En 20-årig mand er dømt til døden i Saudi Arabien, fordi han har revet et eksemplar af koranen itu og slået den med en sko, hvilket i den arabiske verden er det samme som religiøs frafaldenhed og straffes hårdt, skriver Ekstra Bladet online onsdag.
Den unge mand havde offentliggjort en video, hvor han krænker muslimernes hellige bog. Saudiernes religiøse politi fandt videoen på internet-siden Keek.
“I videoen forbander han Allah, profeten Muhammed og profetens datter Fatima”, oplyser en politikilde til den engelsk-sprogede avis Saudi Gazette.
En islamisk domstol fandt den unge mand skyldig i at have vendt islam ryggen, hvilket ifølge sharia er en af de største synder.
Det konservative olie-kongedømme straffer lovovertrædere efter sharia-loven.
Det indebærer bl.a. afhugning af lemmer, piskeslag og henrettelser ved halshugning. Henrettelser eksekveres normalt i fuld offentlighed.
I hovedstaden Riyadh sker det på en plads med tilnavnet “chop-chop place”.
Trods protester fra Vesten blev bloggeren Raif Badawi i 2014 idømt 1.000 piskeslag og 10 års fængsel for offentlig kritik af landets ledelse.
Se også telegrammet om landet med de flittige sværdmænd på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/18-01-15/benmundet-saudisk-aktivist-slap-stokkeslag-i-denne