Der er ikke den store grund til rundvisninger på kontoret, når 50-årige Rikke Friis sætter sig i stolen som international direktør i Dansk Flygtningehjælp den 20. marts 2017.
Hun kender nemlig om nogen huset. Rikke Friis er uddannet cand.scient.soc. fra Roskilde Universitet i 1996, men begyndte allerede sin karriere i Dansk Flygtningehjælp i studietiden.
Siden har hun haft en stribe betydningsfulde poster i organisationen, både i Danmark og internationalt. De seneste syv år som leder af enheden for kvalitetssikring, strategi- og politikudvikling, samt stedfortrædende leder af international afdeling.
I den tid, Rikke Friis har arbejdet i Flygtningehjælpen, har organisationen gennemgået en forvandling fra især at have et dansk fokus til i dag at være Danmarks største, internationale humanitære organisation.
I seneste regnskab fra 2015 er omsætningen på over 2,6 milliarder kroner med flere end 6.000 ansatte, som arbejder med mennesker på flugt i over 40 lande verden over.
"Jeg er overordentligt tilfreds med, at Rikke Friis har sagt ja til stillingen som international direktør. Hun har de seneste knap 25 år spillet en enorm rolle for Dansk Flygtningehjælps udvikling, og det har jeg fuld forventning til, at hun vil fortsætte med de næste mange år", siger generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
Den nyudnævnte internationale direktør i domicilet i Borgergade 10 i det indre København replicerer:
"Vi står desværre i en situation, hvor flere og flere tvinges på flugt, og det stiller store krav til organisationer som os, fordi der er behov for, at vi hele tiden kan hjælpe flere til at få et værdigt liv", siger Rikke Friis.
Hun sender samtidig en stor tak til sin forgænger, Ann Mary Olsen:
"Vi ville ikke være den organisation, vi er i dag, hvis det ikke havde været for Ann Mary. Hun har været med til at gøre Flygtningehjælpen til en af FNs foretrukne partnere, som hjælper mange millioner årligt", lyder det.