specifikt til at gøre en omstilling af landbruget, der skal øge indkomsten hos lokale bønder, grønnere. Den danske støtte skal desuden øge hastigheden af en grøn omstilling af landbruget med et fokus på småbønder og initiativer indenfor land- og skovbrug.
Etiopien er leder i grøn omstilling
De tilstedeværende ministre nævnte Etiopien som leder indenfor grøn udvikling, og roste de ambitiøse grønne tiltag i landet “på Afrikas Tag”.
Udover at styrke og gøre landbrugssektoren grønnere, vil Etiopien have energiforbruget dækket af vedvarende kilder og gøre bygninger i byområder mere bæredygtige.
“Etiopien er en leder, som viser, at man kan bygge en bæredygtig, grøn økonomi, der både afhjælper fattigdom og klimaforandringer”, sagde Ed Davey, den britiske klima- og energiminister.
“Vi er stolte af at samarbejde med Etiopien, der er ledere i grøn vækst strategi”, sagde Jochen Flasbarth, den tyske ansvarlige for miljø.
Langvarigt samarbejde
I erklæringen forpligter landene sig på at fortsætte den teknologiske og finansielle støtte til den etiopiske strategi.
Samarbejdet indeholder nogle principper omkring resultatorientering, åbenhed, involvering og inklusion samt sikring af private investeringer. Der er også særlige fokuspunkter som bl.a. ligestilling, deltagelse og fødevaresikkerhed.
Samtidigt er det altså håbet, at støtten kan føre til en tidssvarende klimaaftale i Paris om et år.