Oppositionslederen Raila Odinga vil tage ed som præsident ved en selverklæret ceremoni 30. januar, for den siddende regering er ikke legitim, mener han. Om nødvendigt, siger han, så danner han regering i eksil. Det skriver den kenyanske avis Daily Nation.
Landets rigsadvokat Githu Muigai har ifølge avisen sagt, at hvis Odinga udråber sig til præsident vil det være forræderi – en forbrydelse, der kan medføre dødsstraf.
Odinga mener, at han vandt præsidentvalget 8. august 2017 men at der blev svindlet med resultatet, så den siddende præsident Uhuru Kenyatta fik tildelt sejren.
Ifølge landets valgkommission fik Kenyatta 54 procent af stemmerne mod Odingas 43 procent ved august-valget. Men valget var præget af alle mulige slags svindel, mener Odinga, som derfor ikke anerkender dets resultat.
Fik medhold i højesteret
Han og hans parti-alliance NASA gik rettens vej, for at få afholdt et nyt valg og til manges overraskelse fik han medhold af landets højesteret.
Der blev udskrevet et nyt valg, men det valgte Odinga at boykotte, fordi der ikke var blvet lavet reformer af det valgsystem, som angiveligt skulle have fiflet med stemmerne for at sikre Kenyatta sejren.
Valget blev afholdt 26. oktober og her vandt Kenyatta nemt, da der ikke var modkandidater. Han fik 7,3 millioner ud af de 7,5 millioner afgivne stemmer. Stemmeprocenten var dog helt nede på 43 mod 80 procent ved valget i august. Det skyldes ikke mindst oppositionens opfordring til at boykotte valget.
Uhuru Kenyatta blev indsat 28. november 2017.
Der har været forlydender om interne uenigheder i NASA-alliancens ledelse, hvor flere medlemmer skulle foretrække dialog og mene at den private indsættelsesceremoni bør afløses. Det har dog intet på sig, siger Odinga.
I parlamentet forsøger en gruppe på 13 af NASA’s medlemmer, at få alle parti-alliancens medlemmer af parlamentet og de regionale forsamlinger samt guvernører til at underskrive et dokument, der støtter selverklærede indsættelse af Odinga som præsident.