Bådflygtningene strømmer ud af uroligt Libyen

Forfatter billede

Italien oplever en kraftig stigning i antallet af bådflygtninge, der begiver sig ud på den farefulde sejltur fra Nordafrika til Europa. Ny bølge af vold og uro i Libyen er med til at sende flygtningene ud på havet.

Desperate flygtninge fra Mellemøsten og Afrika forsøger i stigende antal at nå til Europa trods de høje menneskelige omkostninger.

Søndag reddede den italienske kystvagt mere end 2.100 flygtninge, der var kommet i vanskeligheder på vej fra den libyske kyst til den italienske ø Lampedusa.

Det øgede vold og de opblussede uroligheder i Libyen betyder, at et stigende antal afrikanske flygtninge presser på for at komme hurtigst muligt ud af det nordafrikanske land om bord på en båd sammen med hundredvis af andre flygtninge.

Sidste år omkom mere end 3.200 mennesker under den farefulde sejlads fra Nordafrika til Sydeuropa, skriver The Guardian.

Alene i sidste uge mistede omkring 300 mennesker livet i forsøget på at nå til Europa.

Flere liv går tabt

De mange dødsfald på havet viser med al tydelighed de begrænsninger, der er ved EU’s Triton-mission, som overtog kystpatruljeringen, efter Italien i november lukkede ned for sin eftersøgnings- og redningsmission, Mare Nostrum.

Tidligere har den italienske kystvagt reddet tusinder af forliste mennesker på havet, men i dag går flere liv tabt, fordi den italienske regering ikke længere vil have eneansvaret for både redningen og regningen langs de sydeuropæiske kyster.

Tritons opgave er at patruljere Europas grænser, ikke at redde liv, påpeger Amnesty International.

“Medmindre tomrummet efter Italiens nu nedlagte Mare Nostrum-operation udfyldes, vil flygtninge og migranter fortsat dø i stort antal på havet,” siger Matteo de Bellis fra menneskeretsorganisationens Italiens-kontor.