Alternativet: Brug dansk bistand til at støtte organisationer, som rammes af USA’s nye anti-abortlov

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Som en af sine første handlinger som amerikansk præsident besluttede Donald Trump at lukke for amerikansk udviklingsbistand til de udviklingsorganisationer, der støtter abort.

Det er et stort tilbageskridt for kvinder og pigers rettigheder globalt, mener Alternativet, som derfor ønsker, at noget af den danske udviklingsbistand målrettes de organisationer, der bliver ramt.
 
“Vi så måbende til, mens en stribe mænd med Trump i spidsen gennemførte et frontalangreb på kvinders rettigheder ude i verden. Når Trump på den måde straffer organisationer, der støtter abort, bør vi reagere og bakke organisationerne op,” siger Rasmus Nordqvist, politisk ordfører og udenrigsordfører for Alternativet.

Konkret mener Alternativet, at Danmark bør støtte den internationale fond, som den hollandske regering barsler med som reaktion på Trumps udmelding.

Den hollandske minister for handel og udviklingssamarbejde Lilianne Ploumen annoncerede tirsdag en plan om at skabe en international fond, der kan støttes af regeringer, organisationer og private firmaer, for at kompensere de organisationer, der rammes af den nye amerikanske lov, skriver Washington Post.

En test af det internationale samfund
 
“Trump tester i disse dage det internationale samfund og vores vilje til at stå op for helt basale rettigheder. Vi har tænkt os at svare klart og utvetydigt, og det kan vi blandt andet gøre ved at sikre finansiering til disse udviklingsorganisationer og deres vigtige arbejde,” siger Rasmus Nordqvist.

Alternativet forestiller sig, at pengene til den internationale fond kan komme fra alle de penge, vi har sparet, fordi der sidste år kom flere tusind færre flygtninge til Danmark, end regeringen havde budgetteret med.

“Pengene til asyludgifter er taget fra udviklingsbistanden, men når de ikke bliver brugt, bør de tilbageføres til udviklingsbistanden og specifikt til organisationer, der altså nu mister amerikansk støtte. Det flugter godt med, at kvinders rettigheder er centralt i den nye udviklingsstrategi, der netop er vedtaget,” siger Rasmus Nordqvist.