Flere end 20.000 børn i ni distrikter i Somalia, som Red Barnet har undersøgt, risikerer at sulte ihjel i løbet af få måneder, skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Red Barnets nye undersøgelse, som er gennemført i samarbejde med organisationerne Concern Worldwide og Action Against Hunger, viser, at antallet af alvorlige tilfælde af akut underernæring – den værste kategori inden for sult – er eksploderet voldsomt i omkring halvdelen af de undersøgte ni distrikter.
Alene i distriktet Mataban er 9,5 procent af børnene under fem år nu akut underernærede.
En række indikatorer inden for ernæring, fødevareforsyninger og dødelighed skal være opfyldt, før man erklærer hungersnød. Ifølge Red Barnets undersøgelse peger indikatoren for ernæring på hungersnødslignende tilstande i nogle områder af landet, skriver organisationen.
“Manglen på mad og det stigende antal af akut underernærede børn er rystende. Der er faldet utilstrækkelige og utilregnelige mængder regn i landet, og det har været umuligt at sikre vækst for afgrøderne. Familier mister den smule, de har tilbage af deres levebrød og husdyr, og det efterlader dem med meget begrænsede muligheder for at forsørge deres børn,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen, som er områdeansvarlig for Afrika i Red Barnet.
Millioner af mennesker i livsfare
Organisationen anslår, at der er brug for 1,5 milliarder dollars for at dække behovet for nødhjælp og indsatsen for at redde liv i Somalia. Indtil videre er der kun indsamlet 550 millioner. Red Barnet opfordrer det internationale samfund om hurtigst muligt at følge den britiske regerings eksempel og fortsat støtte tørkeresponsen i Somalia.
“I den første halvdel af året så vi en betydelig støtte fra donorer. Det gav os mulighed for at hjælpe en million sårbare og udsatte børn. Men de penge vil snart være brugt op, og det efterlader millioner af børn og voksne i livsfare. Følger andre regeringer ikke trop, risikerer vi at gentage rædslerne fra 2011, hvor 250.000 mennesker – halvdelen af dem børn – mistede livet i en hungersnød, vi med verdenssamfundets hjælp kunne have bremset,” siger Jakob Eilsøe Mikkelsen.
Tørkerelaterede sygdomme som kolera er begyndt at sprede sig i Somalia. Sygdommen har været årsag til flere tusind dødstilfælde og efterlader udsatte børn endnu mere sårbare.