Nik Bredholt
Nik Bredholt (f. 1966) er Sekretariatsleder i Religion & Samfund (Resam).
Han har arbejdet med udvikling og nødhjælp de sidste 23 år, hvoraf de 13 er blevet tilbragt i udlandet med bopæl i Rom som Nødhjælpskoordinator for Caritas Internationalis, i Nairobi som Regional Nødhjælpskoordinator for CAFOD, og i London, som leder af nødhjælpskontoret i CAFOD.
Han har været Programchef i Danmission og derefter udsendt som Regionsleder i Afrika også for Danmission, og er aktiv i debatten om dialogarbejdet og religions rolle i samfundet.
Jeg har med min familie boet det sidste år i en muslimsk kultur på Zanzibar ud for den tanzanianske kyst. Det har skærpet min opfattelse af islam og givet mig en dybere forståelse af den muslimske tro og praksis.
Først og fremmest er det værd at påpege, at mange muslimer tager deres tro meget alvorligt og udlever deres tro i en både glædesfuld og fredelig form, som ligger meget fjernt fra den voldsudøvelse, vi har set på det seneste. De har fx glæden over de faste ritualer, de muslimske højtider og de mange religiøse referencer i hverdagen.
Dertil kommer, at Zanzibar – på trods af at den muslimske tro har været helt dominerende i hundrede af år – også har været et sted, hvor kristne kirker kunne opføres, og hvorfra den kristne mission i Østafrika tog sit afsæt.
Intet alternativ til dialog
Dermed lukker jeg ikke øjnene for interreligiøse spændinger, som vi også er vidne til på Zanzibar, og som netop er grunden til, at jeg arbejder med religionsdialog sammen med kristne og muslimer. For ja – tolkningen og udlevelsen af islam og Koranens lære har mange former. Vi kan så enten understøtte og styrke åbne og tolerante muslimer og muslimske ledere, eller vi kan bruge al vores magt på at bekæmpe de intolerante og voldelige elementer inden for islam.
For nylig langede Naser Khader i et interview i Weekendavisen ud efter dialogen og sagde, at han har fået ”forgiftning af dialogkaffe”. Men måske har han bare fået dialogkaffen galt i halsen – fordi han ikke ved, at den er god for både ham og andre muslimer. Khader mener, vi skal droppe dialogen og i stedet kræve, at islam reformeres indefra af muslimerne selv. Min pointe er, at der ikke er en modsætning mellem at have en dialogbaseret relation og samtidig påpege, at der er behov for forandringer i islam. Tværtimod! Dialog kan hjælpe besindelsen inden for islam på vej.
Vi kan drage en parallel til kristendommen og Europa. For Europa var ikke blevet til det, som det er, uden åbenhed og dialog. Historikeren Kristian Hvidt skriver i bogen ”Europa 100 års historie”, at Europa fik en tidlig åndelig modning, fordi den kristne rummelighed og mulighed for dialog frem for underkastelse vakte trangen til bedre livsbetingelser og større frihed. Dermed førte kristendommen til fornuftens sejr. Den rummelighed for forandringer synes at have svære kår i dagens islam. Men skal islam reformeres kan det næppe blive med vold og magt, men skal ske gennem en åben og kritisk udveksling af synspunkter i en fredelig og dialogisk atmosfære.
Det kan være svært at måle dialogens landvindinger. Det påpeger også formanden for Pavens råd for den inter-religiøse dialog, kardinal Turan. Men han siger samtidig, at hvis ikke vi har dialog, så har vi krig! Der er ingen middelvej – intet alternativ.
Gør op med volden
Vi må derfor spørge, om krig kan få muslimerne til at se kritisk på deres egen religion og bekæmpe voldsudøvelse i islams navn? Nej! Det er højst utænkeligt, da krig fasttømrer standpunkter og polariserer folk, hvilket da også præcis er det, de militante islamister i IS ønsker at opnå. Kan IS få en religiøs krig, hvor IS vil kunne stå som muslimernes beskytter, så har IS vundet. Det er nok også derfor, at Paven konsekvent afviser, at vi har en religionskrig.
Dialogen er det lange seje træk, hvor der arbejdes med almindelige mennesker – med børn, unge og voksne – men også autoriteterne inddrages. Dialog handler om at lære hinanden at kende og forstå den andens virkelighed. Dialog er primært et spørgsmål om at kunne dele både livserfaringer og -forståelse. Sådan nuancerer man indtrykkene, modvirker konflikt og styrker relationer på tværs. En banal sandhed, men ikke desto mindre en vigtig pointe i forhold til at vurdere dialogens resultater.
Lad mig give et eksempel på dialog som et redskab i kampen mod ekstremisme: På det interreligiøse center på Zanzibar støtter Danmission et program, hvor undervisningsministeriet og muftiens kontor får hjælpe til at arrangere kurser for koranskolelærere. Ofte har lærerne ingen uddannelse, og der er alt for mange elever i klasserne. Det betyder, at stokken desværre ofte bruges til at banke eleverne. Og samtidig udøves der verbal vold, som også indbefatter den måde, ikke-muslimer bliver omtalt på. Begge former for vold skal der sættes ind overfor. Og det har de religiøse ledere erkendt og har derfor bedt dialogcentret hjælpe.
Fortolkningen er menneskelig
I Koranen findes der vers om vold. Når eleverne i koranskolerne blot lærer ureflekteret at repetere disse vers, så fremstår de som muslimske sandheder og kan lede unge muslimer til voldshandlinger.
Der er også tekststeder i Biblen, der kan forstås som opfordringer til vold mod dem, som tror noget andet. Fra søndagens tekst for nylig i Lukas 12, vers 46: ”…så skal den tjeners herre komme en dag, han ikke venter, og i en time, han ikke kender, og hugge ham ned og lade ham dele skæbne med de utro.” Men pga. vores bibelfortolkning læser vi ikke dette som en opfordring til at hugge nogle ”vantro” iblandt os ned.
Der er en tradition i islam for fortolkning af de hellige skrifter, omend den har sværere vilkår end bibelfortolkningen i en kristen sammenhæng. Men det betyder jo ikke, at muslimer i stort tal er voldelige. Det er vigtigt at understøtte fortolkningen af Koranen, som trods alt finder sted. For nok er skriften hellig, men fortolkningen er menneskelig og derfor til at arbejde med.
Så når vi står med opfordringer til vold, der er skabt af religiøse læresætninger, kan vi ikke se bort fra samme læresætninger, når vi vil gøre op med volden. Vi er derfor nødt til at arbejde med religion og religionens selvforståelse og samtidig se på teologien, og hvordan de hellige tekster kan forstås. Netop det åbner religionsdialog en mulighed for.
Så derfor bør Naser Khader og andre tage en kop dialogkaffe!
