Malawianerne samler ind til deres katastroferamte landsmænd

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

For første gang i Malawis historie igangsættes nu en indsamling lokalt til fordel for ofrene for en katastrofe. 200.000 er drevet fra deres hjem på grund af voldsomme oversvømmelser i det langstrakte land – det sydlige Afrikas fattigste.

Mindst 176 mennesker har mistet livet i store oversvømmelser, som er de værste Malawi har oplevet i nyere tid.

Det får nu Folkekirkens Nødhjælp og partnerorganisationer til at bede lokalbefolkningen om hjælp, skriver den danske hjælpeorganisation i en pressemeddelelse tirsdag.

Indsamlingsinitiativet henvender sig primært til Malawis middelklasse i de fire større byer Lilongwe, Blantyre, Mzuzu og Zomba.

Malawi er et af verdens fattigste lande, og over halvdelen af de 16,5 mio. indbyggere lever under FNs fattigdomsgrænse, dvs. for omregnet syv til ni kroner om dagen.

Landet har derfor bedt omverdenen om hjælp til at tackle de store vandmasser, men landets egen befolkning er også klar til at gøre en stor indsats.

“Vi føler os forpligtiget til også at mobilisere hjælp lokalt, når vore samarbejdspartnere ude fra kommer og hjælper,” siger Peter Chinoko fra Folkekirkens Nødhjælp i Malawi.

Mozambique bedre forberedt

Oversvømmelserne er så voldsomme, at de har skyllet hele landsbyer væk i landet, der er omtrent tre gange så stort som Danmark.

De seneste meldinger fra Malawi lyder på, at omkring 150 fortsat er savnet og frygtes omkommet.

Malawi er imidlertid ikke det eneste land i det sydlige Afrika, der er ramt af oversvømmelser. Også i nabolandet Mozambique er mindst 38 døde og titusinder tvunget fra deres hjem på grund af vandmasserne.

Det har fået afrikanske medier til at antyde, at Malawis regering er blevet taget på sengen, fordi landet – i modsætning til Mozambique – ikke har en katastrofeplan klar i tilfælde af oversvømmelser og andre naturkatastrofer, skriver al-Jazeera.

Det afviser chefen for Malawis katastrofeberedskab, Paul Chiunguzeni..

”Vi har haft blandet held med hjælpeindsatsen, fordi den i de første dage blev vanskeliggjort af dårligt vejr,” siger han til den arabiske nyhedskanal.

Indsamling i gang torsdag

Sammen med både kristne og muslimske partnerorganisationer i Malawi beder Folkekirkens Nødhjælp befolkningen om at donere tæpper og tøj, som kan uddeles til de mange nødstedte.

Tæpper og tøj kan blandt andet være med til at forbedre de evakueredes hygiejne og forhindre spredning af sygdomme som malaria og kolera, som man forventer, der vil komme flere tilfælde af.

Indsamlingen iværksættes formelt ved et pressemøde torsdag, hvor alle Malawis store medier deltager, men allerede nu er interessen overvældende, fortæller Peter Chinoko fra Malawis hovedstad Lilongwe.

Vide mere om Malawi?

Malawi kunne fejre 50-års dagen for sin uafhængighed fra Storbritannien d. 6. juli i fjor.

Den danske statslige bistand via Danida til den fattige nation blev standset med yderst kort varsel i 2002, kort efter VK-regeringen var kommet til.

Ministre fra det fjerne land søgte foretræde i København og nærmest tryglede om, at bistanden skulle fortsætte. Lige meget hjalp det.

Meget mere om Malawi på http://en.wikipedia.org/wiki/Malawi