Jørgen Olsen
Jørgen Olsen (født 1951) er koordinator i Genvej til Udvikling (GtU), hvis modernetværk er Emmaus International (EI), stiftet af Abbé Pierre.
Olsen har gået i livets skole og kommer tæt på definitionen af en halvstuderet røver. Aktiv i EI siden 1969 – i 2011 valgt til EI’s politiske udvalg, hvor der sidder to afrikanere, to asiater, to latinamerikanere og fire europæere. Genvalgt til udvalget for anden og sidste 4-års periode i september 2015.
I 1978 var Jørgen Olsen med til at stifte GtU med baggrund i sin og medstifternes erfaringer med forskellige organisationer i og uden for Emmaus. GtU samarbejder med en halv snes græsrodsbevægelser i Vestafrika, især Kooperativet i Amataltal (Niger) og Pag-la-Yiri (Burkina Faso), som er den organisation i hele Emmaus International med flest medlemmer, 11.000, hvoraf de 10.000 er kvinder. Samarbejdet omfatter køb og salg af håndværksprodukter og i Amataltal desuden brøndrenoveringer, kvægavl, havebrug og tosproget undervisning (tuaregisk og fransk) for børn og voksne.
Ih, hvor jeg dog føler med Jørgen Harboe. Jeg er også tit blevet underlig til mode, når jeg har mødt en gadehverver eller er blevet ringet op.
Efter et halvt århundrede med en meget bred vifte af udviklingsarbejde er det ikke rart at blive reduceret til en, der bare skal af med nogle penge. Det er også ulideligt, når et menneske, jeg aldrig har mødt, anvender et tonefald, som om vi havde kendt hinanden i tyve år, på en gang robotagtigt og forlorent intimt. Men det er nok bare mig, der er ude af trit med moderne kommunikation. For hververen må vel være blevet instrueret i, at sådan taler man, hvis man vil have kroner i kassen?
De vigtigste aspekter omkring de anvendte hvervningsformer er, hvilke indtryk af organisationerne, der generelt aflejres i befolkningen samt hvilken betydning netop disse udadvendte aktiviteter har for samarbejdsrelationerne mellem de hvervende organisationer og i forhold til alle os andre i u-landskabet.
Hvordan kan den brede befolkning tro på organisationerne som samarbejdende størrelser, når den på gader og stræder kontaktes af den ene organisation efter den anden, der kun kan snakke om egne fortræffeligheder? Hvor meget tror hververne selv på det, de siger? Hvor meget smitter hververnes sprogbrug af på resten af den enkelte organisation? For den skal helst kunne samarbejde og hygge sig med os andre, når vi mødes i Globalt Fokus og til alle receptionerne.
Er det måske muligt at satse noget mere på aktiviteter som Couleur Café i og ved Nørrebrohallen i København i forsommeren eller Verdensspejlet i Ridehuset i Århus i festugen? Her er farver, kunsthåndværk og musik i forgrunden, og man slipper for at kontakte mennesker, der helst havde været det foruden. Der er et mylder af mange andre markedsaktiviteter rundt om i landet, udviklingsorganisationerne kunne koble sig på, hvis de ellers kunne komme lidt mere ud over Valby Bakke.
Nogen må tage initiativ til en evaluering af de sidste ti års gade- og telefonhvervninger, udført af X antal udviklingsorganisationer. Vi må have et eller andet at diskutere videre fra, selv om konklusionerne vanskeliggøres af, at det er muligt at tælle antal indsamlede kroner, mens det svært at sætte tal på ophobet modvilje hos strøgtrafikanter, der løber slalom mellem hververne – når der ikke er overskud til at tage imod den forlorne intimitet.
