Ny direktør i storfond, der også støtter u-lande

Michael Bjørn Nellemann


Foto: baby-ombord.dk
Forfatter billede

Det store Obelske Familiefond har nordjyske rødder, men gør sig i dag gældende på nationalt plan inden for forskning, kunst, sociale initiativer samt internationale projekter

Michael Bjørn Nellemann har tidligere været kultur- og presseråd ved Den Danske Ambassade i Paris i mere end ti år (2000-2011) og siden 2015 ved siden af sin stilling som museumsdirektør på Nivaagaard  fungeret som hofchef for Prins Henrik. Den post beholder han ved siden af jobbet som direktør i Det Obelske Familiefond.

"Som museumsdirektør kender jeg meget til fondenes betydning for kulturlivets mange brugere. De danske fonde gør en markant forskel for vældig mange i Danmark. Det gælder også Det Obelske Familiefond", siger Michael Bjørn Nellemann i en pressemeddelelse.

Bestyrelsesformand, Christen Obel, ser frem til samarbejdet med Nellemann:

”Michael har i sit virke dokumenteret, at han både har de faglige kompetencer, de kommunikatoriske evner og den ledelsesmæssige erfaring til at varetage opgaven som direktør i fondet. Samtidig tror vi, der er et godt match med fondets respekt for klassiske værdier og lyst og evne til at tænke nyt, som det er udtrykt gennem vores vision om at gøre en helhjertet, kvalificeret indsats for fremtiden”.

Også u-landsprojekter

Michael Bjørn Nellemann kommer til at fortsætte den udvikling, som Det Obelske Familiefond har gennemgået de sidste seks år, hvor fondet er gået fra at være en stor lokal fond i Nordjylland til at være en væsentlig national fond med strategisk fokus på forskning, kunst og socialområdet.

Et af de områder, hvor den store fond nu er gået ind med støtte, er projekter i u-landene. Således også under fondens juleuddeling i december 2016, hvor følgende beløb er opført under "internationalt":

SOS Børnebyerne

4.980.224 kr. til udvikling og gennemførelse af psykosociale metoder i arbejdet med sårbare børn i Rwanda

Læger uden Grænser

2.057.664 kr. til forbedring af forholdene for psykisk syge indsatte i Zimbabwes fængsler

Mellemfolkeligt Samvirke

1.709.592 kr. til understøttelse af LGBT-netværk i Kenya, Uganda og Nigeria

Maternity Foundation

3.000.000 kr. til nedbringelse af mødre- og spædbørnsdødelighed i udviklingslandene

Se også

https://globalnyt.dk/content/millioner-til-alvorligt-syge-og-boern-i-zambias-faengsler

Glæder sig

Den nyudnævnte direktør glæder sig til de nye udfordringer i fondsverdenen:

"Generøsitet har været et vigtigt nøgleord i mit virke som museumsdirektør for Nivaagaards Malerisamling. "Mad smager bedst når man deler", har altid været et godt ordsprog i min familie. Det Obelske Familiefond deler også ud – missionen er vel at øge summen af det gode. Det ser jeg frem til at hjælpe til med,” siger han.

Dagbladet Børsen skrev om ham i maj 2011 (uddrag):

De første år var bopælen Hellerup, men da faderen fik job som salgsdirektør hos Egetæpper, flyttede familien til Gjellerup uden for Herning, hvorfra han blev student fra Herning Gymnasium. Moderen var folkeskolelærer.

Han har læst SPRØK (sprog og økonomi) på Copenhagen Business School og tog derefter en bachelor i kunsthistorie på Københavns Universitet.  Efter endt studie stod han i 1997 bag åbningen af et nyt auktionshus – Museumsbygningen Kunstauktioner i København.

Mens han var kultur- og presseråd på Den Danske Ambassade i Paris fik han gjort Danmarkshuset på Champs-Élysées til et levende kulturelt hus.

Privat bor han på Frederiksberg i København og er gift med kunsthistoriker Anne Kristine “Banja” Rathnov Nellemann. Familien har fem drenge.