“Naturens klimapanel” åbner kontor i Danmark

nature-1209302_960_720
Thomas Jazrawi

Det fremgår af en pressemeddelelse fra den spritnye afdeling af den internationale institution:  

Sekretariatet for IPBES Danmark åbnede 1. september 2016. Formålet med sekretariatet er at sikre et dansk bidrag til internationale forskningsbaserede rapporter om tilstanden af biodiversiteten og naturens økosystemer.

IPBES kan betragtes som pendant til FN’s klimapanel.

En af sekretariatets andre opgaver er at skabe dialog mellem forskere og centrale beslutningstagere, både i Danmark og internationalt.

Professor Carsten Rahbek, fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Statens Naturhistoriske Museum ved Københavns Universitet, som er værtsinstitution for det nye sekretariat, fortæller:

”Vi forventer, at det nye IPBES sekretariat bliver en central platform for dialog mellem politikere, erhvervslivet og forskere. Den tværgående dialog er afgørende, hvis vi som samfund skal gøre en omkostningseffektiv indsats, der giver mest og bedst muligt i forhold til at bevare biodiversiteten og naturens økosystemer. Det er også vigtigt at sikre en bæredygtig brug af de ydelser som naturens økosystemer giver os mennesker”.

Anbefalinger om bestøvere

I februar 2016 udkom IPBES med sin første videnskabelige rapport.

Rapporten kom med en række anbefalinger for at beskytte bestøvere, eksempelvis vilde bier, humlebier og fugle, bl.a. ved at skabe plads til områder med vilde blomsterplanter, samt reducere brugen af pesticider.

Styregruppen for IPBES Danmark består af fire repræsentanter fra hhv. Syddansk Universitet (Lektor Eva Roth), Aarhus Universitet (Professor Jens-Christian Svenning), Københavns Universitet (Professor Carsten Rahbek) og Styrelsen for Vand- og Naturforvaltning (Sektionsleder Mette Gervin Damsgaard). 

Specialkonsulent Thor Hjarsen er blevet ansat til at koordinere sekretariatets aktiviteter.

Stigende fokus på biodiversitet og økosystemer

Thor Hjarsen er biolog og har 20 års erfaring med dansk og international naturforvaltning, biodiversitet og formidling.

Han har blandt andet arbejdet i den tidligere Skov- og Naturstyrelse, Grønlands Hjemmestyre og en række danske NGO’ere. Thor Hjarsen glæder sig over sin nye rolle:

”Det er positivt at opleve de danske politikere i stigende omfang har fokus på biodiversitet og økosystemer. Det er min erfaring, at politikere gerne lytter til forskerne og ønsker at finde frem til de bedst mulige løsninger indenfor de givne politiske rammer” og han fortsætter:

”I Danmark har vi forskningsmiljøer indenfor både naturvidenskab og samfundsfagene, som beskæftiger sig med bæredygtighed på højeste internationalt plan. Det er den viden vi i IPBES Danmark skal sørge for kommer i spil internationalt og nationalt og når ud til beslutningstagere og offentligheden”.