Kvindekonference-komite begynder arbejdet

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

En komite sammensat af 20 personer fra bl.a. forenings- og kulturlivet, fagbevægelsen og udviklings-organisationerne skal forsøge at skabe folkeligt engagement om kampen for kvinder og pigers rettigheder og sundhed op Women Deliver-konferencen i 2016.

I dag begynder arbejdet i den komite, handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) har udpeget i forbindelse med Danmarks værtsskab for verdens største kvindekonference, Women Deliver, i 2016.

HKH Kronprinsessen, der er udnævnt til protektor for konferencen, vil følge møderne i komiteen med de 20 medlemmer, 9 mænd og 11 kvinder. Det skriver Udenrigsministeriet fredag på sit netsted.

“Jeg ser meget frem til arbejdet i komiteen, som jeg håber vil spille en vigtig rolle i at inddrage og engagere danskerne i konferencen og dermed i en af verdens vigtigste problemstillinger – kampen for kvinders og pigers rettigheder og sundhed. En stor tak til HKH Kronprinsessen for hendes store engagement i sagen og konferencen,” siger handels- og udviklingsminister Mogens Jensen.

Mogens Jensen har ønsket at skabe et bredt funderet folkeligt engagement i Danmark om konferencen og har derfor taget initiativ til at etablere en dansk Women Deliver komité.

“Både i forhold til dette og andre udviklingstemaer kan vi blive langt bedre til at engagere hele Danmark; gennem kulturlivet, idrætsklubber, fagforeninger, erhvervsliv og mange flere. Kampen for retfærdighed og menneskerettigheder angår os alle,” siger ministeren.

Komiteen er sammensat af personer, der repræsenterer organisationer fra forenings- og kulturlivet, fagbevægelsen, medier, den private sektor, organisationer aktive i udviklingssamarbejde og det politiske liv.

Medlemmerne er:
– Frank Jensen, Overborgmester, Københavns Kommune
– Merete Ipsen, Museumsleder for Kvindemuseet, Århus
– Mette Gjerskov, Formand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for SRSR
– Karsten Lauritzen, Næstformand for Folketingets Tværpolitiske Netværk for SRSR
– Maria Rørbye Rønn, Generaldirektør, DR
– Lars Liebst, Administrerende direktør, Tivoli
– Niels Nygaard, Formand, Danmarks Idrætsforbund (DIF) Formand
– Søren Møller, Formand, Danske Gymnastik og Idrætsforeninger (DGI)
– Henrik Rasmussen, Direktør, Roskildefestivalen
– Vibeke Windeløw, Direktør, Betty Nansen Teateret
– Lillian Bondo, Formand, Jordemoderforeningen
– Per Christensen, Formand, 3F
– Miranda Wernay Dagsson, Formand, Danske Skoleelever
– Thomas Bustrup, Direktør, Dansk Industri
– Charlotte Ersbøll, Corporate Vice President, NOVO
– Henriette Laursen, Generalsekretær, Dansk Ungdoms Fællesråd
– Lars Udsholt, Forperson, Globalt Fokus
– Lisa Holmfjord, Forkvinde, Dansk Kvindesamfund
– Tania Dethlefsen, International Sekretær, Sex og Samfund

Om konferencen

Hvert tredje år afholder den internationale NGO, Women Deliver, en stor international konference, hvor kvinder og pigers sundhed og rettigheder er i fokus.

I august offentliggjorde Mogens Jensen, at København er udvalgt som værtsby for den næste internationale konference, der vil finde sted den 17.-19. maj 2016. Konferencen forventes at samle op mod 5000 mennesker – beslutningstagere, aktivister og organisationer.

Deltagerne vil have mulighed for både at lære og dele viden og erfaring samt netværke og udbygge samarbejder – og der igennem styrke den globale indsats for kvinders adgang til blandt andet sundhedsklinikker, prævention og hjælp i forbindelse med graviditet og fødsler.