Klimaforandringer skaber flygtninge og koster milliarder i Bangladesh

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Thomas Jazrawi, U-landsnyt.dk

Bangladesh er det land i verden, der er mest skrøbeligt over for klimaforandringer, og allerede nu koster det barske vejr milliarder og forårsager enorme flygtningestrømme og dødsfald.

Hvis man vil vide mere om, hvordan klimaforandringer kan rasere et land, skal man blot kigge på Bangladesh.

Tallene taler et tydeligt sprog: Det sydøstasiatiske land mister et sted mellem 18 og 75% af det tilgængelige land hvert år til midlertidige oversvømmelser, hvilket menes at være årsag til 5000 årlige dødsfald, skriver The Diplomat.

Avisen nævner ligeledes, at en enkelt meters stigning i den globale vandstand, hvilket kan ske i dette århundrede, forventes at føre til tab af 17,5% af Bangladeshs nuværende landmasse.

Derfor bliver Bangladesh ofte nævnt som det land i verden, der er mest skrøbeligt over for klimaforandringernes hærgen.

Klimaforandringer tærer på budgettet

Bangladesh bruger ifølge FN’s Udviklingsprogram hvert år omkring en milliard dollars – eller 5-6% af det årlige budget – på at tilpasse sig konsekvenserne af de stigende globale temperaturer. Verdensbanken har estimeret, at dette beløb vil stige til omkring 5,7 milliarder i 2050.

Disse penge kommer kun i ringe grad fra internationale donorer, fremgår det af FN’s Udviklingsprogram. Kun omkring en fjerdedel af disse midler kommer fra udlandet til trods for, at en bangladesher bidrager meget lidt til den globale opvarmning. Den gennemsnitlige europæer udleder lige så meget CO2 på 11 dage som en almindelig bangladesher gør på et helt år.

Premierminister Sheikh Hasina har forud for seneste klimatopmøde i december i Lima, Peru, klaget over, at man var nødt til at bruge udviklingsmidler til klimatilpasning og reduktion af klimaskadelige udledninger.

”Alligevel fortsætter klimaforandringer med at påvirke liv og levevilkår for millioner blandt vores folk”, siger hun ifølge den engelsksprogede bdnews24.com.  

Klimaflygtninge søger mod hovedstaden

Et studie viser ifølge The Diplomat, at en stigning i den globale vandstand på en meter vil føre til, at 40 millioner bangladeshere skal finde et andet sted at leve.

Man forventer, at klimaforandringer vil gøre 20-30 millioner hjemløse i 2050, skriver den canadiske avis Toronto Star.

Allerede nu flygter mange fra naturens voldsomme luner, og for en del er destinationen hovedstaden Dhaka, der imidlertid ikke har de bedste forhold at tilbyde de nye indbyggere. Dhaka er den hurtigst voksende by i verden, ifølge Toronto Star.

I 1990 boede her 6 millioner mennesker. I 2005 var indbyggertallet fordoblet. I dag bor der 17 millioner i megabyen, og det tal ventes at stige til 20 millioner i 2025.  

Mange af de fordrevne lever under usle forhold. Omkring 7 millioner af byens indbyggere bor i slum. Her er adgangen til elektricitet sporadisk og kun tilgængelig, når det lykkes at stjæle noget fra lejlighedskomplekser eller kontorbygninger. Vandet kommer fra pumper, der deles af op til 200 personer. Affald dumpes i en bunke eller smides i floden.

Eksperter advarer om, at byens grundvand er aftagende, hvilket truer vandforsyningen i den gigantiske by.

Planlagt migration

Klimaforandringer kan dermed true et land som Bangladesh med destabilisering grundet de store interne folkevandringer.

Eksperter nævner, at klimaændringer vil betyde langt større flygtningestrømme i fremtiden. Derfor anbefaler FN, at man i langt højere grad planlægger migration. FN’s særlige udsending for internt fordrevnes menneskerettigheder, Chaloka Beyani, anbefaler, at regeringer i fremtiden forbereder flytning af udsatte befolkningsgrupper.

”Vi behøver ikke at vente på, at en ø forsvinder om 50 år og en hel befolkning bliver udslettet. Flygtning og genhusning må planlægges på forhånd”, forklarer Beyani, ifølge EU-sitet Euractiv.

Bangladesh er netop i samarbejde med Verdensbanken i færd med sørge for bygninger, der normalt skal fungere som skoler, men i tider med ekstremt vejr kan fungere som husly for midlertidigt fordrevne.

Læs om dette projekt her: http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/14-01-15/nyt-projekt-skal-hj-lpe-klimaflygtninge-i-banglade