Vestindisk folkefest på Frederiksberg

vestindisk
Oceana James, "For Gowie the Deceitful Fellow".
Foto: Sarene Brumant.
Gerd Kieffer-Døssing

Kan vestinderne omdefinere deres fortid og tage kontrollen over fremtiden? Og kan der skabes en dynamisk fremtid på De Vestindiske Øer?

Det er store spørgsmål, som en udstilling i Den Vestindiske Kulturambassade forsøger at svare på. I udstillingen ’Invisible Heritage’ fortæller ni samtidskunstnere fra øerne gennem film, performance, fotografi, collager, skulpturer og grafiske arbejder om den lokale kultur. De fokuserer også på de fortrængte fortællinger fra kolonihistorien på de tidligere danske øer, der ved salget i 1917 blev en koloni under USA.

Læs Globalnyts artikel om Kulturambassaden

Den dag i dag er livet også hårdt på øerne. En tredjedel lever i fattigdom, mordraterne er de højeste i USA, og arbejdsløsheden er høj. Det fremgik i Horisont-programmet, ’Slavernes børn’, der blev vist på DR1 i marts. Så der er stadig nok at kæmpe for på øerne.

Folkefest på Frederiksberg

Udstillingen åbner officielt søndag d.11. juni; samme dag, som der holdes Vestindisk folkefest. Programmet byder på musik, danseworkshop med dansetruppen We Deh Yah og debat om det lille ord med den store betydning – nemlig undskyld.

For nok har statsminister Lars Løkke forsøgt at lukke debatten om, hvorvidt der skal siges undskyld til De Vestindiske Øer ved at sige, at slavehandlen ”er en utilgivelig del af vores historie”. Det ændrer bare ikke på, at der er andre stemmer i debatten, der mener, at det helt på sin plads at sige undskyld.

Udstillingen ’Invisible Heritage’ løber fra d.11.-25. juni og kan besøges alle dage, undtagen mandage, fra 13.00 til 17.00 i Den Vestindiske Kulturambassade, Frederiksberg Runddel 1A, Haveselskabets Have.

Læs mere om Folkefesten.