Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Det 40 sider lange dokument i tungt kancellisprog beskriver Danmarks forhold til den arabiske verden som et partnerskab, der er samlet om kun fire prioritetslande: Egypten, Jordan, Marokko og Tunesien. Her vil vi bl.a. sætte ind med økonomisk udvikling, der især er rettet mod at give unge erhvervsmuligheder, så de ikke søger over til os. Vi vil styrke menneskerettighederne, især dem, der har at gøre med kvinder og pressefrihed, og vi vil sætte ind for god regeringsførelse. Alt sammen indenfor rammerne af et samlet årligt budget for 200 mio. kr.
Fraværet af Syrien
Syrien er slet ikke med! Syrien, Libyen og Yemen gled ud af billedet, da regeringen ændrede det hidtidige arabiske initiativ til det nuværende snævre partnerskab. Samtidig forsvandt den selvstændige målsætning om at opbygge en dialog med de islamiske arabiske lande.
Netop fraværet af Syrien er noget af det, der gør billedet af partnerskabet utroværdigt og næsten ligegyldigt for mig som del af en forståelsesramme for Danmarks forhold til det arabiske Mellemøsten. For vi er faktisk i krig i Syrien og Irak og investerer langt flere menneskelige og materielle resurser her end i de fire arabiske lande, der er mål for vores partnerskab!
I Syrien hjælper vores F16 kampfly, vores tunge Hercules transportfly og vores elitesoldater i praksis Vladimir Putin med at holde Bashar Al-Assad ved magten. Der producerer vi flygtninge i stor stil og sikrer et regime, der på alle måder knægter menneskerettigheder liv og velfærd, mens vi i nabolandene sigter mod at sikre jobmuligheder og respekt for menneskerettigheder og kvinders ligeret i samfundet.
Den samlede indsats hænger ikke sammen. Der er intet samlet billede, og beskrivelsen af det planlagte partnerskab virker grotesk løsrevet fra virkeligheden i Mellemøsten og fra det, vi ellers bedriver i området. Det er lidt ligesom det franske energiselskab E.D.F’s forhold til grøn energi. E.D.F. har bygget masser af a-kraftværker, men påstår også at gå ind for grøn energi. Det franske dagblad Le Monde’s tegner Plantu illustrerede det for mange år siden med en tegning af et lille stykke legetøj med solpaneler og en vandkande. ’Her er beviset’, stod der under tegningen.
Palæstina ikke nævnt
Jeg har et særligt forhold til Israel-Palæstina, her trådte jeg mine journalistiske barnesko i 1960’erne, og jeg har bevaret kontakten ligesom mange andre danskere, der voksede op med et tæt forhold til den jødiske stat og stadig holder af netop den del af det mellemøstlige område. Derfor stødte det mig, at Palæstina overhovedet ikke er nævnt i et dansk-arabisk partnerskabsprogram. Ikke med et ord! Er Palæstina droppet ud af vores partnerskab med det arabiske Mellemøsten?
Fattigdom ikke nævnt
Hvor ville det dog være dejligt med en samlet og sammenhængende dansk politik i Mellemøsten! Der er så meget, der virker godt og rigtigt i de små bidder vi får fra Udenrigsministeriet, men meningsløst, selvmodsigende, utilstrækkeligt og uforståeligt i den større sammenhæng. F.eks. er ordet ’fattigdom’ overhovedet ikke nævnt et eneste sted i partnerskabsprogrammet, selv om regeringen stadig officielt bekender sig til fattigdomsorienteringen som et grundlæggende element i dansk bistand, og selv om fattigdommen er et kæmpeproblem i mange af de arabiske lande og områder, som Danmark bomber og/eller samarbejder med.
