WTO’s fremtid på spil

WTO ministermøde 2017

WTO blev grundlagt i 1995, og er et internationalt organ, der promoverer handel mellem de 162 medlemslande – herunder Danmark. 

Organisationen er det forum hvori spillereglerne for global handel fastsættes og sanktioneres. 10. – 13. december mødes medlemslandenes ministre i Buenos Aires til konference.

I samarbejde med Initiativet for Handel og Udvikling (IHU) bringer Globalnyt op til mødet en serie på fire artikler om WTO og den indflydelse WTO har på den globale udvikling inden for handels- og udviklingspolitik.

Seriens artikler

WTO’s fremtid på spil (6.11.2017)

Hvad står højt på dagsordenen til WTO-mødet i Buenos Aires? (3.12.2017)

WTO og ministermøde i Buenos Aires set med danske øjne (7.12.2017)

Kampen om WTO’s fremtid: Tager Kina styringen? (10.12.2017)

Har du nogensinde tænkt på, hvor langt nogle af produkterne i dit lokale supermarked har rejst? Eller lagt mærke til, at to stykker børnelegetøj kan være produceret i Kina eller Jylland, men koster det samme? I så fald har du beskæftiget dig med spørgsmål, der berører de internationale handelsstrukturer. Den politiske udvikling indenfor den seneste tid udfordrer det frihandelsparadigme vi er vant til, og kan få store konsekvenser for den globale samhandel i fremtiden.

Den største internationale organisation på handelsområdet er Verdenshandelsorganisationen (World Trade Organization), i daglig tale kendt som WTO. WTO’s historie starter med organisationens grundlæggelse i 1995, som en videreudvikling af grundstenene for den internationale handel nedlagt i efterkrigstidens GATT-aftale (General Agreement on Tariffs and Trade). De overordnede mål for arbejdet i WTO er at fremme handel mellem lande ved at reducere handelsbegrænsninger såsom told og afgifter, således at international handel foregår gnidningsfrit og er forudsigeligt. Samtidigt er der siden 2015 kommet et større fokus på regional og lokal udvikling, bæredygtig samhandel og klimaet. De sidste formål er indeholdt i de såkaldte Verdensmål (SDG’erne).

Grus i maskineriet og legitimitetskrise

De sidste 20 års politiske forhandlinger har dog vist, at WTO-samarbejdet har været udfordret fra start af nationale egeninteresser, regionale konflikter og manglende kompromisvillighed. Den første ministerkonference i Seattle i 1995, afholdt fire år efter organisationens etablering, endte ved, at en stor gruppe bestående af repræsentanter fra udviklingslandene udvandrede i protest fra forhandlingerne. Begrundelsen var, at de industrialiserede vestlige lande ikke havde indfriet de garantier, som udviklingslandene var blevet lovet i forbindelse med WTO’s grundlæggelse.

Særligt anklagede udviklingslandene vestlige lande for at opretholde protektionistiske politikker indenfor tekstil- og fødevareindustrien til stor skade for landmænd fra udviklingslandene. Set med europæiske briller er kritikken fra udviklingslandene særligt rettet mod den europæiske toldmur og EU-støtten til europæiske landmænd. Opbakningen fra civilsamfundet har også været en udfordring fra start. I Seattle-runden mødte forhandlingerne massiv folkelig modstand i form af demonstrationer, der udartede sig til voldelig gadeoptøjer og sammenstød mellem ordensmagten og demonstranter. WTO befandt sig således fra start i en legitimitetskrise.

Som løsning på krisen aftale man i Doha-runden i Qatar i november 2001, at styrke samarbejdet på de problematiske områder, ved at arbejde hen imod at udvikle og åbne op for handelen med producerede varer f.eks. landbrugs- og tekstilvarer foruden serviceydelser. Tilmed var et erklæret formål, at gøre det nemmere for udviklingslandene at deltage på det globale marked og reducere den globale ulighed.

Efter 14 års forhandlinger stod det dog klart ved ministerkonferencen i Nairobi i 2015, at medlemslandene ikke kunne indfri målene fra Doha-runden. Resultatet af de mange års forhandlinger var et sammenbrud efter mange overskredne tidsfrister og fastfrosne forhandlinger. I stedet for at samle medlemslandene viste forhandlingerne, at der eksisterer en grundlæggende interessekonflikt mellem vestlige lande på den ene side, og en stor gruppering af udviklingslande anført af Indien og Brasilien på den anden.

Selvom der langt hen af vejen er enighed om samhandel indenfor disse grupper, har verden generelt – og især den nordvestlige halvkugle – oplevet en stigning i politikere, der ser protektionisme som en løsning på nationale udfordringer. De nærliggende eksempler er Storbritanniens udmelding af EU og valget af præsident Trump i USA. Men allerede i præsident Obamas embedsperiode forhandlede USA en transatlantisk aftale med EU-landene (TTIP), og en aftale med Stillehavsnationerne (TPP) – begge udenom WTO.

Sammenbruddet af Doha-runden i Nairobi vidner dog om, at protektionisme i handelspolitik ikke er et nyt fænomen, ej heller at det kun praktiseres udenfor WTO-samarbejdet. I lyset af to årtiers forfejlede forhandlinger og en politisk udvikling, der

Næste forhandlingsrunde

En vigtig forudsætning for indgåelsen af aftaler i WTO-regi er USA’s tilslutning, og den drivkraft USA kan facilitere. Med Trumps kovending ift. Obamas TTIP- og TPP-forhandlinger, samt trusler om at øge toldmurene omkring den amerikanske økonomi, er der dog udsigt til vanskelige forhandlinger, der kan forventes at fortsætte i lang tid efter mødet i Buenos Aires. En positiv fortælling og enighed på centrale områder synes dog at være altafgørende, hvis WTO skal holdes i live i kølvandet på Doha-rundens dødserklæring i 2015.     

De vigtigste emner på dagsordenen for WTO i 2017 er forhandlingerne om e-handel, miljøvenlige produkter og fiskerisubsidier. I disse forhandlinger skal det internationale samfund søge at finde fælles fodslag med den nye Trump-administration. Efter at en række store amerikanske it-virksomheder – og bærende kræfter i den amerikanske økonomi – såsom Amazon, FedEx, Visa og Google er begyndt at presse på for en aftale, har den amerikanske regering for nyligt indikeret, at den vil støtte og prioritere e-handel. Med de amerikanske tilnærmelser kunne e-handelsområdet således vise sig, at blive et nøgleemne i Buenos Aires i december.

I løbet af de senere år har der ligeledes været en generel konsensus om at afvikle fiskerisubsidier, der er konkurrenceforvridende og medfører overfiskeri. I både EU, Canada, Asien, Latinamerika og Afrika er der bred enighed om, at en global aftale er nødvendig. På dette område ønsker USA dog en mindre vidtrækkende aftale.

Den såkaldte Environmental Goods Agreement, der har til formål at fjerne handelsbarrierer for miljøvenlige produkter såsom vindmøller og solceller, skulle have været vedtaget i december 2016 i Geneve, men her stod kineserne i vejen for en kollektiv aftale. Også op dette område er det afgørende, at USA og Kina kan finde gensidige interesser for at få en global aftale igennem.   

Der er således ingen tvivl om, at bølgerne vil gå højt i Buenos Aires og at forhandlingerne er afgørende for, WTO’s fremtid. Afgørende for succes i Buenos Aires bliver det derfor, at medlemslandene kan indgå aftaler og en handlingsplan for at gennemføre aftalerne. I lyset af tidligere forhandlinger kan man med rette være skeptisk, men Verdensmålene og enigheden på centrale områder kan vise sig at være den saltvandsindsprøjtning WTO har brug for.

Læs mere om mødet i Buenos Aires på WTO’s hjemmeside.

Emilie Buss, Christian Lyngsø Alvarez og Peter Pilgaard er frivillige i IHU