Ole Therkildsen
Ole Therkildsen (født 1945) startede i ’branchen’ som u-landsfrivillig i Tanzania i 1970. Han er nu seniorforsker emeritus på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han koordinerede forskningsprogrammet ”Eliter, produktion og fattigdom: en komparativ analyse.”
Han har også forsket i borgerdeltagelse, decentralisering, beskatning, og reformer af den offentlige sektor i det sydlige Afrika.
Temaet i denne blog vil ofte være sammenligninger mellem fattige og rige lande. De kan være både meget ens og meget forskellige på overraskende måder.
Sommeren, eller det der ligner, er over os. Her er en guide til faglitteratur om udvikling for kræsne GlobalNyt læsere, for hvem kun det allerbedste er godt nok.
Pligtlæsning får man løn for (hvis man er heldig). I sommerferien skal der læses af lyst. Min hitliste er lavet for sprogelskere, som nyder faglitteratur skrevet i et sprog, der siger sparto til de fynske morgentåger.
Det kan være svært at definere og finde den slags sprog. Heldigvis har en økonom fra Verdensbanken (hvem ellers?) fundet en objektiv målestok. Paul Romer, bankens nye cheføkonom, udregner simpelthen ”og”-ernes procentandel af det samlede antal ord i en tekst. Jo højere andel, desto bedre.
”Og” er nemlig et meget vigtigt ord. Det kan bruges til at flette guirlander af betydningsfulde ord, der svæver gennem teksten, og give læseren inspiration til at fabulere og tænke stort. Hyppig brug af ”og” sikrer også en holistisk tilgang – at det hele kommer med. Det er især vigtigt for skrivning om udvikling, hvor alt, som bekendt, hænger sammen. Som Romer skriver er ”dette, og dette, og også dette, og hint… [O]rdet ”og” er blevet det mest anvendte i Bankens prosa.”
Figuren viser det dramatiske opsving i brugen af ”og” i Verdensbankens rapporter. Her er to eksempler fra en 1999 Bank rapport, som Moretti og Pestrefra Stanford Universitets litteratur laboratorium har fundet frem.
- “promote corporate governance and competition policies and reform and privatize state-owned enterprises and labor market/social protection reform”
- “There is greater emphasis on quality, responsiveness, and partnerships; on knowledge-sharing and client orientation; and on poverty reduction”
Det første citat er en politisk-grammatisk sprogblomst – en sand gave til læseren. Andet citat kommer godt rundt i begreberne, selv om de seks navneord egentlig ikke har meget med hinanden at gøre. Men vigtige emner er de da alle sammen.
Med tiden er Banken således blevet rigtig god til at bruge ”og.” Tilbage i 1980erne udgjorde det cirka 2.6 procent af alle ordene i Bankens rapporter. Det tal er i dag steget til omkring 6 procent eller mere.
Danske udviklingsorganisationer står ikke tilbage for Verdensbanken, når det gælder brugen af ”og.” Her er nogle af de ypperste nyere publikationer, hvor det lille bindeord florerer.
Forfatter | Titel |
”og” (% af samlede antal ord) |
UM/Danida | Verden 2030. Danmarks udviklingspolitiske og humanitære strategi. |
7.6 |
Oxfam/Ibis | Empowerment for economic & social justice. Oxfam Ibis’ thematic profile and added value in Oxfam |
7.2 |
Mellemfolkeligt Samvirke/Action Aid | Fællesskaber for en bæredygtig og retfærdig verden. Strategi 2018-2022 |
6.7 |
Så, kære læser: I sommerferien skal der læses rapporter fra danske udviklingsorganisationer, hvis du vil nyde noget af det mest avancerede “development speak.” De er helt på højde med Verdensbankens komplekse og floromvundne skriverier.
Dog må jeg komme med en tilståelse, kære læser. Pas på. Jeg har vendt Romers argumenter på hovedet.
Faktisk svor han kun at ville godkende rapporter med en ”og”-andel på højst 2,6 procent. Det var niveauet i tidligere tiders Verdensbanksrapporter. Romer argumenterede for, at en Verdensbanksrapport “ligesom en kniv, skal være smal for at kunne stikke dybt.” For mange ”og”-er forplumrer fokus.
Med til historien hører, at Romer efterfølgende blev frataget kontrollen over den indflydelsesrige Development Economics Group som tak for sine anstrengelser.
For folk med ambitioner om at skærpe det skrevne sprog i den danske udviklingsbranchen tjener Romers skæbne til skræk og advarsel. De vil møde stor modstand. Kaskader af ”og” skal derfor nok overleve. Vi kan se frem til mange sommerferier med læsning af udviklingsskriverier på dansk, der undgår at stikke dybt ved flittig brug af det lille ord ”og.”