Karsten Riise
Karsten Riise er cand.merc. et art. (spansk) fra Copenhagen Business School og Københavns Universitet.
Har undervist på Niels Brock i København.
Arbejdet som chef hos Østasiatisk Kompagni ØK i Tyskland og været senior Vice President for Mercedes-Benz i Danmark-Sverige med ansvar for 1 milliard dollars.
Konsulentarbejde i strategi og organisation.
Har i flere år skrevet om internationale og samfundsvidenskabelige forhold i e-magasin Change News.
Afrika og udvikling er et personligt engagement, og konkrete forslag har startet dialog og mange kontakter med flere lande, både i Afrika og andre steder.
Artikler på www.academia.edu
Twitter: @Karsten_Riise
Tabt krig i Syrien og Irak
Israel og Saudi-Arabien har begge mistet deres stedfortræder-styrker i Syrien og Irak – kun kurderne i det nordlige Syrien forbliver, og de konfronteres med Tyrkiet. Dette har efterladt Israel og Saudi Arabien nøgne. Fremover bliver de nødt til selv at kæmpe, dvs. Israel og Saudi-Arabien er selv blevet stedfortræder-styrker – for USA.
Efter nederlag per stedfortræder er der stor aggressivitet i Israel, Saudi Arabien og USA mod deres fjendebillede af “Iran”.
Traditionel international politisk teori, især af den “realistiske” skole, lægger normalt vægt på mere eller mindre objektive “statsinteresser” og “magtrelationer”, og ikke på staternes interne forhold, såsom ideologier og leder-personer, som drivkræfterne bag international politik. Vi bliver nødt til at revidere teorierne omkring international politik. For vi kan ikke se bort fra de følelsesmæssige drivkræfter og de særlige leder-personligheder, samt de personlige forbindelser mellem i lederne i Israel, Saudi Arabien og USA.
Dette bør dog ikke få os til at glemme også at se på baggrunden for den amerikanske invasion af Irak i 2003, hvor Paul Wolfowitz (med rette eller urette) blev citeret for at have sagt: “Vejen til Jerusalem går gennem Bagdad”. USA’s vision var at “nappe” Irak, så at sige tage Iran ”med på vejen”, og fortsætte amerikanske invasioner fra Irak og videre gennem Syrien til Beirut. De amerikanske mål var ikke kun at fjerne Saddam, men også at fjerne Iran, Al-Assad i Syrien og Hizbollah i Libanon – alle dem, USA så som ”ondskabens akse”.
Denne store plan (hvis det faktisk var en), er nu først her ved udgangen af 2017 endeligt fejlet.
Alliance med indre brud
Efter at være ”gået glip” af en forventet krig mod Iran, og efter tabet af prestige og indflydelse efter de blodige krige i Irak-Syrien, er der nu en følelse af ufuldstændighed blandt taberne.
Der er et enormt ønske, en åben aggressivitet, som offentligt udtrykkes blandt alle tre ledelser i Israel, Saudi Arabien og USA, for få mere krig mod dét fjendebillede, de i sine afskygninger bredt omtaler som “Iran”. I tillæg til deres følelse af tab, synes der også at anes et psykologisk motiv af hævn (revanche) mod et “Iran”, der ikke villigt blev offer, men i stedet vovede at trodse deres planer for regionen. Følelser af sårethed og ydmygede ambitioner synes at spille ind.
Destruktion kan i denne sammenhæng endog indeholde et mål i sig selv.
Den israelske avis Haaretz omtaler nu Saudi Arabien som Israels mulige “drømme-partner”. Israel forbereder sit Nordlige Distrikt syd for Libanon på krig, og gennemfører sin største militære flyve-øvelse nogensinde. I USA maler New York Times i en nylig “officiel” artikel (én af deres kendteste opinions-journalister), et romantisk billede af et ”nyt” Saudi Arabien. I Saudi Arabien er der planer om at bygge en mega-by tæt ved Israel, med store amerikanske investorer.
Et nyt saudisk lederskab stiger op efter personlige samtaler i Washington, og beskriver den amerikanske leder som “den rigtige mand på det rigtige tidspunkt”. Saudi Arabien fordømmer “Iran” i den Arabiske Liga. USA “decertificerer” (reelt bryder) Iran-aftalen uden nogen objektiv begrundelse. Der udspiller sig en åben “romance” mellem de centrale toppersoner i Israel, Saudi Arabien og USA.
Den store ”romance” mellem Israel og Saudi-Arabien er på mange måder selvmodsigende.
Hvis ikke der havde været et fælles fjendebillede (et “Iran”), ville forholdet have dybe splittelser. Hvis man teoretisk forestillede sig, at én arabisk magt i løbet af 10 år kunne få held til at overtage Mellemøsten hele vejen rundt omkring Israel (og sådan en magt kunne efterhånden blive en atom-magt) – kunne så Israel med den Hellige By Jerusalem undgå at ende isoleret og blive taget til sidst?
Ingen i Israel synes for tiden at ønske at anvende sådanne gamle politiske begreber som “del og hersk”, og vil hellere satse alt på én idealiseret ”drømme-partner”. Kølig realistisk tænkning lader til at være på retur i Israel, hvor mange synes at være opslugt af det illusoriske i at skabe en “fred på egne vilkår” (dvs. uden stort hensyn til palæstinenserne), ved at fokusere på et enkelt symbolsk ydre fjendebillede og satse hele molevitten på ”gensidigt venskab” med et lige så symbolsk billede af en ”perfekt drømme-partner” .
Den gamle kong Al-Saud, grundlæggeren af Saudi Arabien, udtrykte store forbehold (for at sige det mildt) mod Israel, i breve til den amerikanske præsident Franklin Roosevelt. Disse forbehold fortsætter sandsynligvis blandt mange magtfulde kredse i Saudi Arabien. De seneste politiske ændringer i Saudi Arabien har også påvirket nogen, der i årevis havde samarbejdet tæt med amerikanske sikkerhedsinteresser. Ligesom Saddam Hussein, Gaddafi og Mubarak opdagede det, så vil arabere, der samarbejder med USA ikke nødvendigvis få nogen belønning i sidste ende.
I USA findes der ligeledes gensidige forbehold, som symboliseres af den enstemmige (!) vedtagelse i Kongressen så sent som sidste år (2016) af loven “Justice Against Sponsors of Terrorism Act”, som er målrettet mod Saudi Arabien. Amerikanske private og statslige institutioner, herunder USA’s udenrigsministerium, er del i en dyb indre amerikansk splittelse over de seneste udviklinger i Mellemøsten.
Den nyfundne “drømme-alliance” mellem de tre lande har dybe indre brud.
I mellemtiden gentages den fælles frygt og aggressivitet over for “Iran” så højlydt i Israel, Saudi Arabien og USA, at disse aggressioner næsten er nødt til at finde et fysisk udtryk. Så meget desto mere, eftersom de andre symbolske fysiske og diplomatiske anstrengelser, der udøves, bliver grundstødte i Yemen, Qatar og Libanon, og indirekte får modstand selv hos det store Tyrkiet, som nu støtter Qatar.
Et stort antal, mest uafhængige, men stærkt destabiliserende, sociale strømninger, i deres fælles partner Egypten, styrker kun de tre ”drømme-partneres” psykologiske følelse af at blive truet. Ifølge Robert Fisk har Egypten omkring 60.000 politiske fanger, nogle er religiøse, andre er liberale. Egypten som fjerde “drømme-partner” er også meget splittet, og udvikler de samme ødelæggende tegn på indre konflikt, som Syrien.
Nogle veje til krig er blokeret
Hvordan kan den samlede aggressivitet mod det symbolske billede af “Iran” finde et udtryk?
Irak synes i slutningen af 2017, efter meget store blodsudgydelser, at være mere samlet end måske nogensinde før i sin historie siden anden verdenskrig. En saudisk invasion mod Irak for at installere et “anti-Iran” lederskab i Bagdad, synes blokeret og udelukket, i det mindste i meget lang tid. Dette udelukker derved også en saudisk landkrig mod Iran, fordi Irak er den eneste landforbindelse (bortset fra det lille Kuwait) mellem Saudi Arabien og Iran.
Syrien virker også stabiliseret.
Fakta på jorden efterlader derfor Libanon, som den eneste anden mulighed for at skabe mere alvorlig ødelæggelse mod billedet af ”Iran”, bortset fra den igangværende sulte-krig i Yemen.
Til at gennemføre en mulig krig i Libanon, kunne Israel, Saudi Arabien, USA og det “arabiske NATO” (en udrykningsstyrke på 40.000 soldater med egyptisk deltagelse under den Arabiske Liga) alle komme i spil.
Men hvordan?
Libanon – første mulighed for mere krig
Saudi Arabien og dets allierede i Egypten har ingen landadgang til Libanon. Den eneste adgang på jorden ville gå gennem Israel. Men der kommer ikke til at marchere nogen stor Sunni-arabisk hær fredeligt gennem Israel, for at lave krig i Libanon.
Hvad der kunne tænkes at ske, ville være et slags bizart “replay” af 1956 Suez-krigen:
Israel kunne invadere Libanon fra syd, under et hvilket som helst påskud (Israel har aldrig behøvet nogen undskyldning for at invadere Libanon). Når det israelske militær presser frem mod Beirut, så kan den “arabiske NATO” -responsstyrke under saudisk ledelse indsætte landtropper (med skib fra Alexandria) i israelsk besatte havne i Libanon, for at ”gå i mellem” og “overtale” Israel til at stoppe sin invasion og derved “redde” det arabiske Libanon. Ligesom den britisk-franske intervention i Suez 1956, så ville et sådant teater naturligvis være aftalt på forhånd.
De saudi-ledede “arabisk-NATO” -styrker (med amerikansk rådgivning og støtte) kunne derpå lave “regime-change” på den libanesiske regering, og starte en (meget langvarig) krig for at udrydde de krigstrænede Hizbollah. At et sådant projekt ville være en sikker katastrofe for alle involverede, ville ikke nødvendigvis gælde som noget relevant mod-argument blandt de personligheder, som ville overveje det.
De nødvendige forberedelser kunne let være større end hovedpersonernes tålmodighed, og mangel på forberedelser vil betyde katastrofe. Selv for de mest aggressive aktivistiske ledere bør et sådant krigs-projekt på forhånd virke utroligt vanskelig – hvilket ikke nødvendigvis vil forhindre dem i at starte det.
Sidste mulighed for krig
Eftersom den “libanesiske mulighed” ovenfor er ekstremt vanskelig, så fører det nemt til en sidste, ultimativ, mulighed.
Det er en sidste udvej for at skabe noget større symbolsk destruktion mod fjendebilledet af “Iran”. Vi taler her om amerikanernes foretrukne “quick-fix” erstatning for en løsning: Luftangreb.
Iran har næsten ingen moderne kampfly – sandsynligvis mindre end 50 up-to-date kampfly til at forsvare 1,4 millioner kvadratkilometer. I sit luftrum er Iran i praksis forsvarsløs, selv med et par russiske S-300 missiler til punktforsvar. Irans S-300 luftforsvar har få forsvars-raketter, som hurtigt kunne udtømmes med en første angrebs-bølge af konventionelle missiler. Iran er et indbydende mål for luftangreb.
Irans atom-anlæg tjener både som symbolsk påskud og genstand for aggression. Saudi Arabien vil i givet fald selv skulle håndtere et modangreb med iranske missiler, så Saudi Arabien vil have brug for i det mindste en minimal undskyldning for et luftangreb på Iran. Men Israel vil ikke engang have brug for et figenblad af undskyldning, for at angribe Iran. Både Israel og Saudi Arabiens venner har omfattende missil-skjold.
Og hvilken anden måde til luftangreb ville være mere “let”, mere symbolsk stærk til at vise Israels militær og status, og til med sikkerhed at undgå egne tab (i det mindste i første runde), end at bruge israelske Jericho-missiler. Israelske missiler, som kan forsynes med atom-sprænghoveder, for at sikre tilstrækkelig ødelæggelse og magt-demonstration.
Luftangreb mod Iran – enten med fly (Saudi Arabien) eller missiler (Israel) – er fristende nemt at starte i vrede. Men en langvarig konflikt, herunder en meget lang olieblokade i Den Persiske Golf, ville blive resultatet. En sådan handling, når den først én gang er startet, vil være næsten umuligt at ende.
Næste krig – resultatet
For nogle måneder siden begyndte jeg research til denne artikel. Jeg så for bare relativt kort tid siden, at Saudi Arabien havde perspektiver til at blive en meget stærk global stormagt. Men indenfor de sidste 6 måneder er mange kort blevet spillet – og tabt. Situationen er nu meget anderledes.
Israel, Saudi Arabien og USA har allerede tabt – og de taber igen. Hvis ikke de gør noget, vil de miste endnu mere fremover, efterhånden som Iran og Irak vinder på international handel, og Syrien og Hizbollah genopbygger sig selv.
Men Israel, Saudi Arabien og USA vil ikke undlade at gøre noget, det er helt sikkert. Dette er ikke deres stil – eller temperament. De vil gøre ét eller andet, noget voldsomt.
Men alt i større målestok, som de kan gøre, vil være med fare for at føre til så skæbnesvangre resultater, at de vil miste meget mere.
