Lars Zbinden Hansen
Lars Zbinden Hansen (f. 1958), korrespondent i engelsk og fransk og journalist (fra Århus og Johannesburg), har siden 1983 gået i de fleste af afdelingerne af ”livets skole”, der befinder sig på en nord-syd-akse fra Danmark over Mellemøsten til Kap det Gode Håb.
Udstationeret for Udenrigsministeriet til Stockholms-konferencen (dengang CSCE), Tel Aviv, Damaskus og Moskva. For Danida (UM) første gang i Afrika i 1992: Uganda og derefter Sydafrika, Marokko og Kenya. Har været i Elfenbenskysten for World Food Programme. ”Medfølgende ægtefælle” i Togo 2007-2013 og derefter Rwanda og Jordan indtil 2015.
Har besøgt, arbejdet i og indåndet 28 afrikanske lande, nord-syd-øst-vest, og har nu kontinentet som en permanent del af blodomløbet.
Gift, 2 voksne studerende børn.
Året er 1996. Vi sidder presset sammen på to sofaer i et lille lokale. ”Vi” er et indflydelsesrigt selskab, eller som det hedder på engelsk: ”a high-powered delegation”. Kun jeg trækker kraften ned.
Der er den danske udviklingsminister, Poul Nielson (S), som er på et af sine besøg i Uganda. Der er den tidligere danske ambassadør i Uganda, Geert Aagaard Andersen, og den ugandiske ambassadør i København, Edith Grace Ssampala.
De flankeres af den ugandiske udenrigsminister, Ruhakana Rugunda, og den danske ambassadør i Kampala, Thomas Schjerbeck, og så mig, der sidder i hjørnet af sofaen og undrer mig over, hvorfor dansk diplomati skal foregå i jakke og det der stykke stof, som skal vikles om halsen.
For nylig læste jeg, at kun 7 procent af danske mænd bærer jakke og slips på arbejde. Hvorfor skal man så i udlandet repræsentere kongeriget iført netop den slags tøj? Andre lande sender deres diplomater af sted i turban, djellaba eller kilt. Hvad afholder Danmark fra at gøre slidte cowboy-bukser eller træningsdragt obligatorisk dress-code for udsendte medarbejdere?
Vi venter på Museveni
Ved siden af mig og sofaen er der et indskudsbord med en telefon. Den ringer hele tiden. Hver gang rækker jeg hånden ud og svarer den og hører en stemme spørge efter Mr. Musisi, Mr. Kiberu, Mr. Lubega eller Mr. Et-eller-andet. Jeg svarer høfligt, at ”han er ikke her”. Udenrigsminister Rugunda sidder og snor sit slips omkring den ene hånd og siger så: ”Maybe you should just let it ring”. Det gør jeg så. Telefonen ringer videre.
Vi er mødt frem til aftalt tid her på Nakasero, den centrale høj i Kampala, hvor en ugandisk embedsmand har trukket os ind i lokalet, der må være det mindste i det store kompleks, som er State House: præsidentens residens med gæstehus, mødelokaler og kontorer.
Vi venter på præsident Museveni, og det trækker ud og trækker ud, og det gør det, fordi Museveni vil vise os, hvem der bestemmer i Uganda.
Nok er Danmark en af de største bistandsdonorer, ligesom der ”eksisterer excellent gode diplomatiske og venskabelige forbindelser mellem vore to lande”, men Danmark skal ikke komme og tro noget.
Amerikanerne har været ude og dadle Museveni for, at politiske partier ved valget, der skal finde sted om nogle måneder, er forbudt, og Museveni har fået det indtryk, at Danmark deler den amerikanske opfattelse. Der må være gået noget galt i kommunikationen fra hans embedsmænd, eller også har folk i ministerierne misforstået noget, eller begge dele. Det er vi danskere på sofaen enige om, mens vi venter videre sammen med de ugandiske kolleger.
En indespærret minister
Der er to døre i lokalet. Den, vi kom ind ad fra korridoren, og en anden som åbner ind til et toilet. Derind går den danske udviklingsminister for at forrette sin nødtørft. Det kræver en stærk diplomatisk blære at vente på Museveni, når præsidenten er i ondt lune.
Nogle minutter senere hører vi Nielson banke på døren inde fra toilettet og en svag stemme igennem træværket:
”Jeg kan ikke komme ud. Døren åbner ikke”.
Geert Aagaard Andersen rejser sig og begynder at hive i dørhåndtaget. Det virker ikke. Han skubber med skulderen på døren, men den rokker sig ikke.
”Poul, du bliver sgu nødt til at blive siddende derinde”, fniser Aagaard Andersen, mens hele den ”kraftfulde delegation” med den ugandiske udenrigsminister i spidsen rejser sig og skubber med på døren for at få udviklingsministeren ud. Det lykkes til sidst. Ud fra toilettet kommer Nielson. Vi venter videre.
Museveni i syne
Efter en rum tid får vi øje på en mand, der går forbi på gangstien udenfor vinduerne. Han er klædt i noget, der ligner en pyjamas, men det må være en ugandisk traditionel dragt i den afslappede ende: Løsthængende stof og godt med farver, den her med striber.
”Det er sgu da Museveni”, siger jeg, mens Museveni forsvinder ud af synsfeltet ned ad gangstien. ”Ja, det er så”, siger Geert Aagaard Andersen.
Tiden tikker langsomt videre, indtil et ugandisk jakkesæt træder ind i lokalet og siger: ”Følg med!”
Han fører os ud og ned ad gangstien, der ender foran en pavillon i rotunde-form. Indenfor er der en stor rund sal med rækker med stole. Foran rækkerne står en plastikstol, og forrest er der en scene hævet over gulvniveau. På den sidder Museveni i sin pyjamas-lignende dragt i en kæmpe stor lænestol med et enormt ryglæn, der blot mangler påfuglefjer for at fuldende indtrykket af den almægtige præsident, der skal nedfælde dødsstraf over et par undersåtter.
Han siger iskoldt til Nielson: ”Værsgo at sidde ned”, mens han peger på plastikstolen på gulvet foran ham. Vi andre sætter os på rækken bag Nielson. Jeg gør mig klar til min opgave, at tage referat af mødet mellem vores udviklingsminister og Hans Excellence præsident Yoweri Kaguta Museveni.
Demokrati er også demokratisering
”Under omstændighederne”, som det hedder i kancelli-stil, begynder det ikke let med det referat, eftersom der i starten mere er tale om anstrengt høflig grynten frem og tilbage, hvor essensen ligger i grynteriet og det usagte. For Nielson går det i første omgang ud på at bløde den stolte ugander op.
Nielson udviser ydmyghed og respekt og lidt underdanighed. Sådan må det se ud oppe fra Musevenis position. Det lykkes langsomt udviklingsministeren at få præsidenten til at køle ned og lytte til den ”danske forklaring”.
Den går på, at Danmark ikke vil pådutte Museveni et flerparti-system, men anlægger en pragmatisk holdning og anerkender den forfatning, som Uganda vedtog året før. Her blev politiske partier forbudt, i Musevenis optik for at undgå uro. Uganda bestemmer selv, hvilken form for demokrati, landet ønsker, men det er klart, at med Danmarks historie in mente, ser vi helst, at de politiske partier får lov at stille op til valgene – på sigt. Danmarks betingelser (for bistand) er ikke, at der er demokrati, men ”demokratisering”, som Nielson udtrykker det.
Det dæmrer for Museveni, at Danmark har en anden holdning end amerikanerne, tyskerne og englænderne til hans ”demokratiske projekt”, og stemningen slår nu om i det venlige.
Nu snakkes der ”fremadrettet” om dansk bistand til Uganda, programmer, projekter, nye planer, kort sagt: danske penge til Uganda. Museveni summer!
På vej væk fra rotunden hører vi maskingeværsalver så tæt på, at de sagtens kan være affyret herinde på State House-området.
Jeg siger til Geert Aagaard Andersen: ”Gad vide, om også det var for at intimidere os?”
Aagaard Andersen: ”Måske!”
Beskeden om den danske positive indstilling til Musevenis demokratiske projekt er åbenbart ikke nået ud til AK47-erne i parken.
Note: Første præsident- og parlamentsvalg efter Musevenis magtovertagelse i januar 1986 fandt sted den 9. maj 1996, men altså uden deltagelse af politiske partier. Museveni og hans ”Nationale Modstandsbevægelse”, NRM, vandt stort. Museveni fik 75,5 % af stemmerne.
Kom og vær med som skribent!
Skriv et indlæg til denne spændende serie. Det har mange fortællelystne personer allerede gjort, og deres indlæg er offentliggjort løbende, siden serien indledtes 13. juli.
Det kan være episoder eller dramatiske hændelser, du har oplevet “derude”, og som er værd at bringe videre.
Peter Sigsgaard vil meget gerne kontaktes på e-mailadressen [email protected] eller telefon 45 82 12 39
Indlæg er honorarfrie.
