Danmark i spidsen for FN’s kvindeorganisation

Forfatter billede

Den danske FN-ambassadør, Ib Petersen, er blevet valgt som formand for bestyrelsen for UN Women. Det er en anerkendelse af den stærke danske stemme for ligestilling, mener handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S).

Kvinderettigheder og en bæredygtig udvikling med kvinders aktive deltagelse har længe været en dansk prioritet, og nu kommer der i højere grad dansk indflydelse på dette område, skriver udenrigsministeriet i en pressemeddelelse fredag.

UN Women er FN’s organisation for fremme af ligestilling og forbedring af kvinders vilkår – mere på http://www.unwomen.org/en og http://un.dk/en/node/99 

Hovedopgaven er at støtte arbejdet med at sætte globale standarder for ligestilling, bistå regeringer med at håndhæve disse standarder og at koordinere indsatser for ligestilling i det omfangsrige FN-system.

Den 54-årige cand.scient.pol.-uddannede topdiplomat har været FN-ambassadør siden august 2013, og valget af ham kommer efter to andre fremgangsrige danske valg i FN-sammenhæng:

* Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), er valgt til næste formand for FNs generalforsamling (september 2015- september 2016).

* Ib Petersen er udpeget til at lede forhandlingerne i FN-regi henimod en ny global udviklingsdagsorden for de næste 15 år sammen med Papua Ny Guineas FN-ambassadør.

Den nye “dagsorden 2030” skal afløse 2015 Målene, som udløber ved næste årsskifte.

Se også http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/03-03-14/dansker-skal-lede-forhandlinger-om-de-nye-udviklin

Som Danidas chef i over seks år (2007-2013) er han godt rustet til opgaven.

Nøglen til udvikling

Som formand for UN Womens bestyrelse vil den danske FN-ambassadør være centralt placeret for at fremme ligestilling i den internationale udviklingsdagsorden.

”UN Women kommer til at spille en afgørende rolle i de næste mange års udviklingsdagsorden”, anfører Mogens Jensen.

“Ikke mindst i år, hvor vi fejrer 20-året for FN’s kvindekonference i Beijing, og hvor FN skal vedtage nye bæredygtige udviklingsmål. Kvinder er nøglen til udvikling”.

“Derfor er jeg glad for, at Danmark med denne udnævnelse kan være med til at sikre, at organisationen fungerer effektivt og leverer resultater,” udtaler ministeren.

Høj dansk prioritet

Arbejdet i UN Women ligger i direkte forlængelse af Danmarks udviklingspolitiske strategi, hvor ligestilling både er en prioritet for at sikre kvinders og pigers rettigheder, men også for at skabe bedre og mere effektiv udvikling.

Danmark støtter i 2015 UN Women med 60 millioner kroner og er den femtestørste donor til organisationen. UN Women har et nordisk kontor, der er placeret i FN-byen i København.

Som formand for bestyrelsen vil den danske FN-ambassadør lede tre årlige bestyrelsesmøder i UN Women.

I samarbejde med de fire viceformænd, der repræsenterer hhv. de asiatiske lande, de afrikanske lande, de latinamerikanske lande og de østeuropæiske lande, vil han således være bindeled mellem medlemslandene og UN Women’s ledelse.

Sydafrikansk daglig chef

UN Women, der retteligt hedder “UN Entity for Gender Equality and Empowerment of Women”, blev skabt i juli 2010; forløberen var FNs Kvindefond (UNIFEM).

“Enhedens” øverste daglige leder er Sydafrikas tidl. vicepræsident Phumzile Mlambo Ngcuka, der i FN-sammenhæng har titel af eksekutivdirektør.

Hun gæstede Danmark for et år siden – se telegrammet

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/19-01-14/den-nye-chef-fns-kvindeorganisation-til-danmark

Her kan man også finde et link til vort telegram om hendes overraskende valg, hvor FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, trak hende op af hatten som en absolut joker.