Karsten Riise
Karsten Riise er cand.merc. et art. (spansk) fra Copenhagen Business School og Københavns Universitet.
Har undervist på Niels Brock i København.
Arbejdet som chef hos Østasiatisk Kompagni ØK i Tyskland og været senior Vice President for Mercedes-Benz i Danmark-Sverige med ansvar for 1 milliard dollars.
Konsulentarbejde i strategi og organisation.
Har i flere år skrevet om internationale og samfundsvidenskabelige forhold i e-magasin Change News.
Afrika og udvikling er et personligt engagement, og konkrete forslag har startet dialog og mange kontakter med flere lande, både i Afrika og andre steder.
Artikler på www.academia.edu
Twitter: @Karsten_Riise
I to foregående indlæg har jeg i Globalnyt beskrevet behovet for investeringer i Afrikas hurtigt voksende byer, og udfordringen med at skaffe mindst 20 millioner jobs – heraf 14 millioner nye jobs i byerne – hvert eneste år de næste 20 år. Spørgsmålet er, hvordan det lykkes – og hvordan Danmark på en helt ny og stærk måde kan bidrage til noget stort.
Kommentar: Risiko for at fylde Afrika med ny gæld (13.08.2017)
Kommentar: Afrikas byer behøver enorme private investeringer (17.08.2017)
Afrika behøver en meget hurtig udvikling. Europa har en stor interesse heri. Begge dele har jeg beskrevet tidligere. Men hvordan?
Jeg har over længere tid ledt efter nogle af de største langvarige succes-historier for økonomisk udvikling, og jeg har undersøgt deres erfaringer.
Asien er efterhånden næsten overalt succeser. Et vigtigt eksempel er Sydkorea, der startede som et landsbrugsland med godsejere, for Koreas industri fra før Koreakrigen lå i Nordkorea.
Korea var ødelagt af japansk besættelse i 1945, og 5 millioner civile blev dræbt i Koreakrigen. Sydkorea var i 1960 lige så fattigt og ødelagt, som nogle af de fattigste dele af Afrika i dag og det var et militærdiktatur.
Kun få af Asiens succeslande har været bare nogenlunde demokratier. Hong Kong var en koloni, Taiwan og stadigvæk Kina ét-parti stater, Malaysia og Singapore nærmede sig én-mandsstyre. Malaysia var ligesom Korea ødelagt af 2. verdenskrig, og senere af borgerkrig og briternes brutale anti-oprørs-krig, som imidlertid måske netop i Malaysias tilfælde endte med en ret høj stabilitet.
Der var og er stadigvæk bunker af korruption i stort set alle Asiens lande, og ikke mindre korruption i det demokratiske Indien. Interessant nok er der stort kun meget lidt korruption i Singapore, som ikke er særlig demokratisk.
Korruption er altså ingen hindring for vækst – og demokrati er ikke en forudsætning.
Næsten hele Asien er efterhånden kæmpe udviklings-succeser med meget få u-landsfrivillige bortset fra Sydasien. Det drejer sig om hastig økonomisk vækst.
Universiteternes ”udviklingsstudier” har i årtier kritiseret og set ned på økonomisk vækst. Men der er altså ikke behov for frivillige til at grave brønde og bygge skoler i landsbyer, når samfundet bliver rigt nok til bare at ringe til et lokalt firma, der gør det professionelt.
Hvad kan Afrika lære af Asiens succésrige vækstlande?
Stabilitet – næsten fremfor alt. Også i Asien har der været folkemord, store krige og højt niveau af ustabilitet. Først når stabilitet indtraf, kunne samfundene komme op igen – selv Cambodia er nu efter folkemordet ligesom Rwanda i Afrika på vej frem.
Hurtigt 100 procent læsefærdighed for alle – her halter Afrika stadig enormt. Alle asiatiske lande er besat af uddannelse. Gerne universitetsuddannelse i udlandet, betalt af stærke familiebånd, ud af høj privat sparsommelighed. Kæmpe investeringer – op til 35-40 procent af bruttonationalproduktet blev taget fra forbrug og brugt til investering. Det medførte flere årtier med så kraftig industri-beskæftigelse, at det kunne opsuge landbefolkningen, der vandrede til byerne, og lange tider med lave lønninger – og med langvarigt konkurrencedygtig og enormt hastigt stigende eksport. Mange familier gav afkald på fremgang, for at børnene kunne komme videre.
Ofte stor ulighed, men i mange steder en ulighed, der ikke i sin helhed gjorde store grupper fattigere, men som tværtimod gav langvarig fremgang til større og flere grupper. I Sydkorea, for eksempel, steg uligheden ifølge faglitteratur generelt ikke.
Nogle samfund satsede på store, tunge virksomheder (Sydkorea), andre på noget mindre virksomheder (Taiwan).
Eksporten betalte for kæmpe import af den nyeste (vestlige) teknologi, men forbrugsgoder til eget behov producerer Asien selv. Asien er ikke bange for at lære, og at kopiere betyder blot at ”indhente hurtigere”. Trods start med billig-produkter, havde disse samfund imidlertid allerede fra start hurtigt fokus på en stigende andel af egne originale produkter baseret på lokale idéer, voksende mængder, services (IT, bl.a.), konstant stigende kvalitet og værdi.
Knallerter, små biler, transistor-radioer og små kopierings-maskiner kom til Vesten fra Asien, netop fordi asiaterne manglede penge og plads – samfundene udviklede selv løsninger på deres behov, og det gav dem unikke eksport-produkter.
Efterhånden som arbejdskraft-reserven på landet svandt ind, så steg lønningerne i Asiens byer hurtigt, og succes-samfundene øgede videns-indholdet af deres produkter, og udviklede globale services, så de kunne betale de højere lønninger.
Da Singapore for eksempel havde fået succes gennem billigproduktion, hævede regeringen bevidst minimumslønningerne for at ”få plads” til mere værdiskabende virksomheder. Klare regler, love og ”institutioner”, og lav korruption, som prædikes overfor Afrika af politikere, NGO’er og professorer og regeringer i Vesten, eksisterer ikke i Kina. Men dét har i 30 år ikke stoppet Kinas vækstmirakel.
Virksomme politikker til et moderne Afrika
Det gør virkelig indtryk, når jeg læser hvor dygtigt og fremadtænkende de ansvarlige for Kinas Særlige Økonomiske Zoner arbejder aktivt med til at udvikle erhvervs- og byudviklingen i zone-områder som Shenzhen i tæt samspil med virksomhederne.
Somme tider går kinesiske zone-myndighederne endda ind og fremmer sammenlægning af små virksomheder indenfor en konkret industri (f.eks. sko) med for lav eksport-kvalitet, og de fremmer aktivt virksomhedernes design-niveau og mekanisering (feks. i tekstilindustrien).
Inspireret af Kina, søger jeg at inspirere regeringer i Afrika til at etablere Special Economic Zones. Afrika behøver eksportadgang for kvalitetsprodukter og ydelser i stor skala til rige markeder, EU og USA.
Der er også brug for en række andre tiltag:
- Små offentlige sektorer (i vestlig forstand) og lave skatter.
- Bankhemmelighed og handelscentre som Singapore og Hong Kong, for at tiltrække penge og motivere investering.
- Stor sammenblanding af private og statslige interesser (dét gør Vesten også, bare mere ”diskret”).
- Erhvervsmuligheder – udenlandske virksomheder og investeringer i større skala – men som i Asien på betingelser, hvor samfundene selv har en stor ejer-andel eller grad af kontrol.
Asiatiske samfund har tilsyneladende i mindre grad end f.eks. Latinamerika haft eliter og fagforeninger, som har holdt resten af samfundet ude fra udviklingen, med en langsommere og smallere vækst som resultat.
Asiatiske eliter er ofte stærke og ikke altid særlig demokratiske, men de er generelt kompetente og arbejder aktivt for en hastig værdiskabende udvikling i hele samfundet.
Dygtige asiatiske eliter har ofte set succesrig vækst som nødvendig for at undgå udenlandsk dominans, og bevare stabilitet (inkl. magten). Afrika har mange eliter, som også arbejder dygtigt for hastig udvikling af deres samfund, men Afrika behøver endnu flere.
Asiatiske samfund er meget bevidste om deres kultur, og bruger højhuse som ’Taipei 101’ til at markere identitet.
Afrika må bevidst omsætte sin levende afrikanske landsby-kultur til markante afrikansk storby-identiteter, ikke kun i en afrikansk arkitektur-form, men ekstremt vigtigt også i en afrikansk storby-livsform.
Udvikling af konkurrencedygtig afrikansk industri, håndværk, marketing-services og medier er nødvendige for udvikling af en stærk moderne afrikansk identitet, kultur, design, madtradition, så Afrika kan eksportere mindst lige så meget kultur til Vesten som omvendt.
Hvad bør Danmark gøre?
En del af dét, jeg skriver, er ikke traditionel ”dansk tankegang”, dét ved jeg. Danmark må tænke nyt – mere praktisk, mere stort. Mere sammen med Europa.
Rigtig mange succés-lande som Etiopien, Uganda, Tanzania, Botswana, Elfenbenskysten, Ghana, selv Burkina Faso, og strategisk vigtigt Marokko, er på vej i en ”asiatisk” retning, og på en afrikansk måde. Sydafrika begynder at minde om den ”latinamerikanske” retning.
Stabilitet og sikkerhed er stadig et kæmpe problem i meget store områder i Afrika. Læsefærdigheden er alt, alt for lav, infrastruktur mangler, og langt mere uddannelse behøves.
Danmark har mange ressourcer, ikke kun til traditionel ulandsudvikling, men også vidensmæssigt, teknologisk, erhvervsmæssigt, finansielt, og endda militær med udlandserfaring. Danmark må mobilisere disse nye typer ressourcer til Afrika, og indsætte dem på helt nye måder , for at Afrika kan komme hurtigt nok videre.
Eksisterende ulandsbistand har fungeret – ros for det – men nu er der en helt anden, ny fase.
Så hvilke helt nye ting skal Danmark lære og gøre – for at Afrika får fart nok på videre?
