Pernille Høj
Pernille Høj er født i 1987 og kandidat i International Development and Management fra Lunds Universitet.
Hun har været aktiv i den danske studenterbevægelse og arbejdet med kapacitetsopbygningsprojekter med studenterorganisationer i Zimbabwe og Palæstina støttet af DUF’s projektpuljer.
Hun har været en del af Mellemøstekspeditionen i Jordan og arbejdet med HIV-forebyggelse og seksualundervisning som praktikant for UNESCO i Dakar, Senegal.
Pernille Høj bor i Kara i det nordlige Togo, hvor hun arbejder med at forbedre sundhedssystemet for mødre og børn.
Hun skriver med fokus på global sundhed, kvinders rettigheder og den globale udviklingsdagsorden.
Min far videresender mig ofte artikler fra net-mediet Zetland, typisk fordi de omhandler et emne, han tænker, jeg har forstand på. For tiden er en del artikler havnet i min indbakke, Zetland har nemlig skrevet en del om:
- Hvordan vi kommer den fremtidige overbefolkning i det såkaldte ’Afrika’ til livs
- Hvordan vi overkommer fattigdom i verden
Ikke at jeg kan prale af at have specielt stor forstand på nogen af delene; er ikke forsker eller ekspert. Men jeg arbejder i en organisation, der beskæftiger sig med begge dele – og ser selv massiv fattigdom på daglig basis.
Dog knækker filmen ofte for mig, når jeg læser den slags artikler fra intellektuelle, radikale medier. Selvom disse slår sig op på at gå i dybden med emnerne og har journalister, der læser The Economist, og har de rigtige ekspertkilder osv., så kan jeg alligevel altid mærke tæerne krumme og argumenterne til et dirrende indlæg på Facebook med henvisning til artiklen arbejde sig op inde i mig. Tingene bliver sat på spidsen med en catchy rubrik og én hovedkilde, hvis citater bekræfter rubrikken.
Penge og geder
Tag nu denne artikel med en ellers ret interessant vinkel ”Er penge mere effektive end geder? To tal, der peger på, at nødhjælpsindsatsen måske bør lægges helt om”.
Vinklen er, at for at komme ekstrem fattigdom til livs (løfte alle de mennesker, der lever for under 1,9 dollar om dagen ud af fattigdom), bør man overføre dem penge i stedet for at donere geder og alt det andet en NGO eller et program kunne finde på at sende sydpå.
Ja, hvorfor ikke, i stedet for at bruge en masse penge på administration og indkøb, blot sende de kolde kontanter. Ingen tvivl om, at pengeoverførsler gør stor gavn, særligt i fattige egne af verden; der er talrige opgørelser, der viser, hvordan overførsler fra diaspora og migrantarbejdere betaler for mad, skole, sundhed osv. for familier hjemme.
Men artiklen kludrer grundigt rundt i begreberne, for der tales først om ’nødhjælp’ – hvor Haiti bruges som eksempel på, hvor galt det kan gå, når vi donerer alskens mærkelige aflagte ting til ofre for naturkatastrofer. Der er meget langt fra nødhjælp til varig udvikling, og sidst jeg tjekkede, var der ingen seriøse NGO’er eller bistandsprogrammer, der havde som primært formål at sende en masse ubrugeligt ragelse til udviklingslande.
Desværre er varig udvikling langt mere komplekst. Det kræver stærke systemer og institutioner (f.eks. uddannelse og sundhed), menneskerettigheder og god regeringsførelse til at opretholde disse. Man kan så starte et argument om, hvad der kommer først; at opbygge disse institutioner, så folk kommer ud af fattigdom, eller at løfte folk ud af fattigdom, så de har overskud til at kræve institutionerne selv.
En aktuel tendens
Artiklen falder ned i en meget aktuel tendens i global udvikling, hvor man forsøger at finde ud af, hvad der er mest kost-effektivt – altså, hvor får man mest ’livsforbedring’ for udviklingspengene. Der tales meget i disse år om, hvorvidt udviklingsbistanden egentlig virker, eller om vi burde skrotte det hele og lade landende klare det selv. De største private donorer (Gates Foundation for eksempel) indsamler data og laver kost-analyser af, hvad der virker og hvad der betaler sig bedst.
Det er bestemt ikke første gang, man taler om at overføre penge direkte til dem, der har brug for dem. ’Unconditional cash transfers’ (’ubetingede kontantoverførsler’) hedder det i fagsprog. En analyse fra Bangladesh lavet i samarbejde med økonomer og tænketanken Copenhagen Consensus (ja, jeg ved godt, det er Bjørn Lomborgs tænketank) har vist, at unconditional cash transfers giver 0,8 igen per 1 dollar investeret – altså ikke en særlig god investering i det lange løb. Hvorimod f.eks. digitalisering i den offentlige sektor giver flere hundrede dollars igen per dollar investeret og hjemme-sygeplejeske-besøg hos nybagte mødre giver 27 dollars igen per dollar investeret.
Håb for geden?
Der kan siges mange dårlige ting om disse cost-benefit analyser, der ikke kigger på de forskellige programmers kontekst, levetid og bæredygtighed, og ofte ganske simpelt og kynisk opgør menneskeliv i penge. På den anden side er analyser af, hvad tingene koster og hvad der virker med til at vise, at de simple løsninger sjældent styrker samfund i det lange løb. En af løsningerne i CC-analysen var et program, hvor ekstremt fattige kvinder på landet i Bangladesh fik dyr (f.eks. kyllinger, køer eller geder) og adgang til basal undervisning, bl.a. om, hvordan deres lille forretning kunne vokse.
Efter to år i programmet kunne kvinderne forsørge sig selv og deres forretninger var typisk vokset. Efter 10 var en stor del af kvinderne trådt ind i gruppen ’middelklasse’ frem for ekstrem fattig.
Dette program giver 1,9 dollars igen per dollar investeret, men det har vist sig at virke over en meget lang årerække og i forskellige lande.
Så måske er der stadig håb for gederne i fattigdomsbekæmpelse?
