Afrikakommissionen fik indflydelse på den senere udviklingspolitik

img_0888
Afrikakommissionens rapport ”Realising the potential of Africa’s Youth” udkom i maj 2009.
Foto: Globalnyt
Laurits Holdt

Hvad kom der egentlig ud af den danske Afrikakommission fra 2009? Flere af initiativerne, som blev iværksat på anbefaling af kommissionen, er innovative og bidrager til kommissionens målsætning om at understøtte vækst og beskæftigelse i Afrika, skriver Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Den viser en ny evaluering. Det gælder i særlig grad etableringen af African Guarantee Fund, som har succes med at garantere kommercielle bankers udlån til små og mellemstore virksomheder, og udviklingen af en fond i Den Afrikanske Udviklingsbank for støtte til bæredygtig energi.

Nytte af globaliseringen

Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nedsatte i 2008 Afrikakommissionen med det formål at komme med anbefalinger til, hvordan Afrika kunne drage bedre nytte af globaliseringen og understøtte vækst og beskæftigelse i Afrika – ikke mindst for den hastigt voksende unge afrikanske befolkning.

Kommissionens medlemmer bestod af ledende afrikanske politikere, ledere af afrikanske organisationer og personer anerkendt for deres bidrag til den internationale debat om Afrikas udvikling.

Afrikakommissionen fremlagde i maj 2009 rapporten ”Realising the potential of Africa’s Youth”, og en uafhængig evaluering har nu vurderet resultaterne af kommissionens ti policy-anbefalinger og fem konkrete initiativer.

Selvom ikke alle initiativer er afsluttet, er evalueringen meget positiv over for resultaterne af flere af initiativerne, som anses for at være innovative og godt forankrede i deres institutioner.

African Guarantee Fund

F.eks. er det på få år lykkedes at udvikle og etablere en garantifacilitet – African Guarantee Fund  (AGF) – som sikrer, at kommercielle banker kan yde lån til små og mellemstore virksomheder. AGF er allerede aktiv i 35 lande og har muliggjort lån til 850 mindre virksomheder.

Flere donorer støtter op om initiativet, som således har potentiale til at vokse sig stort.

Også Sustainable Energy Fund for Africa (SEFA) har tiltrukket betydelig opmærksomhed og yderligere investeringer og udgør en lovende mekanisme for fortsat udbredelse af bæredygtige energiløsninger for mindre virksomheder i Afrika.

Fik indflydelse på efterfølgende udviklingspolitik

Evalueringen peger på, at Afrikakommissionen havde en betydelig indflydelse på den stigende fokus på privatsektorudvikling i dansk udviklingssamarbejde og kommissionens arbejde var i god overensstemmelse med internationale tendenser indenfor udviklingssamarbejdet – ikke mindst i kraft af kommissionens medlemskreds.

På ét område var Afrikakommissionen særligt fremsynet – nemlig i sin fokus på behovet for øgede beskæftigelsesmuligheder for unge, skriver Udenrigsministeriet.

Udenrigsminister  Kristian Jensen (V) siger:

”Afrikakommissionen var på mange måder en frontløber for nogle af de områder, som jeg synes, der skal være mere fokus på i udviklingssamarbejdet. Den private sektor skal drive vækst og beskæftigelse, og udviklingsmidler skal bruges som katalysator for den udvikling. Kommissionens fokus på unge var meget rigtigt set. Vi vil bruge erfaringerne fra kommissionens initiativer i det kommende arbejde for større fokus på unge og deres potentiale i udmøntningen af den nye udviklingspolitiske strategi.”

Se hele evalueringen af Afrikakommissionen

Se og download kommissionens rapport.