Poul Buch–Hansen
Poul Buch–Hansen (f. 1935) er økonom af uddannelse, cand.polit. fra 1963, og var i små 20 år lektor i udviklingsøkonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.
Han har ligeledes, i hele sit efterfølgende arbejdsliv, beskæftiget sig med u-lande, økonomisk vækst, social udvikling og udviklingsbistand.
Han har været udstationeret i Liberia, Uganda og Indonesien i længere perioder og har i de seneste godt 25 år arbejdet med dansk udviklingsbistand som ekstern konsulent for Danida. Først igennem Carl Bro International A/S og siden i Development Associates A/S, et privat konsulentfirma han selv stiftede i 1993.
Poul Buch-Hansen er i dag freelancekonsulent og arbejder fortsat med konsulentopgaver indenfor planlægning, opfølgning og evaluering af ulandsbistanden.
Ikke mindst evaluerings opgaver har været i fokus, blandt andet i forbindelse med dansk bistand inden for landbrug, landdistrikt udvikling, naturressource forvaltning og privatsektor bistand.
Senest har han foretaget en evaluering af UNIDO’ s interventioner indenfor agri-business sektoren. I 2007 udgav han, sammen med Marie Hertz, bogen ”Dansk udviklingsbistand – er der en vej frem?” på Forlaget Thorup.
i mit seneste blog-indlæg ”Ulandsbistanden: Hvad nu?”
Myndighedssamarbejder
Giver som udgangspunkt god mening
Det gælder for disse myndighedssamarbejder på de offentlige områder som det gælder for de tilsvarende partnerskabssamarbejder på det private område, at de fokuserer på et eller flere af de enkelte FN-Verdensmål, herunder også mål 17 om globale partnerskaber.
Der er bestemt megen god mening i, at vi med udviklingsbistanden understøtter vore fattigere samarbejdslande i at arbejde frem imod målenes opfyldelse i deres egne lande. Lige såvel som det giver mening i fællesskab at arbejde for de fællesindsatser, som afgjort er nødvendige i forhold til globale offentlige goder, der indebærer fælles bekæmpelse af blandt andet klimaændringer, miljø-ødelæggelser og overforbrug af udtømmelige globale ressourcer.
SSC-samarbejderne minder umiddelbart en del om det samarbejde (Danced), som eksisterede på miljøområdet imellem Miljøministeriet på ene side og Udenrigsministeriet på den anden omkring miljøstøtte til udviklingslande. Danced skulle hjælpe med etablering af effektiv miljølovgivning i samarbejdslandene. Samtidig indebar støtten også styrkelse af kapaciteten i den offentlige sektor i disse lande til implementering af lovgivningen på en række væsentlige miljømæssige områder. Danced-samarbejdet blev imidlertid nedlagt for nogle år siden.
Globale fællesløsninger
Det nye program dækker bredere end Danced-programmet gjorde, idet det ikke blot omfatter miljømæssige områder. Der er i høj grad tale også om andre områder, hvor styrkelse af den offentlige sektor er stærkt påkrævet i udviklingslandene. Det gælder på sundhedsområdet, på uddannelsesområdet og på flere andre sociale, kulturelle og erhvervsmæssige områder, som er relevante for et eller flere af de 17 mål.
Endvidere gælder det ikke blot i de fattigere udviklingslande. Også i mange mellemindkomst- og vækstlande er der generelt behov for en styrkelse af den offentlige sektor for at nå målene.
En sådan styrkelse er afgjort nødvendig, hvis der i disse lande såvel som globalt skal sikres fremdrift mod målene. Det gælder i forhold til landenes egne befolkninger såvel som i forhold til de globale problemer, der kræver globale fællesløsninger. Sådanne er i høj grad også til gavn for os selv.
En bred sammenhængende indsats er nødvendig
FN-målene er blevet illustreret ved en fodbold, der er syet sammen af 17 sekskanter, som hver især repræsenterer et af de 17 mål. Som det må forstås, eksisterer fodbolden ikke, hvis blot en af sekskanterne mangler. Med fodbolden illustreres det centrale ved sættet af mål, at disse er indbyrdes sammenhængende og gensidigt afhængige af hinanden. Man kan altså ikke effektivt gå efter målene et efter et uafhængigt af hinanden.
For hvert af de lande, vi støtter, må der foretages en løbende overordnet prioritering, som skridt for skridt men i det langsigtede perspektiv sikrer effektive forløb i hvert enkelt land frem mod alle 17 mål i år 2030.
Det er ikke let!
Men det er nødvendigt for at sikre en effektiv anvendelse af såvel den danske udviklingsbistand som landenes egne ressourcer.
