Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
5. juni var en mærkelig dag for mig for 50 år siden. Den dag angreb Israel tre arabiske lande på én gang for at afværge truende invasioner fra Egypten, Jordan og Syrien. Israel var den gang 15 km på det smalleste sted og så sårbart, at nogle israelere kaldte landet for Auschwitz, – en regulær dødsfælde. Der var tre millioner israelske jøder og 100 millioner arabere, der ville af med dem.
Jeg fulgte spændt med. Året før havde jeg været til studenterkonference i Vestjerusalem og tabte mit hjerte til folket, der genopstod af døde efter Holocaust og fik ørkenen til at blomstre. Et land, der med kibbutzerne og folk som Ben Gurion, Golda Meir og Moshe Dayan viste, hvad zionisme, socialisme og udvikling kunne bruges til i praksis.
Et par dage efter – 7. juni – dumpede jeg til en afgørende eksamen og besluttede på stedet at rejse til det forjættede land og kaste mig ind i krigen på israelsk side.
Jeg kom for sent! Jeg rejste på tommelfingeren og 6. dagens krigen varede kun seks dage. Men jeg blev i et år, først i kibbutz og senere i det arabiske Østjerusalem. Jeg fulgte med fra de tidlige håb om at bytte erobringerne ud med varig fred til den senere forstening i en forkrampet besættelsespolitik, der indkapslede besættere og besatte, jøder og palæstinensere i et forkvaklet favntag, der blev næsten lige så dødeligt og kvælende, som Auschwitz i sin tid havde været.
Genfødsel
For mig blev opholdet en genfødsel fra at være falleret student til at blive næsten fuldvoksen journalist. Kærligheden til den jødiske opstandelse fra Hitlers holocaust og til landets oprindelige udviklingsoptimisme bestod, trods styrets degeneration mod et apartheidlignende kolonivælde, der kvalte spirerne fra den tidlige socialistiske zionisme under en voksende magtbrynde og herrefolksmentalitet. Osloprocessen i 1993 gav håb! En lille håndfuld israelere og palæstinensere, inkl. den dansk-israelske Ron Pundak, viste vej mod fred, men initiativet er for længst begravet.
Ikke desto mindre er 5. juni 1967 en særlig dag for mig. Israel overlevede og jeg mærker stadig både lykkerus og lettelse, selv om jeg hverken er jøde eller går ind for Netanyahus politik. Min egen videre skæbne vil for altid være knyttet til begivenhederne dengang. Det samme er troen på at selv den goldeste ørken kan blomstre, bare man vil det og tror på det. Israels nationalsang, ha-Tikva (håbet), er det smukkeste udtryk for udviklingstanken, jeg kender.
Modsat er Israel også blevet et udtryk for, hvordan overlegen udvikling kan omsættes i rå militær magt og undertrykkelse. Israelerne kunne tromle tre-fire arabiske hære flade på seks dage og gjorde det. De satte en politisk dagsorden, der også blev en slags udviklingsdagsorden, for magt og udviklingsmål reflekterer hinanden.
I vores egen verden har vi hidtil sat den globale dagsorden for, hvad der er god økonomisk, social og politik udvikling. Den globale enighed om de vestlige udviklingsidealer krakelerer nu på alle ender og leder og kanter sammen med det vestlige magtmonopol. Vi i Vesten er ikke længere alene om at definere ’fremskridt’. På samme måde er det blevet tydeligere, at Israel går op i sømmene. Det er i længden umuligt at være demokrati og besættelsesmagt på en gang. Den jødiske stat har udviklet sig til et forhadt apartheidstyre, den bruger sin magt til at håndhæve et menneskeligt, politisk og socialt uholdbart status quo.
Opringningen, der aldrig kom
Tilbage i 1967-68 sagde den israelske udenrigsminister Abba Eban, at han bare ventede på en opringning fra den egyptiske præsident Nasser. Så kunne de to skabe fred i Mellemøsten. Jeg husker både israelere og palæstinensere, der kendte hinanden fra før 1948, da Palæstina var britisk mandatområde. Især fra israelsk side var der mange, der strakte hånden frem for at genoptage forbindelsen som gamle venner efter flere krige og 19 års adskillelse.
Det er uendelig meget sværere at rækken hånden frem til venskab, når man er taber, men der var rent faktisk håb i luften i de første måneder efter den korte junikrig. Og en erkendelse af, at begge parter, jøder og palæstinensere, var bundet sammen på liv og død. Den nødvendige og nødtvungne samhørighed er der stadig, selv om det gyldne øjeblik efter 1967-krigen for længst er væk, og selv om næsten alle i dag råber ’forræder! ’ efter enhver, der nævner den.
Mit senere liv blev udviklingsjournalistik i en atmosfære, der siden 1960’erne er gået fra begejstring, håb og kølig velvilje til fjendskab og voksende gensidig mistro. Det blev os mod de fremmede. Lidt på samme måde som i forholdet mellem israelere og palæstinensere.
Og igen på samme måde slipper vi ikke for hinanden. Hvis vi ikke slår hinanden ihjel er vi nødt til at række hånden frem til samarbejde. Der er måske naivt at sige sådan noget, men der er ingen realistiske alternativer.
