Ryd op i klædeskabet og giv det tøj, du ikke bruger, videre til andre i u-landene, der mangler. For brugt tøj er penge værd. Derfor lancerer Dansk Røde Kors og TV 2 danmarks-historiens største tøjindsamling fra april og et indsamlingsshow i maj i samarbejde med dagligvarekoncernen COOP.
Budskabet er enkelt – “Smid tøjet Danmark” og hjælp folk i nød kloden over, skriver Røde Kors på sit website
Tøjindsamlingen foregår hen over foråret og kulminerer i en stor TV-galla på TV 2 lørdag d. 9. maj, hvor regnskabet gøres op.
Det indsamlede tøj skal omsættes til penge, der går til at støtte familier i nød og på flugt på grund af krig, naturkatastrofer og fattigdom.
Overskud i klædeskabene
“Vi har fundet sammen om en helt anderledes indsamling, end vi har set før, og det bliver spændende at se, hvor meget overskud danskerne har i klædeskabene. Der har sjældent været større brug for at hjælpe folk i nød end nu”, siger Røde Kors’ generalsekretær, Anders Ladekarl.
Tøjindsamlingen begynder i april, og i 800 COOP-butikker (Brugsen, Superbrugsen Fakta, Irma) og flere end 200 Røde Kors-genbrugsbutikker landet over kan man aflevere brugt tøj.
Samtidig bliver ’Smid tøjet’ kodeord for konkurrencer og events op til lørdag 9. maj.
Genbrugstøjet omsættes til penge i bl.a. organisationens genbrugsbutikker. Andet tøj sælges til virksomheder, som omdanner tøjet til fibre, der genanvendes i nyt tøj og andre produkter.
Pengene går til Røde Kors’ arbejde med katastrofeofre, hvad enten katastrofen er jordskælv, krig eller en knust familie.
TV 2: Vi kan gøre en stor forskel sammen
Også på TV 2 ser man frem til at ”smide tøjet” sammen med Røde Kors.
” ’Smid tøjet Danmark’ er en fantastisk mulighed for at engagere hele Danmark i en positiv og relevant begivenhed på TV 2″, siger Lotte Lindegaard, kanal-chef på TV 2, og fortsætter:
“Alle kan deltage, og med vores store event får vi mulighed for – på positiv vis – at sætte fokus på, at vi i vores del af verden kan gøre en stor forskel sammen”.
“Hvis vi i Danmark, via TV 2, skal støtte hjælpearbejde til folk i nød over alt på kloden, har vi brug for en verdensomspændende, respekteret og anerkendt organisation som Røde Kors til at garantere seerne, at hjælpen når frem og gør nytte”, uddyber hun.