En større snestorm har ramt Mellemøsten, og det giver hundredtusinder af syriske flygtninge i bl.a. Libanon yderligere problemer. Ifølge foreløbige meldinger er en syrisk mand og en seksårig dreng døde af kulden.
Sneen er faldet i et tykt lag over dele af Mellemøsten, herunder Bekaa-dalen i Libanon, som er midlertidigt hjem for hundredtusinder af syriske flygtninge, som for langt de flestes vedkommende bor i telte.
En 35-årig mand og en seksårig dreng er omkommet i kulden, skriver flere internationale medier.
En sikkerhedskilde siger til avisen An-Nahar, at de to omkomne er flygtninge, der onsdag morgen forsøgte at krydse den bjergrige grænsen mellem Syrien og Libanon til fods.
Temperaturen ligger lige under frysepunktet i bjergområderne i det østlige Libanon nær grænsen til Syrien.
Snestormen og kulden ventes at vare flere dage endnu.
I nabolandet Jordan har UNICEF ligeledes delt kontanter ud til tusindvis af flygtningefamilier, så de kan købe vintertøj til 41.000 syriske børn under 14 år, som vurderes at være de mest udsatte i det kolde vejr.
Ekstra brændstof
Inden snestormen brød løs, havde FN’s flygtningeagentur, UNHCR, uddelt kontanter og brændstof til 80.000 af det store antal syrere, der bor i telte i Libanon.
Brændstoffet skal bruges til at opvarme teltene.
UNHCR har registreret over 1,1 millioner syriske flygtninge i Libanon. Ud over det vurderer landets regering, at der befinder sig yderligere omkring en halv million syrere, der ikke er registreret.
Flygtningestrømmen har lagt et enormt pres på det lille naboland, som mandag så sig nødsaget til at indføre indrejserestriktioner for de mange syriske flygtninge, der fortsat strømmer til landet.