FN’s generalforsamling er så småt ved at komme i gang.
Mandag skal verdens nationer diskutere en holdbar model for at håndtere verdens flygtninge ved et High Level Meeting i New York.
Det er Ban ki-moon, der har indkaldt til det særlige arrangement, og træffet skulle gerne munde ud i en erklæring kaldet “New York Declaration”.
Men flere organisationer er nervøse for, at der ikke er konkrete initiativer til de mange mennesker, der bliver fordrevet fra deres hjem af tørke, oversvømmelser, tyfoner eller andre klimarelaterede katastrofer.
”Migration og klimaforandringer er to af de mest presserende problemer i vores tid. Ingen af dem kan løses uden at tage den anden i betragtning”, lyder det fra Janani Vivekanada fra NGO’en International Alert, som fortsætter:
“Migration er en vigtig strategi i mødet med klimaforandringer, men det kan også betyde et øget pres på ressourcer og økosystemer på værtsstedet. Enhver plan for at behandle migrationskrisen fredeligt og bæredygtigt må tage disse miljømæssige risici i betragtning og være fuldt forberedt på at håndtere dem, hvis den skal lykkes”.
Ingen konkrete initiativer
I udkastet til den erklæring, der endeligt skal vedtages på topmødet, er klimaforandringer og miljønedbrydelser nævnt blandt årsagerne til at skabe flygtninge, men der er ikke lagt op til de store konkrete initiativer om klimafordrevne.
Det forklarer Alice Thomas fra den humanitære organisation Refugees International:
”Det er godt, at FN anerkender ekstremt vejr og andre konsekvenser af klimaforandringer som en væsentlig årsag til fordrivelse og migration. Antallet af mennesker, som fordrives fra deres hjem hvert år af mere ekstremt vejr, usikkerhed om føde og vand samt kysterodering overgår allerede langt antallet af de, der fordrives af konflikt, og det vil fortsætte med at stige i de kommende årtier”.
”Mødet må imidlertid gå længere. Stater må forpligte sig på at støtte de mest klimaskrøbelige lande i at igangsætte konkrete initiativer for at undgå, reducere og behandle klimafordrivelser gennem øgede investeringer i at reducere katastrofetrusler, opbygge modstandsdygtigheden af de mest skrøbelige og ved at fokusere på hullerne i den internationale juridiske ramme for de, der tvinges til at flygte fra klimaforandringer”.
Mennesker, der flygter fra vind, vejr og klimaforandringer, bliver under de nuværende regler ikke anerkendt som flygtninge.
Det skyldes, at der ifølge konventionerne skal være en grad af forfølgelse i forløbet – og klimaet kan næppe siges at forfølge særlige personer, selvom det er bredt anerkendt, at klimaforandringer rammer de mest udsatte grupper hårdest.
Klimaforandringer, sikkerhed og konflikt
Men klimaforandringer handler i høj grad også om sikkerhed og konflikt. Det blev senest understreget af tænketanken Climate & Security, som afholdt et stort anlagt møde om sikkerhedsperspektivet i klimaforandringer i forrige uge.
Her deltog adskillige tidligere militærfolk og sikkerhedsrådgivere for både det republikanske og det demokratiske parti i USA.
I forbindelse med mødet blev der offentliggjort to rapporter.
”Disse rapporter gør det krystalklart: For nationale sikkerheds- og forsvarsledere er der absolut intet politisk ved klimaforandringer. Det er en sikkerhedstrussel, der forværrer andre sikkerhedstrusler, og vi må gøre noget afgørende ved det”, udtaler Francesco Femia og Caitlin Werrel, medformænd ved den amerikanske tænketank.
Konsensusbrev
I et konsensusbrev fra de mange militæreksperter lyder det, at klimaforandringer udgør en væsentlig strategisk udfordring for sikkerheden i USA og internationalt, og at der dermed er behov for et omfattende modsvar.
”Klimaforandringernes pres kan øge sandsynligheden for interne og internationale konflikter, fejlslagne stater, massemigration og udvidelse af områder uden regeringshåndhævelse i en række strategisk væsentlige regioner, heriblandt, men ikke begrænset til, Mellemøsten og Nordafrika, Asien og Stillehavet og de arktiske områder”, lyder det i erklæringen.
Den internationale organisation International Organisation for Migration (IMO) og norske Flygtningehjelpen diskuterede udfordringen med klimaflygtninge ved COP21.
“Hvert eneste sekund flygter et menneske fra sit hjem på grund af et ekstremt vejr- eller klimafænomen”; lød det fra Jan Egeland fra norske Flygtningehjelpen ved et pressemøde.
“Få forstår, at dobbelt så mange flygter fra voldsomme vejrfænomener end fra krig, og vi tæller ikke engang de “snigende” katastrofer som tørke, stigende vandstand og ørkendannelse med”, tilføjer han.
Han henviser i sidste sætning til adskillelsen mellem de pludselige og umiddelbare katastrofer (sudden onset catastrophes) som voldsomme tyfoner, jordskælv og lignende, mens fænomener som tørke, stigende vandstand og den slags kommer langsommere og mere ”snigende” (slow onset catastrophes).
Læs mere om pressemødet her: https://globalnyt.dk/content/klimaforandringer-og-en-ny-aera-af-fordrevne-uden-fortilfaelde
Udenrigsministeren deltager på mødet
Det er FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, der har indkaldt til mødet i forbindelse med FN’s generalforsamling i den kommende uge. Formålet er at håndtere de massive flygtningestrømme i verden på en mere ansvarlig og velordnet facon.
”Der er behov for en mere robust og samarbejdsvillig international reaktion mellem forskellige aktører for at behandle store bevægelser af flygtninge og migranter. FN-systemet, NGO’er og partnere arbejder alle sammen for at sætte fokus på emnet, for at sikre forpligtelser på støtte og for at styrke den kollektive respons på krisen”, lyder det på FN’s hjemmeside for arrangementet.
Den danske udenrigsminister, Kristian Jensen (V), deltager mandag morgen (mandag eftermiddag dansk tid) ved åbningen af flygtningetopmødet.
Det bliver en travl uge i New York, hvor den årlige klimauge (Climate Week NYC) ligeledes fejres.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tager også en pause fra de hjemlige politiske skærmydsler for at deltage i debatterne i New York i den kommende uge.
Udkastet til topmøde-erklæringen om flygtninge kan læses her: