Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
Da jeg for en måneds tid siden flyttede ind i Thailands badeby Hua Hin 200 km syd for Bangkok, tjekkede jeg som gammel journalist hotellets udbud af nyhedskanaler. Det var ikke noget luksushotel, og det viste sig, at de hverken havde BBC eller CNN, som jeg ellers holder mig til, når jeg er på rejse.
En hurtigt kig ned over de kanaler, hotellet tilbød, viste et væld af thailandske stationer. Dem havde jeg ingen glæde af, da jeg ikke forstår thai. De havde også Deutsche Welle, en fransk og en svensk kanal, men signalerne var svage eller programmerne virkede grå og kedelige.
Så dukkede Al Jazeeras engelsksprogede nyheder op på kanal 62. Den havde jeg kun brugt én gang før, og jeg kendte den derfor reelt ikke. Nu var den øjensynlig det bedste, hotellet havde at byde på, hvis jeg ikke vil blunde til de kulørte thailandske reklameshows. Derfor har jeg i hele den sidste måned set verdensnyheder gennem Al Jazeeras briller.
Positivt overrasket
Og jeg må sige, jeg er er overrasket. Positivt!
For mere end en halv snes år siden var jeg i en lignende situation. Det var, da George W. Bush og Anders Foghs Irakkrig brød ud. Jeg var våbenhvileobservatør i den del af Sri Lanka, som de tamilske tigre kontrollerede, og den amerikanske Fox var den eneste internationale nyhedskanal, jeg og mine kolleger både kunne se og forstå. Jeg kendte ikke Fox, men opdagede hurtigt, at news blev mixet med views, så det var svært at se, hvad, der var hvad. Jeg blev informeret, men følte mig lige så desinformeret.
Min skepsis blev total, da reporteren fra Fox under et blinkende banner med ’BREAKING NEWS’ pegede på en tom lastbil i ørkensandet og triumferende proklamerede, at her var det endelige bevis på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben!
Den samme skepsis havde jeg til at begynde med til Al Jazeeras engelsksprogede nyhedsprogram, der kører 24 timer i døgnet ligesom Fox, BBC og CNN. For i sit set-up er Al Jazeera langt fra uafhængig. Stationen, der begyndte at sende i 1996, er 100 % ejet af Sheik Hamad bin Thamer Al Thani, som er nært knyttet til Qatars kongehus.
Al Jazeera redigeres og sender fra Doha i Qatar. Set udefra er derfor al mulig grund til at nære al mulig skepsis mod stationen for at være under massiv indflydelse af kongelige konservative arabiske og islamiske interesser.
I praksis er min skepsis dog gjort til skamme. Jeg har fulgt udsendelserne løbende, mens Donald Trump har tordnet mod indvandring fra islamiske og mellemøstlige lande, og mens samme Trump har opgivet den traditionelle amerikanske passive støtte til en to-statsløsning i Israel-Palæstinakonflikten. Og ja, Al Jazeeras dækning af begge dele var kritisk, men virkede fair, og jeg følte mig velinformeret. Ikke skævt eller desinformeret, som da jeg fulgte Fox’s dækning af Irakkrigen.
Jeg kan af gode grunde ikke sammenligne med BBC, men jeg tror ærligt og redeligt ikke, at deres World News var mere fyldestgørende end Al Jazeeras på de nævnte områder!
Det er faktisk en stor ros fra en gammel reporter, der gennem mange og lange rejser har støttet sig til BBC World. Det var den gang, der var rigtige udviklingslande til, og den gang en lille kortbølgeradio i brystlommen var den udsendte medarbejders eneste forbindelse til omverdenen i de afrikanske, indiske eller bangalske landsbyer.
Styrke og svaghed
Jeg vil endda sætte trumf på min lovprisning af Al Jazeera.
Jeg interesserer mig for et udviklingsprojekt i Somaliland og derfor også for det netop afholdte valg i Somalia. Det blev fyldigt dækket af Al Jazeera fra Mogadishu og fra stationens hovedkvarter i Doha både før, under og efter den umulige valghandling i det håbløst splittede og misrøgtede land.
Jeg tvivler på, at nogen anden udbyder af 24 timers internationale TV-nyheder kunne matche den nyhedsdækning.
Al Jazeeras reportager var naturligvis influerede af stationens beliggenhed i Mellemøsten, men alt andet lige var det en ekstra fordel frem for reportager fra en station med hovedsæde i den gamle imperiehovedstad, London. Al Jazeeras dækning var, så vidt jeg kunne se, ikke farvet af særinteresser eller holdninger til begivenhederne i Somalia.
Et af stationens svage punkter er til gengæld, at jeg ikke så en eneste udsendelse om Qatar, emiraterne eller Saudi Arabien!
Situationen er øjensynlig lidt den samme, som da jeg for mange år siden arbejdede på en kristen radiostation i Addis Abeba. Den kristne station havde også en global nyhedssektion, modelleret på BBC’s. Det var i kejser Haile Selassies sidste tid, og vi rapporterede ikke om etiopisk politik. Det var prisen for ellers at kunne arbejde frit.
Som en kollega fra Radioavisen så poetisk udtrykte sit syn på kritisk journalistik i forhold til DR: Man skider ikke i sin egen rede.
Købte journalister
Et af de spændende aspekter ved Al Jazeera er stationens valg af journalister til det engelsksprogede nyhedsprogram. De fleste taler med amerikansk, irsk eller engelsk accent, selv om der også er arabisk klingende bylines på nogle af historierne. Journalisterne er helt klart købt udefra, ligesom emiraterne i vidt omfang køber sig til andre udenlandske fagfolk.
Nyhedskanalens bemanding rejser uvægerligt spørgsmålet, om der ikke er arabiske journalister nok med tilstrækkelige sprogkundskaber, eller om der mon snarere er for få arabiske reportere med den selvsikkerhed og frie udtryksform, der skal til, for at fremstå troværdigt overfor et vestlig publikum.
Hvad man end kan mene om de mange fremmedarbejdere, virker den vestlige journalistiske professionalisme og kildekritik enerådende i de engelsksprogede nyhedsudsendelser fra TV-stationen i det alt andet end demokratisk arabiske emirat. Valget er helt sikkert bevidst fra ledelsens side.
Al Jazeera betyder ’øen’ på arabisk, og journalistisk er stationen en isoleret ø af pressefrihed på den arabiske halvø.
Men er det en frihed, der vil overleve? Og vil Al Jazeeras tilgang til fri nyhedsformidling brede sig i de mange lande, hvor pressefriheden og demokratiet har trange kår? Det er desværre svært at tro i en tid, hvor falske og manipulerede nyheder har kronede dage selv i vores egen del af verden.
