Den har været længe ventet, men nu er den her endeligt: køreplanen for, hvordan rige lande skal indfri deres løfte om at levere milliarder i klimafinansiering til fattige lande.
Det drejer sig helt nøjagtigt om 100 milliarder dollar årligt fra 2020.
De velhavende lande, herunder Danmark, lover at optrappe den offentlige støtte og øge andelen af midler til tilpasning. Samtidigt vil de bruge offentlige penge og konkrete politiske tiltag til at øge private midler til klimaformål i udviklingslande.
Det fremgår af køreplanen, som blev offentliggjort mandag.
”Vi er overbeviste om, at vi vil nå målet om de 100 milliarder dollar fra flere forskellige kilder, og bekræfter hermed igen vores løfte om at gøre dette”, lyder det i rapporten, som Australien og Storbritannien står bag.
I civilsamfundet er der ligeledes glæde over udmeldingen.
”Det er meget positivt at de rige lande nu præsenterer en plan. Aftalen om de 100 milliarder USD i 2020, kom allerede ved klimatopmødet i København, 2009, og ulandene har i mange år spurgt ind til hvordan pengene skal findes”, siger Mattias Söderberg, klimarådgiver ved Folkekirkens Nødhjælp.
Det er dog absolut ikke sikkert, at udviklingslandene jubler over oplægget.
Pengene tæller med to gange
Løftet stammer helt tilbage fra klimatopmødet i København i 2009, og selvom de 100 milliarder årlige dollar lyder som et meget konkret løfte, har der hersket stor uvished om, hvordan de vil blive leveret.
Fattige nationer har frygtet, at milliarderne blot vil blive taget fra den nuværende udviklingsstøtte. Det har de også grund til med den nye køreplan, mener Folkekirkens Nødhjælp.
”Samtidigt med, at det er godt nyt, at der nu er en plan, så er jeg dog også bekymret. Planen består til stor del af genbrugt udviklingsbistand. Det vil sige at pengene formelt bliver talt to gange, dels når de rige lande fortæller, hvor meget bistand de giver til ulandene, og nu når de fortæller hvor meget klimastøtte de vil give”, forklarer Mattias Söderberg.
Der har tidligere været talt om, at klimafinansiering skal være ”new and addtional”, som det hedder, således at den ikke bliver talt med fra den eksisterende støtte, men begrebet er i dag ikke at finde i de rige landes løfter.
I steder kan man finde ordlyd, som angiver, at midlerne vil komme fra flere forskellige kilder.
Der er tale om, at midler fra private virksomheder også skal tælle med. Det kan eksempelvis ske ved at mobilisere private investeringer med offentlige midler, som køreplanen specifikt nævner.
Der er imidlertid ikke tilstrækkelig sikkerhed for, at det reelt kommer til at hjælpe de fattige og klimaskrøbelige, skønner Mattias Söderberg.
“En stor del af pengene skal komme fra private firmaer. Erhvervslivet har en vigtig rolle at spille, og det er godt, hvis de kan bidrage. Det er dog usikkert hvordan dette skal fungere”, udtaler klimarådgiveren.
”For at private investeringer skal få en positiv effekt skal de være ansvarlige, og leve op til internationale standarder og retningslinjer. For at det skal kunne tælle med som klimafinansiering, skal det også sikres at de har en positiv klimaeffekt. Uden enighed om, hvordan dette skal fungere, vil planens forventninger til private klimapenge, ikke levere resultat”, fortsætter han.
Kommer der penge nok til tilpasning?
Klimamidlerne bliver delt op i støtte til klimatilpasning og mitigation, som det hedder.
Sidstnævnte handler om at reducere de klimaskadelige udledninger, mens førstnævnte henviser til forberedelse og planlægning for at imødekomme de værste skader fra klimaforandringer.
Rapporter viser, at langt størstedelen af midlerne fra de rige lande bliver afsat til landenes reduktionsindsatser, men de fattige og klimaskrøbelige lande har faktisk midler til tilpasning øverst på ønskelisten.
Mattias Söderberg mener, at den rige verdens egne interesser spiller en stor rolle i den ubalance.
”Det er godt, at planen anerkender behovet for støtte til klimatilpasning, men desværre mangler der konkrete forpligtelser. Erfaringer viser, at de rige lande favoriserer projekter for at reducere udslip, hvilket også er nemmere at koble til positive effekter, som øget eksport i de vestlige lande”, argumenterer den erfarne klimarådgiver, og fortsætter:
”Det er dog aftalt flere gange, at klimastøtten skal balanceres, så der er penge både til klimatilpasning og reduktion af udslip. Jeg håber, derfor at planen bliver fulgt at konkret handling, som sikrer et øget fokus på klimatilpasning”.
Risikerer sult, konflikt og flugt
Han mener samtidigt, at mangel på tilstrækkelig finansiering af klimatiltag i Syd kan få vidtrækkende konsekvenser.
“Behovet for støtte til ulandene vokser hurtigt. Mange ulande er i fuld gang med industrialisering, og hvis vi ikke hjælper dem med at gøre den grøn, vil de ende med de samme store udslip som vi i de vestlige lande har haft”, forklarer han, og tilføjer:
“Mange lande står samtidigt overfor en enorm udfordring, når de er nødt til at tilpasse sig klimaforandringernes effekter. Mangel på tilpasning risikerer at lede til sult og konflikter, hvilket kan tvinge mennesker på flugt”.
Køreplanen for klimafinansiering kommer lige op til klimatopmødet COP22, der starter i november i Marrakesh.
Køreplanen kan læses i sin helhed (22 sider) her:
Køreplanen er lavet på baggrund af en OECD-analyse af klimastøtten, som kan hentes her:
http://www.oecd.org/environment/cc/oecd-climate-finance-projection.htm
