Af Mette Høyer Eriksen
Organisationen Turning Tables har aktualiseret H.C. Andersens historie om den frysende pige med en kortfilm om syriske flygtninges forhold i Bekaa-dalen i Libanon.
Bekaa-dalen forsvinder nærmest i hvidt. Bjergene, der omgiver dalen, er alle dækket af et flere meter tykt lag sne, og selve dalen bliver først synlig, når man har bevæget sig ned under et tæt skydække.
Det kolde vejr har fået de mange militærfolk ved vagtposterne til at trække i vinteruniformerne, og overalt udgør sne og sjap nye forhindringer i en allerede besværlig færdsel.
I en lyserød jakke, der er for tynd til at gøre sig fortjent til forstavelsen vinter, kommer en lille pige med forsigtige skridt gående imod mig.
På fødderne har hun et par sorte, lidt for store sko uden skaft på, og om hver ankel kan man ane en stribet Peter Plys-sok.
Med sig har hun en lille papkasse med servietter og tyggegummi, som hun holder udstrakt i armene foran sig. Hun siger ikke noget, men et par bedrøvede øjne taler sit eget tydelige sprog.
”Det er en prøve,” råber en kvinde så, og pigen bryder ud i et smil og kigger tilbage mod resten af filmholdet for at høre, hvordan hun klarede det.
Vil vise danskerne virkeligheden hos syriske flygtninge
Den 11-årige pige Malak er skuespiller i en kortfilm om forholdene for de syriske flygtningebørn, som lige nu gennemlever endnu en vinter i en teltlejr.
Bag filmen står organisationen Turning Tables og deres dokumentarfilmsteam, den syriske journalist Darin Hansen, som instruerer Maleks skuespil, og dokumentaristen Thomas Papapetros, som fotograferer.
I forbindelse med en større film om den syriske borgerkrig, som Darin Hansen og Thomas Papapetros også samarbejder om, har de af flere omgange opholdt sig i grænseområderne til Syrien, blandt andet her i Bekaa-dalen i Libanon, hvor omkring 400.000 syrere har søgt tilflugt fra krigen i ders hjemland.
Tilbage i et koldt januar-Danmark tog de derfor en hurtig beslutning om at bruge nogle dage på at dokumentere vinterkulden her.
”Vi ville gerne helt kort og helt simpelt vise danskerne, hvordan virkeligheden ser ud her. Jeg kom til at tænke på ’Den lille pige med svovlstikkerne’, fordi det var en historie, der gjorde stort indtryk på mig som barn, og vi talte om at lave en film inspireret af den. Få timer senere sad vi i flyet på vej til Libanon,” siger Thomas Papapetros.
Sandaler i sneen
Læs hele artiklen på Det Arabiske Initiativs netsted