Der gik ikke lang tid, før den fes ind igen-igen, at Afrika-dækning på dansk tv i dag helst skal præsenteres som en fiks idé, som man tager med hjemmefra for at få den bekræftet dernede i ”Afrika” uden smålig hensyn til den omgivende virkelighed.
Reporter Sonne er ingen undtagelse, og han var ret konsekvent i de 28 minutter, galopperen igennem et par hjørner af Kenya varede. Det hed hele tiden ”Afrika”, som om det Kenya, hvor han befandt sig, repræsenterede alle 54 lande på det enorme kontinent.
Start-ups’ene var lig med teknologi-firmaer, der alle, på nær en, var startet og styret af hvide i pæne kontorer i rammer, der kunne ”ligne danske”, som det hed. På et tidspunkt kom jeg da også i tvivl, om Sonne bluffede og slet ikke var i Kenya, men snarere i Ballerup.
Hvad siger chaufføren?
Reporter Sonnes første kilde var DR2s kenyanske chauffør, der fortalte om det verdensberømte mpesa-system (mobil-bank- og -betalingssystemet, som er skabt af kenyanske Safaricom), mens de rullede igennem Nairobi, som Sonne sammenlignede med København: ”Everything is the same, except it’s very different,” hed det fra Sonne.
Så interviewede han tre unge danske fyre, der fandt Kenya ”ekstremt spændende”, et sted ”hvor der sker nyt hver eneste dag”. En af dem kom dog for skade at aflevere udsendelsens absolut mest interessante bemærkning, der trak i en hel anden retning end den medbragte fikse idé.
Som svar på Sonnes spørgsmål om mulighederne sagde han, at ”jo, det går hurtigt her”, og tilføjede så: ”Men der er også meget, der skal samles op på”. Den fik han ikke lov til at uddybe, selvom det nok kunne have rettet lidt op på den overoptimistiske stemning.
I stedet flimrede reporter Sonne i nye ultrakorte klip ind i Nairobis Kibera-slum, hvor han i en af indfaldsgyderne nåede at observere: ”Oh, there’s a phone shop.
Endnu en fiks idé
Så købte han mælk på klos fra en dame, ”som måske er den eneste, der ikke tager mpesa”, som han sagde. Igen en tilsnigelse, en fiks idé. Mpesa er nok udbredt, men der er stadig temmelig mange mennesker i Kenya, der ikke har en mobiltelefon.
Lynhurtigt videre til en ung, hvid amerikansk kvinde, Amelia, der havde penge med fra Berkeley-universitetet i Californien til at sætte gang i ”iværksættere” med markedsundersøgelser og nye ideer om f.eks. programmering, og det gik vist meget godt, selvom Sonne ikke kunne få hende til at sige, at nogen af dem var ”sky-rocketing”.
Så fór Sonne igen ud af Kibera, som de kenyanske myndigheder siden bosættelsens etablering for mere end hundrede år siden aldrig har godkendt som egentlig bydel. Kiberas beboere får stadig (upålideligt) strøm og vand af uformelle netværk, men den historie var nok lidt for anderledes dramatisk og spændende og gammel til at falde ind under kategorien ”start-up”.
Vi seere fik den da heller ikke, og så drønede Sonne ind til en ”ny afrikansk revolutionerende start-up”, denne gang noget der hed iHhub, også med iværksættere og nye ideer, og også med en hvid i spidsen. Og videre, videre til en tilsvarende biks, Nairobi Garage, også med en hvid chef.
Den afrikanske virkelighed
Her kiggede Sonne igennem kameralinsen ud ad vinduet og ned på et par små sorte drenge, der legede ”løbehjul” med et par cykeldæk og videre ud på Ngong Roads forbivandrende med trillebøre og konstaterede, at kigget sendte ham tilbage til en afrikansk virkelighed. Han var ”igen er i Afrika”, sagde han men racede så videre til endnu en hvidt drevet virksomhed, Maisha Meds, inden han flintrede han ud på landet, ”helt derud, hvor mangoerne gror”. Han må i turbofarten have overset, at der faktisk også er mangotræer i Nairobi.
Helt derude i en landsby, uden strøm, havde en familie i en lerklinet hytte med bliktag haft råd til ”en pakke” fra firmaet Mkopa med solceller og batterier, så man nu havde både el og fjernsyn.
1.600 kroner kostede det, og det var ikke ”decideret billigt”, lød det fra Sonne, der så stormede videre til et firma, OkHi, også ledet af en hvid, der imidlertid overlod til en sort at udtale sig om ”start-up”-en, hvis basale idé var at hjælpe folk med en telefon og online-adgang til at finde vej i Nairobi.
På eventyr i Kenya
Undertegnede nu totalt turbo-henførte TV-seer tænkte ved sig selv: Hvornår mon Nairobis bystyre får ressourcer til at navngive alle kvarterer og gader og veje? Det kunne være en slags ”start-up” og under alle omstændigheder en god historie for den nysgerrige journalist: manglende adresser og logistik som eksempel på, at ting i den fattige verden ikke fungerer som på den nordlige halvkugle.
Man kunne måske undervejs som reporter snige det gode spørgsmål ind: ”hvorfor”?
Men den slags er der ikke plads til hos DR2 og reporter Sonne, der vist farer videre til endnu et afsnit på – som han sagde i slutningen af udsendelsen – ”eventyr i Kenya”.
Et Kenya (= Afrika), der som det hed i starten af aftenens afsnit, er andet end ”vandhuller, gnuer og simple living” – formodentligt!
Se udsendelsen So Ein Ding: Start-ups i Afrika
