Af Jesper Søe, Globalnyt
Man må sige, at Socialdemokraterne har bevæget sig ganske langt, når det gælder hvor meget af vor samlede nationalindkomst (BNI), der skal gå til u-landene. I 2005 var det en “æressag” at nå en procent af BNI i udviklingsbistand, nu er procenten skudt hen, hvor peberet gror.
Lad os gå tilbage til den septemberdag for snart 10 år siden, da Helle Thorning-Schmidt (S) nævnte “æressagen” i sin første kongrestale som partiformand:
“Vi vil tage ansvar for den globale udvikling og sikkerhed. Vi vil give vores stærkeste bidrag til at bekæmpe fattigdommen. Derfor vil vi hæve den danske u-landsbistand til 1 procent af vores samlede indkomst. Det er en æressag”.
Så sent som i foråret 2013 bekræftede Helle Thorning-Schmidt, nu som statsminister, at det fortsat var regeringens ambition at hæve støtten til verdens fattigste lande til den berømte ene procent.
Den procent, der har spøgt siden 1960erne og været et stridens æble i dansk u-landspolitik nærmest fra første dag.
“Vi vil gerne højere op. Vi vil gerne op på én procent, og det er stadig vores mål”, sagde hun under et besøg i Tanzania.
Ikke råd til…..
Men nu mener statsministeren noget andet.
“Vi kan ikke komme op på et højere niveau, end vi har i dag”, lød det på fredagens pressemøde i Århus, hvor Socialdemokraterne præsenterede deres valggrundlag.
“Vi kunne ikke i en krisetid komme derop, og det kommer vi heller ikke til i en kommende valgperiode”, lagde den 48-årige cand.scient.pol.-uddannede regeringsleder til.
Det betyder kort sagt, at en procent-målet ikke længere bare er sat på standby og skal nås ad åre, nej, det er realistisk set sendt ad Pommern til.
Som der står i valggrundlaget “Det Danmark du kender”: “Vi mener ikke, at der er råd til at hæve udviklingsbistandens andel af BNI i den kommende valgperiode”. Det er fire år, så ikke mere snak om den ting.
Se også
http://globalnyt.dk/content/socialdemokraterne-bistanden-bliver-ikke-haevet
Her ser regeringspartneren Det radikale Venstre anderledes på det.
Partiet vil fortsat sætte vor internationale indsats i vejret, så pilen peger klart i retning af den ene procent af BNI. Akkurat som venstrefløjspartierne Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
Dog med den tilføjelse, at “u-landshjælpens” omfang ikke på nogen måde tegner disse partiers valgkampoplæg.
Men med de to store partier (Socialdemokraternes og Venstres) holdning har procenten næppe en reel chance i dansk politik mere.
Corydons pris
Spareivrige finansministre – adskillige af dem Socialdemokrater – har gennem tiden spejdet begærligt efter u-landsmidlerne. For der ligger hundreder og atter hundreder af millioner gemt i f.eks. at opgive procent-målet.
Det skyldes, at den hovedstol – Danmarks nationalhusholdning -, som procenten beregnes af, er så enormt et beløb. Jo højere op mod den fulde procent, desto mange flere tal med seks nuller ruller der ud af statskassen. I dag ligger vi på ca. 0,85 procent af BNI.
Hver promille (tusindedel) ekstra, f.eks. 0,86 eller 0,87, koster.
Den nuværende finansminister, Bjarne Corydon (S) har da også taget sin pris. Modydelsen for ikke at skære direkte NED i bistandsmidlerne er et farvel til enhver stigningstakt og dermed procentmålet, anderledes kan det vanskeligt tolkes.
Corydon begrunder beslutningen med et prioriteringsønske: “Vi er et af de lande, der gør mest for at hjælpe de fattige lande. Og vi lægger også op til, at der skal prioriteres”, sagde han på pressemødet i Århus.
“Vi vil gerne prioritere sygehuse, ældrepleje og de små børn”. Altså ikke indsatsen for at imødegå de globale udfordringer.
Flygtninge-milliarden
Det store regeringsparti mener desuden, at Danmarks asyludgifter så vidt muligt skal dækkes af udviklingsbistanden.
På den konto blev der sidste efterår truffet beslutning om at overføre en milliard ekstra til flygtningemodtagelse fra Danmarks vidtspændende udviklingsarbejde i Asien, Afrika og Latinamerika.
Men flygtningemodtagelse kan regnes med, så i 2014 forventes Danmark at yde 16,8 milliarder kr. i udviklingsbistand. Det svarer til de nævnte 0,85 procent af BNI, viser en foreløbig opgørelse over i fjor fra OECDs bistandskomite, DAC, udgivet i april.
Se også
http://www.altinget.dk/misc/ODA%202014%20Tables%20and%20Charts.pdf
De endelige 2014-tal fra DAC i Paris kommer først i december i år.
Det er seneste bølgeskvulp i dét, der er kaldt “procentslaget” og som har bølget frem og tilbage gennem et halvt århundrede i dansk u-landspolitik.
Den stolte procents opkomst
Det hele startede, da FNs 15.ende generalforsamling i 1960 vedtog en resolution, hvorefter de industrialiserede lande ved udgangen af FNs udviklingstiår burde nå op på mindst en procent af deres nationalindkomst i udviklingbistand. Det ville sige i 1970.
Det nåede Danmark aldrig trods en flom af gode hensigtserklæringer fra alle fire gamle partier (Socialdemokratiet, Venstre, de konservative og de radikale).
Faktisk var Danmark i 1960erne og et pænt stykke ind i 70erne u-landsbistandens “klumpe-dumpe” og ydede et forsvindende beløb.
Man vidste, at den ikke gik i længden og med det toneangivende parti i u-landsdebatten dengang – Socialdemokratiet – i spidsen ville politikerne gerne yde mere.
Den store anstødssten var – dengang som nu -, hvorvidt man skulle “sætte dato og klokkeslæt på”, som dav minister Niels Matthiasen (S), udtrykte det.
Det gik det meste af 1970erne med. Planer om at nå procenten via en nogenlunde fast stigningstakt i u-landshjælpen, som det hed dengang, blev fastsat gang på gang. Kun for at blive udskudt gang på gang.
I 1978 nåede vi i det mindste 0,7 procent (helt nøjagtigt 0,74), der også var et vigtigt pejlepunkt for FN.
Så brød stormen løs. I 1979-80 ansås den økonomiske krise at være så dyb, at u-landsstøtten snart blev fastfrosset på sin hidtidige andel af BNI og enhver fast stigningstakt stillet i bero. Det skete under en socialdemokratisk finansminister (Svend Jakobsen).
Men der var politiske ændringer på vej.
Procentens største tid
Engagerede kræfter i Socialdemokratiet og hos de radikale samlede sig i et målbevidst arbejde for at ændre på tingene.
Og jorden var gødet for det gennembrud, der kom få år efter. Et eksempel på de holdninger, der slog igennem, blev senere udtrykt i pjecen “Vist har vi råd”, begået af socialdemokraten og journalisten Kika Mølgaard (1930-1995).
Med go ahead fra Anker Jørgensen (S) var en anden socialdemokrat, folketingspolitikeren Christian Kelm-Hansen (1925-2012) sammen med den ligeledes (for længst) afdøde radikale politiker, Arne Stinus, og Kelms partifælle, Helle Degn, arkitekterne bag en skelsættende Folketingsbeslutning i marts 1985.
Den gik ud på, at Danmarks u-landsbistand skulle vokse med en fast stigningstakt år for år, indtil omfanget nåede op på den så længe efterstræbte ene procent af vor bruttonationalindkomst i 1992.
Man lagde simpelt hen 0,03 procent på hvert år, indtil den fulde procent var i hus. Partierne bag den borgerlige regering under Poul Schlüter (K) undlod at stemme (de havde bl.a. det u-landsvenlige Kristeligt Folkeparti med på taburetterne), da det såkaldt u-landspolitiske flertal bar beslutningen igennem.
Kursændringen fik konsekvenser – vi blev snart duks i det internationale udviklingssamarbejde.
Fra 1992 til 2001 lå Danmark i den absolutte top indenfor bistand – og havde den gule førertrøje på som nr. et i adskillige år.
Vi ydede fast lige i omegnen af en procent “i håndslag til verdens fattige nationer”, som det blev udtrykt.
Det varede under alle regeringer under statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S), som tilmed indsatte en ny særlig udviklingsminister for området.
… og dens fald
Fra og med valget i november 2001 var det slut. VKO-flertallet tog over, og alt blev meget anderledes.
Det “u-landsskeptiske” Dansk Folkeparti fik for første gang noget at skulle have sagt som parlamentarisk grundlag for regeringen.
Førhen havde “Pianisterne” praktisk taget ikke talt med og måtte nøjes med regelmæssigt at stemme imod bevillinger til konkrete projekter og programmer i Folketingets finansudvalg.
Sparekniven blev sat dybt ind og procenten høvlet ned til lidt over 0,8.
Hvis Dansk Folkeparti havde fået magt som det havde agt efter valget i september 2011 var en borgerlig regering under Lars Løkke Rasmussen (V) blevet tvunget til at gå videre ned mod de 0,7 procent. En rullende spareplan var allerede vedtaget.
Men det er en anden historie.
Næste gang ser vi på, hvad den seneste SR-regering og før den regeringen med SF ombord har nået på området.
Kilder: Nyhedstelegrammer, avisartikler og bøger.
