Uffe Torm
Uffe Torm (1944) har i mere end 45 år arbejdet med dansk udviklingsbistand og international udviklingspolitik som journalist, redaktør, projekt- og oplysningskonsulent, projektkoordinator, programdirektør og var fra februar 1998 til februar 2012 sekretariatsleder for Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (DMR-U).
Han har tidligere arbejdet for Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), FN-forbundet, Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Danida, Folkekirkens Nødhjælp (FKN), Red Barnet og Det lutherske Verdensforbunds afdeling for Mission og Udvikling (LWF/DMD) i Geneve og var medstifter af de danske udviklingsjournalisters klub, Nairobi-klubben i 1976.
Kristendom og udvikling – kan tro flytte bjerge? (2015).
Se alle Uffe Torms blogindlæg på Globalnyt
Det folkelige pres for etablering af et selvstændig danske engagement i de fattige lande blev i bistandens barndom i 1960’erne især kanaliseret gennem folkelige organisationer, idet politikerne var mest indstillet på at kanalisere den danske u-landshjælp gennem FN. Det gjaldt især kirkelige organisationer som Dansk Missionsråd og Folkekirkens Nødhjælp og sekulære foreninger som Mellemfolkeligt Samvirke, fagbevægelsen og kvindeorganisationer samt ungdomsorganisationer samlet i Dansk Ungdoms Fællesråd.
Mange, som deltog i dette arbejde, havde rødder i andelsbevægelsen, arbejderbevægelsen, højskolemiljøet og oplysningsforbund mv. Efterhånden blev også dansk industri og håndværk engageret i bistanden til u-landene, der blev varetaget af en særlig enhed i udenrigsministeriet med navnet Danida siden 1971.
Dette engagement medførte, at både de private organisationer og den private sektor blev stærkt repræsenterede i både Styrelsen og Rådet for Internationalt Udviklingsarbejde. Styrelsen var rådgivende for den ansvarlige minister (i begyndelsen udenrigsministeren, senere hen udviklingsministeren og nu igen udenrigsministeren). Danidas råd, hvor en lang række andre organisationer, interesseorganisationer og undervisnings- og forskningsinstitutioner mv. havde sæde, var rådgivende for Danidas styrelse.
I mange år spillede især Styrelsen men også Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde en vigtig rolle i debatten om Danmarks udviklingsbistand. Der var stor offentlighed omkring Styrelsens arbejde, og de ofte heftige debatter på møderne i Rådet blev tit refereret i dagspressen. Men efterhånden aftog både Styrelsens og Rådets betydning, og Danida og Udenrigsministeriet lukkede sig mere og mere om sig selv.
Svækket folkelig forandring
I bistandens begyndelse blev der ansat medarbejdere i Danida med meget forskellige faglige baggrunde og ofte folkelige, idealistiske rødder. Det gjaldt f.eks. teologer, skolelærere, ingeniører, arkitekter og andre med praktiske uddannelser. Med i 1991 blev Danida integreret i Udenrigsministeriet og mistede dermed sin selvstændige status. Det medførte bl.a., at der i højere grad blev ansat generalister (jurister, økonomer, cand. polit’er m.fl.), som snarere orienterede sig mod en diplomatisk end en bistandsfaglig karriere.
Dertil kommer, at antallet af danskere, som har haft konkrete erfaringer med u-landsarbejde som udsendte frivillige eller såkaldte eksperter, er blevet mindre og mindre gennem årene. U-landene kan heldigvis i dag selv i højere grad kan vare de funktioner, som udsendte fra Danmark og andre lande udfyldte i bistanden mange første år. Men de udsendte kunne aflægge personlige beretninger i familien, i lokalsamfundet, på arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner mv. om bistandens positive betydning derude men også skabe forståelse for, hvorfor bistandsindsatserne sommetider slog fejl. De påvirkede holdningen til u-landsbistanden blandt almindelige danskerne.
Sideløbende hermed er den offentlige støtte til folkeligt oplysningsarbejde om u-landene og u-landsbistanden blevet nedprioriteret i udenrigsministeriet, som samtidig har sat sig selv på en øget andel af oplysningsmidlerne. Samtidig har mange NGO’er i oplysningsarbejdet i de senere år satset mere på fundraising end på at skabe en øget og nuanceret forståelse for de reelle udviklingsproblemer i de fattige lande. Det skyldes bl.a. kravet om et egetbidrag i ansøgninger til Danida fra de større organisationer og derfor mere fokus på indsamling og øget konkurrence om de offentlige støttekroner.
Endvidere er NGO-bistanden i den nye regerings sparerunder på udviklingsbistanden blevet beskåret kraftigere end alle andre former for dansk udviklingsbistand til de fattige lande. Det harmonerer slet ikke med formuleringen i udkastet til en ny udviklingspolitisk og humanitær strategi om, at ”det danske civilsamfund spiller en vigtig rolle i at fastholde et folkeligt dansk engagement i udviklingssamarbejdet og i at dele viden med en bredere skare af danskere om levevilkår of udvikling ude i verden”.
Alt dette har efterhånden medført en mærkbar svækkelse af både den folkelige indflydelse på og det faglige engagement i dansk udviklingsbistand og dermed den offentlige og politiske interesse for bistanden.
Yderligere udhulingen af u-landsbistanden?
Daværende udviklingsminister Christian Friis Bach kunne således i 2012 afskaffe både Styrelsen og Rådet uden de store protester. De blev erstattet med et nyt Udviklingspolitisk Råd med 15 medlemmer og en Bevillingskomité med fire eksterne medlemmer og fire medlemmer fra ministeriet. Det kom dog bag på mange i NGO-miljøet, at en radikal minister, som selv var en markant skikkelse i miljøet, før han blev minister, kunne finde på så voldsomt at indskrænke den folkelige indflydelse på dansk ulandsbistand.
Den gamle Styrelses og Råds sammensætning betød nemlig, at ca. 80 repræsentanter fra den private sektor og de folkelige organisationer var direkte involverede i udformningen af dansk udviklingsbistand og derfor følte et større eller mindre medansvar herfor. I den nye struktur er antallet heraf imidlertid reduceret til under 20. Og i den fremtidige administrative struktur, der foreslås lovfæstet i forbindelse med den nye udviklingsstrategi, der pt. er til drøftelse i Folketinget, indskrænkes dette antal yderligere.
Det foreslås således at sammensmelte Udviklingspolitik Råd og Bevillingskomiteen til et nyt og mindre Udviklingspolitisk Råd med kun 9 medlemmer. Og mens erhvervsorganisationer og frivillige organisationer tidligere kunne indstille kandidater til de hertil afsatte pladser i Styrelse, Råd og senere Udviklingspolitisk Råd og Bevillingskomité, tiltager udenrigsministeren sig nu hele magten (hvilket ikke lykkedes for Christian Friis Bach) og udpeger selv medlemmerne på baggrund af en høring blandt ”relevante interessenter”.
Det indebærer uundgåeligt en yderligere svækkelse af både den uvildige bistandsfaglige rådgivning og den folkelige forankring af og indflydelse på udviklingsbistanden. Dette skal ses i sammenhæng med en alvorlig personale- og kapacitetsmæssig reducering af ikke bare ministeriets udviklingsarbejde men af hele udenrigsministeriet. Dermed er vejen banet for yderligere fremtidige udhulinger af u-landsbistanden.
Øget konkurrence om bistandsmidlerne
Imidlertid har NGO’erne ikke nødvendigvis monopol på den folkelige forankring af u-landsbistanden. Den kan også styrkes f.eks. på arbejdspladsen og uddannelsesinstitutionen samt i offentlige myndigheder, styrelser eller institutioner, hvis de inddrages direkte i udviklingsarbejdet. Det er der et stort potentiale for, hvis der tænkes bare lidt ud af boksen.
NGO’erne skal derfor nok fremover vænne sig til en øget konkurrence fra både den private og offentlige sektor om de midler, udenrigsministeriet vil afsætte til de nye partnerskabsaftaler, ministeriet ønsker at indgå til afløsning af de nuværende rammeaftaler med NGO’erne fra og med 2018.
Hvis regeringen virkelig ønsker at blive taget alvorligt, når den i udkast til en ny udviklingsstrategi siger, ”at den brede folkelige forankring skal fastholdes”, bør dette imidlertid afspejle sig konkret i den handlingsplan for Danmarks opfølgning på verdensmålene både nationalt og internationalt, som udenrigsministeren har bebudet klar omkring årsskiftet.
