’Verden 2030’ er titlen på regeringens udkast til en ny udviklingspolitisk strategi for Danmark, som tager udgangspunkt i FN’s nye bæredygtighedsmål (dagsorden 2030). Fornuftigt vil man prioritere en dansk indsats på områder, hvor vore spidskompetencer kan bringes i spil, og vi ser frem til en fordomsfri dialog om, hvordan det bedst kan sikres.
Desværre er forslaget grundlæggende præget af en liberal-ideologisk ønsketænkning, hvor man blindt tror på, at markedskræfterne kan skabe bæredygtig udvikling. De praktiske erfaringer fra udviklingslandene har for mere end et årti siden fået bl.a. toneangivende vestlige lande og Verdensbanken til at droppe denne liberale grundopskrift.
Samtidig kan det blive svært at bringe danske spidskompetencer i spil, når regeringen har rundbarberet Udenrigsministeriets personale og beskåret støtten til de civile samfundsorganisationers internationale arbejde – og oveni vil skære det danske udviklingsbidrag efter en snæver dansk interessevaretagelse.
Vi skal give mennesker et håb om en bedre fremtid i deres eget land. Det har altid været et mål for dansk udviklings- og bistandsindsats, og dermed vil vi naturligvis også give mange fattige mennesker mindre grund til at migrere fra social håbløshed eller flygte fra utryghed og usikkerhed, endsige borgerkrig eller andre former for væbnet konflikt.
Men der er et stort skridt herfra, både moralsk og konkret, til at omdefinere Danmarks internationale rolle, så vores bistandsindsats udelukkende skal styres af danske erhvervsinteresser samt frygt for migration og flygtningestrømme med fokus på ustabile regimer i Mellemøsten/Nordafrika og befolkningstilvæksten i Afrika.
Flere penge til rige lande, færre til fattige
FN’s bæredygtighedsmål er udviklet med udgangspunkt i globale behov og de traditionelle kriterier for god udviklingsbistand: fattigdomsbekæmpelse, bæredygtighed og fremme af demokrati og menneskerettigheder.
Regeringens udviklingspolitiske udspil åbner derimod for at give udviklingsbistand til bedre stillede lande som bl.a. Kina, Sydafrika, Brasilien og Tyrkiet for at fremme danske erhvervsinteresser.
Derfor skal bistanden til de fattigste lande ifølge Venstres forslag reduceres til 0,2 procent af Danmarks BNI – ifølge Care Danmark vil det betyde en forringelse på godt en tredjedel fra det hidtidige niveau.
Med udspillet afviser regeringen opfordringen fra sit eget Taksøe-udvalg om at adskille integration af flygtninge i Danmark og u-landsbistand.
Man vil åbenbart fortsætte med at yde størsteparten af u-landsbistanden i Danmark, og oveni vil man indføre et ’noget for noget’-princip: Hvis udviklingslande er villige til at bremse migration og tage asylansøgere tilbage, kan de få mere bistand – og omvendt!
Til gengæld vælger regeringen at stikke hovedet i busken, når det gælder en af de allervigtigste udfordringer, verden står med: ulighed. Uligheden mellem rig og fattig. Eller for den sags skyld uligheden mellem mænd og kvinder.
Det er ulighed, der skaber uro. Det er ulighed, der giver grobund for terror. Og det er ikke mindst ulighed, der får mennesker til at migrere eller flygte til lande, der kan give dem et bedre håb om en fremtid.
Eksemplet Bangladesh
Verden 2030 tildeler arbejdsmarkedet en vigtig plads i strategien, for vækst og jobskabelse er afgørende på vejen mod bæredygtige samfund.
Et enkelt sted understreges det da også, at målet er at skabe anstændigt arbejde – altså arbejdspladser med acceptable jobstandarder, hvor alle arbejdstagernes rettigheder respekteres.
Her har Danmark absolut nogle spidskompetencer med vores tradition for samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og mere end 100 års erfaringer med, at mennesker frit kan organisere sig for at forhandle bedre løn- og arbejdsvilkår.
Fra et ulykkeligt udgangspunkt med ringe vilkår og katastrofale arbejdsulykker har vi set fremskridt i Bangladesh, som danske myndigheder og arbejdsmarkedets parter har bidraget til.
Et godt arbejdsmarked kræver desuden – som i Danmark – gode rammebetingelser med investeringer i uddannelse, sundhed og social sikkerhed.
Ikke mindst kvinders lige adgang til arbejdsmarkedet og de nævnte sociale goder har vist sig som nøglen til at få befolkningstilvækst, ulighed og nød under kontrol.
Andre særlige danske færdigheder er vore grønne kompetencer og miljøansvarlighed, vore evner til at opbygge forståelse og tillid, til at inddrage de folk, tingene handler om, til fredelig dialog om konfliktløsninger og social retfærdighed.
Disse kompetencer findes både i arbejdsmarkedets organisationer og i mange andre folkelige organisationer, i de offentlige myndigheder og institutioner og i vore virksomheder. Samarbejdet mellem dem bør bringes i spil.
Hvis regeringen er villig til en konstruktiv dialog, må vi i fællesskab kunne nå frem til en mere ambitiøs og tidssvarende udviklingspolitisk vision.
——————–
Tidl. minister Mette Gjerskov er u-landsordfører for Socialdemokraterne og formand for Europaudvalget. Ulla Sørensen er ansvarlig for 3Fs enhed for international solidaritet og udvikling
Indlægget er oprindeligt bragt i dagbladet Information (15.08.16), men stillet til rådighed for Globalnyt af 3F.
