Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Sammenhængen mellem migration og udvikling er et emne, som forskningen har været stærkt optaget af. Den grundlæggende konklusion synes at være, at migration bidrager til udvikling. Mennesker migrerer for at få bedre arbejds- og levemuligheder, og det får de ofte.
Samtidig mister de færreste forbindelsen til deres oprindelsesland, så den viden og de erfaringer, de får under fremmede himmelstrøg, bliver anvendt på den ene eller den anden måde dér, hvor de oprindeligt kommer fra. Fattige lande lader således til – i hvert fald på den lange bane – at få gavn af migration.
Også modtagerlandene synes som helhed at få gavn af migrationen. Ofte er migranter mere parate til at tage lavtlønnede jobs end landenes øvrige borgere. Samtidig tiltrækker modtagerlandene dygtige og energiske mennesker, der har overskuddet til at migrere, og landene får dermed viden og nye ideer med migrationen.
USA er det klassiske eksempel på et land, der har forstået at få gavn af migranter. USA har tiltrukket såvel høj som lav, hvilket har bidraget til en exceptionel udvikling over de seneste 150 år.
Det er imidlertid langt fra sådanne overvejelser, der præger udkastet til ny udviklingspolitisk strategi.
Talen om ”ordentlig, sikker, reguleret og ansvarlig migration”, ”en bredspektret international migrationsindsats og fremme af nye tilgange”, ”beskyttelse af flygtninge og migranter undervejs” og ”de specifikke udfordringer, som partnerlandene står overfor” (s. 18-19) synes således at dække over to fundamentale formål.
Begrænse migrationen og sende folk retur
Det ene er at begrænse migrationen til Europa og Danmark, og det andet er at få sendt de få, der slipper igennem, retur. Talen om ”ordentlig, sikker, reguleret og ansvarlig migration” er således en eufemisme for ingen migration.
Tanken er, at udviklingsbistanden skal bruges til ”imødegåelse af de grundlæggende årsager til migration i migranternes hjemlande” og til ”en robust dialog om tilbagetagelse af afviste asylansøgere”, hvor ”manglende villighed til at samarbejde […] vil få negative konsekvenser.” (s. 18-19).
Hvis det – i forlængelse af ovenstående – antages at migration bidrager til udvikling, skal udviklingsbistanden hermed anvendes til at hæmme udvikling.
Derudover må man spørge, om udviklingsbistanden overhovedet er egnet til de to formål, den nu spændes bag. I migrationslitteraturen tales der om et ”migration hub”, som dækker over det fænomen, at migrationen fra fattige lande stiger i takt med deres økonomiske udvikling. Det skyldes at de økonomiske muligheder for at migrere forbedres, samtidig med at landene endnu har en meget stor mangel på attraktive arbejdspladser.
En begyndende udviklingsproces vil således ofte stimulere migrationen væk fra et land. Det er først på et væsentligt senere tidspunkt, at migrationen vender: At landet tiltrækker arbejdskraft fra andre lande og at dets egne migranter begynder at vende tilbage.
Dermed er det allerhøjest på meget lang sigt, at udviklingsbistanden vil kunne gøre noget ved de grundlæggende årsager til migration. På kort sigt har den næppe nogen virkning.
Strategien foreslår så at støtte ”kapacitetsopbygning vedr. grænsekontrol, håndtering af ind- og udrejse og udstedelse af identitetspapirer, bekæmpelse af menneskesmugling og –handel.” Ud over at filosofere over, om dansk bistand skal bekæmpe ”udstedelse af identitetspapirer”, er det svært at forestille sig, at en sådan kapacitetsopbygning vil have nogen som helst effekt på migrationen.
Hidtidige forsøg på at bekæmpe migration med kontrol har sjældent begrænset det samlede antal migranter, men måske nok skubbet dem ud på mere farefulde, uregulerede ruter.
Udviklingsbistand som pression – nok ingen virkning
Det andet formål om tilbagetagelse af afviste asylansøgere synes lige så urealistisk. Formålet antager at dansk og europæisk udviklingsbistand er så afgørende for udviklingslandene, at disse stikker piben ind og ændrer deres politik, hvis vi truer med at lukke hanen.
Dels er der intet i mange års udviklingssamarbejde, der tyder på, at giverlande kan påvirke modtagerlandes indenrigspolitiske anliggender, hvis de er vigtige for deres regeringer, dels har verden forandret sig, så OECD-landenes udviklingsbistand kun er én – og endda en lille – finansieringskilde for udviklingslande nu om stunder.
Derudover er det kun et begrænset antal af de lande, hvorfra de fleste migranter kommer, som Danmark har et udviklingssamarbejde med.
Alt i alt kommer udviklingsbistanden sandsynligvis til kort over for de to migrationsrelaterede formål, der nu opstilles for den. Dermed vil der nok engang gives ny ilt til den ofte hørte klage, at bistanden ikke leverer de ønskede resultater.
Men i dette tilfælde er det måske godt nyt for udviklingen.
