København og andre storbyer i hele verden kræver klimaaction fra G19

cimg1143
Thomas Jazrawi

Borgmestre fra 35 megabyer anmoder i et åbent brev G20 om at handle for at bremse klimaforandringer.

Brevet er særligt stilet til de 19 lande, der ikke som USA har droppet Paris-aftale – den globale klimaaftale, der blev indåget i den franske hovedstad i 2015. 

Nedenfor er en liste over medunderskriver, hvor bl.a. Københavns overborgmester Frank Jensen er at finde. 

Her følger den fulde ordlyd af brevet i dansk oversættelse: 

Som borgmestre i mange af verdens store byer og på vegne af de mange hundrede millioner borgere, vi repræsenterer, beder vi jer – statsoverhoveder for G20-landene – indtrængende om at opfylde jeres forpligtelse til at gøre noget ved klimaforandringerne, der er et af verdens mest alvorlige problemer.

På baggrund af USA's intentioner om at trække sig ud af Paris-aftalen er det nu afgørende vigtigt, at de øvrige 19 ledere på det forestående G20-topmøde tager en beslutning om at sikre fremtiden for vores planet.

Lokale ledere i hele verden står sammen med jer om at opfylde vores pligt til at gøre noget aktivt ved klimaforandringerne i samarbejde med erhvervsledere og borgere i hele verden.

Vi er blevet inspireret af de mere end 300 modige klimaborgmestre fra byer i hele USA, der i de seneste uger har forpligtet sig til at tiltræde, overholde og holde fast ved Paris-aftalen.

Hundredvis af borgere, universiteter og virksomheder i USA har sagt “We Are Still In” og har givet tilsagn om at gå videre med ambitiøse klimamål samt sikre, at USA kan blive ved med at være en global leder inden for reduktion af CO2-udledning.

Gruppen er nu i gang med at udarbejde den såkaldte “America’s pledge”, der er en enestående indsats for at samle CO2-reduktionen efter by, region og virksomhed og sørge for, at USA opfylder sine forpligtelser i forbindelse med Paris-aftalen.

For at indfri Paris-aftalens mål kræves der helt exceptionel handling: Det haster nu med at indføre reformer inden for energi-, transport-, fødevare- og affaldsområdet – at fremme investeringer i økonomier med lav CO2-udledning for at skabe flere jobs og forbedre borgernes sundhed.

Undersøgelser, foretaget af C40-netværket, viser, at der skal ske væsentlige fremskridt mod opfyldelse af disse mål inden 2020, hvor den globale CO2-udledning skal have toppet.

I vores byer implementerer vi allerede de politikker og projekter, der er nødvendige for at opfylde Paris-aftalens mål. Som borgmestre forpligter vi os til at indføre effektive planer for CO2-reduktion, håndtere luftforureningen og investere i bæredygtig infrastruktur, der gør, at vores byer kan håndtere konsekvenserne af klimaforandringerne.

Vi foretager disse tiltag, fordi vi ved at skabe smarte byer opnår helt unikke muligheder.

Undersøgelser, foretaget af New Climate Economy, har vist, at man ved at skabe kompakte og sammenhængende byer, der er baseret på kollektiv transport, kan spare mere end USD 3 billioner på investeringer i infrastruktur inden for de næste 15 år.

Disse byer bliver også mere økonomisk dynamiske, sundere, mere retfærdige og får lavere udledninger.

Vi må alle sammen gøre en indsats for at redde planeten. I takt med at byerne introducerer elbusser, og borgerne begynder at vælge elbiler i stedet for biler, der forurener, skal landene sætte turbo på processen med at sørge for, at 100 % af elektriciteten kommer fra vedvarende kraftkilder.

I takt med at borgmestre og erhvervsvirksomheder fremskynder planerne for bæredygtig infrastruktur i vores byer, skal landenes regeringer sørge for, at byerne får adgang til finansiering fra internationale klimafonde og udviklingsbanker.

I takt med at der kommer selvkørende biler i vores byer, skal vi sammen arbejde for at skabe et lovsystem, der sikrer, at denne ændring kan være med til at tilsikre emissionsreduktion i stedet for det modsatte.

I har det privilegium at stå i spidsen for jeres land på et unikt tidspunkt i historien, hvor I kan være med til at udnytte det potentiale, der ligger i Paris-aftalen.

Byer i hele verden og deres borgere har en fælles vision om en retfærdig og bæredygtig fremtid – en fremtid, der vil gøre vores samfund renere, sundere, gladere og mere velstående. 

Sammen med erhvervsledere har vi allerede valgt en klimasikker fremtid med muligheder, optimisme og innovation – der findes ikke noget alternativ.

Som C40-borgmestre vil vi fortsat gå i spidsen hvad angår klimaindsatsen i de vigtigste byer i verden for at sikre en bedre fremtid for borgerne og planeten samt større global velstand.

I dag forsøger vi at skabe en mere pragmatisk og positiv alliance med jer til glæde for borgerne og samfundet.

Vi ser frem til at samarbejde med jer. Gå ikke glip af denne mulighed for at give verden nyt håb for fremtiden.

 

Underskrivere:

Anne Hidalgo, borgmester i Paris og formand for C40

Ahmed Aboutaleb, borgmester i Rotterdam

Steve Adler, borgmester i Austin

Wasim Akhtar, borgmester i Karachi

Herbert Constantine M. Bautista, borgmester i Quezon City

Ada Colau, borgmester i Barcelona

Robert Doyle, borgmester i Melbourne

Denis Coderre, borgmester i Montréal

Helen Fernandez, borgmester i Caracas

Phil Goff, borgmester i Auckland

Rafael Greca, borgmester i Curitiba

Hanna Gronkiewicz-Waltz, borgmester i Warszawa

Fumiko Hayashi, borgmester i Yokohama

Frank Jensen, borgmester i København

Raymond Johansen, borgmester i Oslo

Georgios Kaminis, borgmester i Athen

Mohammad Sayeed Khokon, borgmester i Dhaka South

Yuriko Koike, borgmester i Tokyo

Eberhard van der Laan, borgmester i Amsterdam

Horacio Rodríguez Larreta, borgmester i Buenos Aires

Ed Lee, borgmester i San Francisco

Patricia de Lille, borgmester i Cape Town

Clover Moore, borgmester i Sydney

Michael Müller, borgmester i Berlin

Ed Murray, borgmester i Seattle

Antônio Carlos Peixoto de Magalhães Neto, borgmester i Salvador

Claudio Orrego, borgmester i Santiago

Mauricio Rodas, borgmester i Quito

Gregor Robertson, borgmester i Vancouver

Giuseppe Sala, borgmester i Milano

Yousef Al Shawarbeh, borgmester i Amman

Mohammed Adjei Sowah, borgmester i Accra

John Tory, borgmester i Toronto

Karin Wanngård, borgmester i Stockholm

Martin J. Walsh, borgmester i Boston

Ted Wheeler, borgmester i Portland

Kam Sing Wong, miljøminister i regeringen for den særlige administrative region Hongkong

Park Won Soon, borgmester i Seoul

Prof. Dr. Eckart Würzner, borgmester i Heidelberg