Der er brug for øget viden om, hvad der faktisk virker, når mediefolk arbejder i risikofyldte områder for at få information og nyheder ud og har brug for sikkerhed og beskyttelse.
Alene i 2017 er mere end 30 lokale journalister blevet dræbt som følge af deres arbejde for at afdække korruption eller konflikt. Langt flere udsættes for chikane.
Derfor har der været et behov for at kortlægge de bedste erfaringer fra arbejdet med at styrke lokale journalisters sikkerhed verden over.
Syv lande, der på forskellig vis forsøger at tackle trusler mod journalister, er en del af studiet: Filippinerne, Pakistan, Irak, Nepal, Columbia, Indonesien og Afghanistan.
Advokathjælp, træning og sikre huse
Vilkår og udfordringer er forskellige, men studiet viser, at der er tiltag, der virker i flere lande.
Det er lykkedes Afghanistan, Colombia og Nepal at skabe et samarbejde mellem myndigheder, civilsamfund, medier og internationale organisationer omkring såkaldte nationale ’sikkerhedsmekanismer’. Der er eksempelvis tale om at give udsatte journalister adgang til sikre huse, advokatrådgivning, løbende sikkerhedsinformation og træning i sikker adfærd.
”Vi kan se, at de mest effektive tiltag er skabt i et samarbejder mellem medierne selv, civilsamfund og myndigheder – og ofte også med et vist internationalt pres fra organisationer som International Media Support og FN. En fælles indsats tager tid at opbygge, men det sikrer en større gennemslagskraft og bidrager til, at myndigheder og medieejere tager journalisters sikkerhed alvorligt,” forklarer Jesper Højberg, direktør for IMS, i en pressemeddelelse.
Nødvendige nyheder
Indtænkes lokale magtstrukturer og ressourcer kan det bane vej for nye aktører, der ikke traditionelt beskæftiger sig med journalisters sikkerhed: eksempelvis har den katolske kirke i Filippinerne hjulpet med at huse truede journalister og vigtige vidner. Dialogmøder kan være et andet effektivt redskab til at skabe større respekt for mediernes rolle og modvirke chikane.
De svageste resultater er opnået i lande, hvor der ikke har været et samarbejde på tværs af sektorer og hvor medie- og pressefrihedsorganisationer arbejder i siloer og ikke orienterer andre aktører, viser IMS’ studie.
’Defending Journalism’ er en del af et større initiativ støttet af Udenrigsministeriet med 5 mio. kroner. Projektets officielle navn er: “Promoting UN Plan of Action on Safety of Journalist and the issue of Impunity through documenting and promoting best practices”.
Ud over at dokumentere hvad der virker i praksis, skal erfaringerne kobles til politisk arbejde på internationalt niveau for at sikre en mere effektiv tilgang til beskyttelse af lokale journalister.
Bogen ’Defending Journalism – how national mechanisms can protect journalists and address the issue of impunity – a comparative analysis of practises in seven countries’ kan findes her.
Bogens anbefalinger diskuteres ved et offentligt arrangement i København den 16. november, arrangeret af IMS og den danske UNESCO national-kommission. Tilmelding og information via www.mediasupport.org