Piger, kvinder, kasteløse og personer med handicap; alle er de marginaliserede mennesker, der ikke kun lever i fattigdom, men også står over for utallige andre hindringer.
Mission Øst udgiver nu en håndbog til fri afbenyttelse for alle organisationer og andre interesserede, skriver organisationen i en pressemeddelelse mandag.
Hjælpeorganisationen arbejder i Nepal med både akut katastrofehjælp og langsigtet på at forebygge katastrofer ved at samarbejde med lokalsamfund om at reducere jorderosion og oprette alarmsystemer og lave evakueringsplaner. En essentiel del af dette arbejde er at inkludere personer med handicap, som ellers ville blive efterladt under katastrofer.
Alle marginaliserede grupper er desuden repræsenteret i de lokale landsbykomitéer, som tilser dette arbejde. Det er erfaringerne herfra, der nu kan komme andre organisationer og Mission Østs øvrige syv arbejdslande til gavn.
’Towards Inclusion’ er blevet til i tæt samarbejde mellem tre organisationer, der har bidraget med hver deres erfaringer: Mission Øst, ICCO Nepal og Light for the World. Alt sammen under ledelse af inklusions-eksperterne Vera van Ek og Sander Schot.
’Towards inclusion’ viser på pædagogisk vis, hvordan hjælpeorganisationers gode intentioner om at inkludere marginaliserede grupper kan føres ud i livet, så ingen befolkningsgrupper lades tilbage i et lokalsamfunds udvikling. Med billeder, grafer og illustrationer guides læseren fra analyse til konkret handling.
Konkrete værktøjer
Først føres læseren gennem en grundig evaluering af sin egen organisations tilgang til inklusion og muligheder for at involvere samarbejdspartnere og donorer i processen.
Derefter præsenteres et sæt værktøjer, som dels kortlægger muligheder og forhindringer for at inkludere marginaliserede grupper i alle faser af udviklingsarbejdet, og dels viser, hvordan man helt konkret går til værks for at få alle med i udviklingen.
Håndbogen giver også hjælp til at evaluere og måle effekten af alle anstrengelser. Det sker på måder, der inkluderer dem, hvis stemme ofte ikke bliver hørt, hvad enten det er en analfabet, en person med handicap, der ikke kan forlade sit hjem, eller en kasteløs dalit, der aldrig før har haft mulighed for at udtrykke sin mening.
Til sidst gives der bud på, hvordan den inkluderende tilgang kan blive en naturlig del af lokalsamfundets kultur. Her er nøgleordene: Vision, kommunikation, bemyndigelse, udholdenhed og fejringer af både små og store sejre.
"Det er med glæde og stolthed, vi nu kan udgive et omfattende materiale ud fra ’best practice’ i Nepal gennem 10 år. Vi håber, at så mange organisationer som muligt vil få gavn af håndbogen, og endnu vigtigere: At alle de mennesker, der ellers bliver diskrimineret på grund af køn, hudfarve, handicap, etnicitet, kaste, religion eller seksuel orientering må få værdigheden tilbage og fuldt ud bidrage til at løfte og udvikle deres lokalsamfund," siger Missions Østs generalsekretær Kim Hartzner.
"Denne praktiske vejledning vil styrke Mission Østs arbejde for – sammen med lokale partnere – at nå de mest udsatte mennesker og i sidste ende bidrage til FN’s overordnede mål, at 'ingen lades i stikken'”, siger Mission Østs vicelandsleder i Nepal, Santosh Sharma.
Han bakkes op af Mission Østs samarbejdspartnere i landet:
"Håndbogen vil hjælpe os yderligere i arbejdet med ligestilling og inklusion. Bogen vil også være et godt redskab i bredere politisk fortalervirksomhed," siger Monah Singh Sunar, der er generalsekretær i Nepal National Dalit Social Welfare Organization (NNDSWO).
’Towards inclusion’ er på 144 sider og kan downloades gratis på Mission Østs hjemmeside.