Det fremgår onsdag af følgende pressemeddelelse fra CARE Danmark:
Danmark vil gerne være en klimaduks, og regeringen er ikke sen til at fremhæve den klimastøtte, der gives til ulandene. En ny rapport viser dog, at der er store fejl og mangler i den danske rapportering af klimastøtte.
Den uafhængige rapport, som er finansieret af Folkekirkens Nødhjælp, CARE Danmark og Oxfam IBIS, viser, at klimastøtten -stik imod Danmarks forpligtelser i tidligere klimaaftaler- er faldende, at fordelingen mellem penge til reduktion af udslip og tilpasning til klimaforandringernes effekter er helt skæv, og at de penge, som Danmark giver i klimastøtte, tælles to gange og også rapporteres som udviklingsbistand.
Ifølge rapporten er der dog ikke tale om bevidst snyd, men om at de regler, som Danmark og andre lande følger, når de rapporterer bidrag til klimastøtte, er fulde af fejl og mangler.
Rapportens konklusioner får nu organisationerne bag til at rette en stærk kritik af de eksisterende regler og kræve, at metoden ændres.
Desuden opfordrer organisationerne regering til at leve op til løftet om en øget klimafinansiering og samtidig sikre, at der også prioriteres penge til klimatilpasning.
Klimastøtte falder og er svær at gennemskue
Rapporten konkluderer, at Danmarks klimastøtte stik imod vores internationale forpligtelser er faldet. I 2014 lå den samlede klimastøtte på 1,9 milliarder kroner, men i 2015 faldt den til kun 1 milliard kroner. Det er næsten en halvering. Samtidigt bidrager en uklar rapportering til stor usikkerhed om, hvad pengene bliver brugt til.
”Dansk klimastøtte er udsat for talgymnastik og røgslør. Men det er menneskers fremtid og overlevelse, det handler om, og derfor er det ikke i orden, at Danmark, når der er topmøder, lover at hjælpe og derefter ender med – formentlig ufrivilligt – at snyde på vægten på grund af et uigennemskueligt og knudret system ”, siger Folkekirkens Nødhjælps klimarådgiver Mattias Söderberg.
Skæv fordeling af støtte
Derudover fremhæver rapporten, at der ikke er balance mellem hvor meget støtte, der gives til grøn omstilling (dvs. reduktion af drivhusgasser) og hvor meget, der gives til klimatilpasning.
De rige lande har i FN-regi forpligtet sig til at fordele støtten ligeligt, men i perioden 2010-2015 gik 36 % af den danske klimastøtte til reduktion af udslip, men kun 9 % gik til klimatilpasning. De resterende 55 % gik til såkaldte ”tværgående projekter”, hvis formål er uklart.
Der lægges fra både dansk og international side op til, at private investeringer skal spille en større rolle i klimastøtten fremover, og selvom dette i sig selv er positivt, kan det gøre balancen endnu mere skæv, da stort set alle private investeringer er rettet mod reduktion af drivhusgasser i de rigeste lande og ikke klimatilpasning i de fattigste. Det betyder, at verdens allerfattigste risikerer at stå tilbage som taberne.
”Hvis vi ikke prioriterer støtte til klimatilpasning, bliver konsekvensen sandsynligvis, at flere mennesker må flygte fra klimaforandringer. Der er stort behov for både omstilling til en grøn udvikling og klimatilpasning. De rige lande har lovet, at de vil støtte begge formål, og det er skuffende, at vi nu kan se, at dansk klimafinansiering ikke leverer på den del, der handler om at hjælpe fattige lande og mennesker med at tilpasse sig og klare klimakriserne” siger Sarah Kristine Johansen, politisk koordinator i CARE Danmark.
Klimapenge er ikke nye penge
Endelig viser rapporten, at de penge, som Danmark giver i klimastøtte, også rapporteres som udviklingsbistand. De rige lande har forpligtet sig til at rapportere til FN, hvilke bistandsmidler der er nye og retter sig specifikt mod klima, fremfor andre bistandsområder. Dette krav lever Danmark ikke op til, hvilket gør det svært at gennemskue, hvilke midler der reelt er nye penge mobiliseret til klimastøtte, og hvilke der blot er gammel udviklingsbistand på nye flasker.
