I sidste uge lancerede Udenrigsministeriet en rapport ”Hack the future of Development Aid” sammen med tænketanken Sustainia og blockchain-valutaplatformen Coinify. Det er et friskt brusende (vel)skrevet salgsfremstød med superoptimistiske bud på, hvordan ny teknologi kan vende op og ned på bistanden, som vi kender den og skabe udvikling over en bred kam.
Vi har en hammer. Verden er fuld af søm
Ifølge rapporten kan blockchain-teknologier fikse mange problemer:
- Undgå at mellemmænd – korrupte bureaukrater og skruppelløse forretningsfolk – æder af den bistand vi ønsker at sende til de fattige.
- Fjerne mulighederne for korruption: bistandspenge overføres billigt og hurtigt til dens målgrupper – og kun til specificerede formål (”smart contracts”).
- Styrke rettigheder og betalinger til småbønder i globale værdikæder.
- Skaffe 4-5 milliarder mennesker uden en bankkonto et alternativ (dvs. sørge for ”finansiel inklusion”).
- Styrke rettigheder– inklusive kvinders – ved at erstatte manipulerbare papirdokumenter med digitale beviser på ejerskab til jord, rettigheder, etc.
- Reducere behovet for bureaukrater i vildtvoksende bistandsadministrationer.
- Skabe et spritnyt ”DANIDA som en service” ved hjælp af en DANIDA platform, hvor start-ups, lokale organisationer, og NGOer uploader deres udviklingstilbud.
- Allokere bistanden gennem målgruppernes efterspørgsel medieret gennem platformen. Danida og modtagerregeringer skal ikke længere selv allokere bistand til forskellige aktiviteter.
”Der er enorme muligheder i at bringe den teknologiske udvikling i spil i udviklingssamarbejdet,” som Ulla Tørnæs siger om ”Hack the future” rapporten. Udmeldingen vækker genklang. Samme dag, som rapporten blev lanceret ved en overtegnet konference i FN-byen i Nordhavnen, skrev New York Times: ” Denmark Considers Using Cryptocurrencies for Humanitarian Aid.” Det er vist længe siden, at dén avis har skrevet om dansk bistand.
Lyder alt dette for godt til at være sandt?
De nye teknologier har klare potentialer, som må afprøves. Men den ukritiske teknologibegejstring og uvidenhed om udviklingsprocesser, der udstilles for fuld skrue i ”Hack” rapport, er ikke vejen frem. Adam Moe Fejerskov og Tobias Hagmann har allerede kastet et kritisk blik på rapporten her i Globalnyt (https://globalnyt.dk/content/tre-raad-hvis-du-gerne-vil-hacke-udviklingssamarbejdet). Her kommer et par konkrete eksempler:
En af oplægsholderne på konferencen holdt et udmærket oplæg om en blockchain platform i Ghana til registrering af ejendomsrettigheder og transaktioner. Den sikrer en entydig og svært forfalskelig digital registreringen af ejerskab og lån. Med en smartphone i hånden kan dette dokumenteres, så tvister reduceres. Rettigheder styrkes.
Antagelsen er, at opmåling og omhyggelig digital dokumentation er den bedste måde at sikre (fattiges/kvinders) ejerskab til jord og ejendom på. Hernando de Soto er en prominent talsmand for denne tilgang – og en ivrig fortaler for blockchain baseret registrering (https://www.project-syndicate.org/commentary/how-blockchain-can-rescue-globalization-by-hernando-de-soto-2016-09).
Forskning i fattige lande viser imidlertid, at fattiges/kvinders ejerskab til jord typisk er direkte indlejret i sociale relationer og identiteter. Rettigheder er ofte delte og overlappende og baseret på, at folk tilhører et lokalsamfund eller en familie. Allokering af og strid om jord løses gennem lokale institutioner. Lokale normer og værdier gennemsyrer sociale relationer og disse – snarere end købekraft i jordmarkeder – afgør ejerskab. Få fattige er parate til at optage lån i jord, fordi risikoen for at miste investeringerne (og jorden) er store. Socialt ejerskab af jord yder derfor den bedste beskyttelse af ejerskab i mange dele af Afrika (https://zimbabweland.wordpress.com/2017/12/04/why-title-deeds-arent-the-solution-to-land-tenure-problems/). Blockchain teknologien egner sig bedre til urbane middelklassers behov.
Eksempel to. ”Hack” rapporten gør et stort nummer ud af, at korruption kan bekæmpes effektivt. ”Blockchain-teknologien skaber fuldstændig gennemsigtighed, så man ikke alene kan følge kryptovalutaen på dens splitsekunds korte rejse fra A til B, men også sikre, at pengene havner direkte hos dem, de er tilsigtet” siger direktøren fra Coinify, hvis firma er en af bidragyderne til rapporten.
Godt nok er mange pengeoverførsler korruptionssårbare, men de er næppe de største kilder til misbrug af penge i fattige lande. Derimod er korruption i stor skala ofte forbundet med politik og klientelisme: Illegal tildeling af favorable kontrakter og jord til lokale eller udenlandsk firmaer, lempelig beskatning af samme, støtte af politiske partier under bordet, etc. Dem kan teknologi i sig selv ikke gøre meget ved. Men OK, reduktion af korruption ved overførsler af penge i nødhjælpssituationer eller ved conditional cash transfers er jo også vigtige.
I virkelighedens verden er et større problem dog typisk, at skarpt målrettede pengeoverførsler gennem blockchain kan blive alt for målrettede! Modtagernes behov er meget forskellige, og de skifter hurtigt, især i humanitære nødsituationer.
Metoden bygger på en antagelse om, at giverne ved mere om modtagerne behov end de selv gør. Men undersøgelser viser, at langt de fleste modtagere af den form for bistand bruger pengene meget fornuftigt. De drikkes eller hores ikke op.
Og så har jeg ikke skrevet et ord om, at topstyret målrettet fordeling af penge er i strid med tankegangen om efterspørgselsdrevet bistand, som tech-entusiasterne hylder. Topstyring han være god i nogle tilfælde, men skidt i andre.
Lad også ligge at kryptovalutaerne har vilde op- og nedture. Vil Udenrigsministeriet virkelig begive sig ud på den galej?
Endelig har jeg ikke skrevet om Digitale Haves and Have Nots. Selv i Kenya, der med rette berømmes som et foregangsland med hensyn til finansiel inklusion gennem smartphones, er afstanden mellem riges og fattiges adgang til og brug af denne teknologi afgrundsdyb. Debat om ny teknologi i udviklingslandene er højst tiltrængt, men den må forholde sig til konkrete virkeligheder.
Julefred
Blockchain-folket lover guld og grønne skove. I virkelighedens verden vil teknologien ”kun” løse problemer forårsaget af dårlige bogholderisystemer og usikre pengeoverførsler. Dem er der til gengæld flere af. Derfor vil teknologien givetvis være et nyttigt værktøj i udviklingsbistanden. Det vil tiden vise.
Overdrevne påstande gavner ikke. En grundliggende forestilling i ”Hack”-rapporten er, at udvikling foregår ved at folk får (bistands)penge i egne lommer. Så søger de selv for resten. Skurkene i tech-folkets verdensbillede er staten, bureaukratier og mellemmænd. Løsningerne er liberalistiske. Optimismen er enorm. De skriver:
”The world is not yet fully blockchain powered or blockchain compatible. Will it take months or years before this happens? Most probably the latter.”
Jeg er tryg ved, at vi nok ikke når at gøre verden ”blockchain compatible” før jul.
Ole Therkildsen er tidligere seniorforsker på Dansk institut for internationale studier, DIIS, og nu emeitus. Han er tillige blogger på Globalnyt
